Hjorddrengenes Marked var tilbage for fuld gas

Spektakulære veteranbiler og begejstrede gæster gav god stemning i Kolind by onsdag, hvor det traditionsrige kræmmermarked var tilbage efter et års coronapause.

Artiklens øverste billede
Dannebrogsflag og veteranbiler stod langs Bredgade hele vejen ned til Byhallen. Foto: Øxenholt Foto

To år uden store forsamlinger. Det var bagtæppet til årets udgave af Hjorddrengenes Marked. Onsdag morgen var der ængstelighed at spore hos arrangøren.

»Vi er spændte på, hvor mange der kommer, men det lader til, at Voldborg er med os,« sagde arrangør Tage Mogensen.

Himmelen hang stadig grå og søvndrukken over Kolind, mens de sidste kræmmere rumsterede og dirigerede med hinanden for at få sat de sidste boder op inden den officielle åbning kl. 9. Indtil da havde der været kaffe og morgenbrød til de morgenfriske, serveret af KPI Håndbold fra deres bod i Byhallen.

»Det har hovedsageligt været kræmmere og frivillige her til morgen, men det plejer at starte her kl. 9, og så være stuvende fyldt herinde omkring middag,« fortalte Karen Margrethe Kolstrup Møller og Michelle Elgaard, der arbejder som frivillige i idrætforeningen, der i år kan fejre 40 års jubilæum. Udover kaffe og kage havde KPI også en tombola, hvor man kunne købe lodder i håb om at vinde en af de mange præmier, der prydede væggen bag boden. Her skilte en enorm bjørnebamse sig ud.

»Vi håber, bamsen først bliver vundet sent på dagen. Den er god reklame for vores tombola.«

I kræmmerne Gustav og Ragnas' stand foran Byhallen kunne man blandt andet fristes af et barbersæt fra 1918. Foto: Øxenholt Foto

Åbningsdans

Kl. 9 blev kræmmermarkedet skudt i gang med et brag, men fra en uventet kant. Pludselig dukkede 4. årgang fra Kolind Skole nemlig op. Som en slags uofficiel åbningsceremoni dansede hele årgangen line dance til country sangen Achy Breaky Heart af Billy Ray Cyrus, der strømmede ud fra en Bluetooth højtaler.

»Vi synes jo, det er vigtigt at deltage i det, der foregår her i byen.« sagde Charlotte Laier en af pædagogerne, der var med til at holde styr på den store flok elever, der ivrigt trak i hende for at udforske markedspladsen så meget som muligt, i løbet af den time de havde.

Der var nemlig masser at opleve for de unge. Farvestrålende biler, shetlandsponyer, børnetivoli og ikke mindst den gamle karrusel bag Byhallen, der kørte non-stop hele dagen.

Udover Niels Aage Svenssons gule veteranlastbil (3. tv.) udstillede Falck også et udvalg af deres veteranbiler. Foto: Øxenholt Foto

Barbergrej fra 1. verdenskrig

Fremfor alt var der dog kræmmere og et utal af farvestrålende boder. Langs Bredgade bugtede sig tøjboder, rækker af skinnende veteranbiler- og knallerter, stande med alt fra slik og bamser til værktøj og sirup og snaps på snoede flasker. Boder som Glutenfree.dk’s med bagværk var nye ansigter på markedet, men stande fra traditionelle kræmmere med nipsting på salgsbordene var selvfølgelig også dukket op.

»De klassiske kræmmerting – det er der ikke meget af i dag. Det er sådan nogle gamle ting vi har med, og det er jo sådan noget folk de kommer, og kigger efter.« fortalte en af kræmmerne, der præsenterede sig selv som Gustav, og var kommet hele vejen fra Østbirk med sin kone Ragna. Han fremviste stolt sine varer, der alle havde deres egen historie. Blandt andet en pibeholder lavet af Bruyere-rod, som er det træ piber sædvanligvis laves af, og et barbersæt fra 1918. Sættet stammer fra en karl fra Varde-egnen, og ifølge kræmmeren ser man normalt kun sådanne sæt på museer.

»De der små knapper det er elfenben, og de har jo garanteret været væsentligt større. Det er sådan noget, jeg synes er sjovt,« fortalte kræmmeren, der sammen med sin kone og svoger, der sælger gammelt dansk værktøj, er kommet til Hjorddrengenes Marked gennem mange år.

Rullende nostalgi

Bymidten blev for alvor vagt til live en time senere, da lyden af store motorer fyldte markedspladsen. En karavane af prægtige køretøjer kom rullende ned af Bredgade under stor bevågenhed fra de mange lokale beboere, der havde sat sig på campingstole i vejkanten med termokander og højt humør.

»Så længe vi har frivillige, der gerne vil hjælpe til, og så længe vi hygger os med at lave et marked som det her, så fortsætter vi.«

Tage Mogensen, arrangør

Gamle traktorer, knallerter og amerikanske muskelbiler havde fået nyt liv af deres ejere, der stolt fremviste de imponerende køretøjer. En af dem var pensionist og lastbilsentusiast Niels Aage Svensson. Bag ham stod en flot, gul Mercedes lastbil af samme type som den første lastbil han selv kørte i, da han startede som vognmand.

»Spillet til at læsse tømmer med, det er noget min far fik i 1956, og det havde jeg jo liggende derhjemme.«

Restaureringen af vognen tog over 25 år. Han fik nemlig lastbilen i 50 år fødselsdagsgave af gutterne, som han siger, men havde ikke tid til at gå i gang før han blev pensioneret. Onsdag kunne både han og resten af markedsgæsterne nyde resultatet af flere års hårdt arbejde.

Gule ærter og sømandsviser

Da klokken var lidt over 11, måtte de sidste skyer give op, og solen brød for alvor igennem. Det blev startskuddet til en eftermiddag med knald på. Indenfor i Byhallen var den store bamse allerede blevet vundet af en gæst fra Nimtofte, der var kommet til markedet på scooter, og nu altså havde fået en ekstra passager til turen hjem. Det slog dog ikke de frivillige kvinder fra KPI ud, der havde nok at se til. Byhallen var nu for alvor fyldt med folk.

Det var der andre der var glade for. Som altid havde lokalpolitikerne slået deres stande op i Byhallen. Repræsentanter fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF, Nye borgerlige og Venstre var dukket op for at møde borgerne inden valgkampen til det kommende kommunalvalg for alvor går i gang.

Dagens største stjerne var dog hverken blå eller rød men derimod gul. Traditionen tro blev der serveret gule ærter med rugbrød, flæsk og medister i Byhallen kl. 12. Retten blev leveret af Kolind Slagteren, og der var trængsel ved serveringsbordene, selvom pølsevognen udenfor Byhallen også havde sit at se til.

Hjorddrengene vender tilbage

Madro var en by i Rusland for de spisende gæster i Byhallen, men det var der ingen brok over. Harmonikaspilleren og lokallegenden Gunner Mortensen spillede nemlig koncert sammen med sømandsorkestret brumbasserne. Dermed var der lagt an til en munter afslutning i Byhallen, der også bød på folkedans og stor grillmenu.

Efter markedsdagen var ofre reflekterede arrangør, Tage Mogensen over årets udgave af Hjorddrengenes Marked.

»Vi tror på, at hver eneste der kom i dag, er gået hjem med en god oplevelse. Nogen har en indkøbspose med hjem andre har en pose fyldt med oplevelser, og det er også godt nok.«

Tage Mogensen ser da også lyst på fremtiden for Hjorddrengenes Marked.

»Så længe vi har frivillige, der gerne vil hjælpe til, og så længe vi hygger os med at lave et marked som det her, så fortsætter vi. Idéen er rigtig, og jeg tror på, at i 2022, der vil vi lave Hjorddrengenes Marked igen.«

Vender Hjorddrengenes Marked tilbage næste år, vil det være for 131. gang.



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen