Polstrerbiksen puster nyt liv i gamle møbler

Kom med ind bag betrækket på de mange arvestykker og genbrugsfund hos Polstrerbiksen i Nimtofte.

Artiklens øverste billede
Anne-Mette Eriksen finder ofte skjulte skatte, når hun fjerner betrækket. Det hun brænder mest for, er dog at puste nyt liv i de gamle møbler. Foto: Mark Sigetty Bøje

Halvanden krone og en plastikperlekæde. Det er dagens fangst fra den lænestol Anne-Mette Eriksen arbejder på for tiden i Polstrerbiksen i Nimtofte. Det sker nemlig ofte, at der dumper de mærkværdigste ting ud på arbejdsbordet, når hun fjerner betrækket på gamle møbler. I snart tre år har hun arbejdet fuldtid som selvstændig møbelpolstrer. Gennem tiden har hun fundet et hav af forskellige genstande i de mange møbler.

»Jeg har fundet kamme, en lommekniv, mønter, sedler og en masse kiksekrummer,« griner hun.

»Jeg har desværre aldrig fundet det der forsvundne familiesmykke, som kunden havde savnet.«

Anne-Mette Eriksen, møbelpolstrer

»Det er sådan de små skatte man finder, når man ompolstrer møbler. Jeg har endda fundet en strikkepind.«

Fundet af så stor en genstand, som en strikkepind, der har gemt sig uden at genere, siger, ifølge Anne-Mette Eriksen, lidt om, hvad man kan finde i de gamle møbler.

»Jeg har desværre aldrig fundet det der forsvundne familiesmykke, som kunden havde savnet, men alle de forskellige ting man har i lommen. Det er der rigeligt af.«

Skjulte skatte

Det mest bemærkelsesværdige hun har fundet, var dengang hun skulle forny nogle gamle lænestole fra et hotel i Randers.

»Da jeg åbner møblerne op, drysser det simpelthen ud med mønter fra USA, Norge, Sverige og alle mulige steder fra, som gæster har haft i lommerne gennem tiden. Det endte med at være en god håndfuld mønter. Det er jo ikke fordi, de har stor værdi, men det var sjovt at finde ting fra hele verden i et enkelt møbel.

»Jeg har sådan en lille posefuld nu, og det bliver sjovt at give kunden. De har garanteret ikke været klar over, at alt det gemte sig i den gamle stol.«

Anne-Mette Eriksen, møbelpolstrer

Da jeg taler med hende over telefonen ugen efter mit besøg, beretter hun, at hun siden sidst har fundet fem ringe fra et badeforhæng, en saks, to klemmer, en kuglepen, en farveblyant, en kam og et utal af hårnåle – alt sammen fra samme møbel.

»Jeg har sådan en lille posefuld nu, og det bliver sjovt at give kunden. De har garanteret ikke været klar over, at alt det gemte sig i den gamle stol. Sådan er det jo ofte,« fortæller Anne-Mette Eriksen.

De små gemmesteder i møblet er da også noget hun fokuserer på, når hun ompolstrer.

»Man skal jo virkelig få det lukket af, når man laver sådan nogle gamle møbler, så der ikke er for mange gemmesteder. Det gør jeg også, når jeg polstrer. Jeg lægger folderne, så de vender den ”rigtige” vej, så det både ser pænere ud, men også for at det ikke samler skidt eller tabte genstande.«

Kunder fra hele verden

Anne-Mette Eriksen påpeger da også, at det er nødvendigt, at man har sans for de små detaljer, når man er møbelpolstrer. Skabeloner til betræk og plader til bund- og bagbeklædning kræver nøje opmåling, især når man laver så mange forskellige møbler for så mange forskellige kunder, som Polstrerbiksen gør.

»Nogle gange får jeg også meget anderledes forespørgsler. Eksempelvis fik jeg en opgave fra en kunde med et sommerhus på Djursland, som til daglig bor i Belgien. Samtidig har jeg også noget stående fra en kunde, der bor i Frankrig. Det lyder da altid godt at kunne sige, at jeg har kunder helt i Belgien« griner hun.

»Det er det, der er med arvestykker og genbrugsfund. Det skal virkelig tale til en, for det kræver noget at puste nyt liv i gamle møbler, og ofre penge på dem. Det er der heldigvis mange der kan se idéen i, fordi man får noget unikt.«

Anne-Mette Eriksen, møbelpolstrer

Selvom hun får opgaver fra hele verden, sætter hun alligevel mest pris på sine lokale kunder.

»Det gode ved at være i en by som Nimtofte er, at folk er gode til at bakke op lokalt. Jeg har indtrykket af, at folk er søde til at fortælle videre, når de har fået lavet noget her.«

Det er da også ofte via de kanaler, der kommer nye kunder i biksen.

»Efter jeg havde været i gang i noget tid, kunne jeg jo høre, at flere kunder kom, fordi de havde familie eller venner, jeg havde lavet en sofa eller lænestol for.«

Samtidig har hun en helt særlig person til at hjælpe med at markedsføre butikken.

»Jeg er så heldig at have en mand, der drøner rundt med flyers og den slags. Han har simpelthen travet samtlige byer tynde og puttet i postkasser. Først startede vi her i byen, så tog vi Kolind og så videre. Vi kommer jo længere og længere ud. Nu er det Grenaa og Randers, der står for skud.«

Polstrerbiksen har da også haft rigeligt at se til, og det glæder Anne-Mette Eriksen. Hun er nemlig vild med at omdanne og gentænke gamle møbler.

»Den dialog jeg har med kunder, den synes jeg jo er rigtig spændende. Og det der med at få tingene til at fremstå på en anden måde. At få et gammelt møbel til at fremstå moderne – det er fedt,« siger hun.

»Det er det, der er med arvestykker og genbrugsfund. Det skal virkelig tale til en, for det kræver noget at puste nyt liv i gamle møbler, og ofre penge på dem. Det er der heldigvis mange der kan se idéen i, fordi man får noget unikt.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen