Fra faldskærm til brudekjole: Britta redesigner militærtøj til nye klæder

Fredag holdt Britta Astrup fra Mesballe modeshow ved Militærbutikken i Auning - alt sammen for at vise, hvor sjovt det kan være at genbruge og redesigne gammelt tøj.

Artiklens øverste billede
Britta Astrup (midten) har lavet brudekjoler af faldskærmsstof. Her fra modeshowet i Auning.. Foto: Britta Astrup/BrissFunk

Britta Astrup fra Mesballe er 63 og har syet, siden hun var 14. På den tid har hun gjort noget, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre. Hun har nemlig slidt to Berninaer op og er nu på sin tredje maskine. Og til dem der ikke ved, hvad en Bernina er, så er det symaskinernes svar på en Rolls Royce. En schweizisk maskine med et ry som værende et uopslideligt stykke isenkram - altså såfremt man spørger hovedpersonen selv.

Og hvordan bærer man sig så ad med at slide op det, der burde være uopslideligt? Jo, man syer rigtig meget.

Her er den tredje Bernina i rækken de sidste par måneder så blevet særligt udfordret med noget helt specielt stof. Nemlig militære klude, hvilket fredag mundede ud i et udendørs genbrugsmodeshow ved Militærbutikken i Allingåbro.

»Jeg ved godt, det er ikke er helt almindeligt tøj, og jeg har da også indimellem fået nogle reaktioner, hvor folk siger: ’Hold kæft, det er grimt’,« siger Britta Astrup, griner og tilføjer:

»Og det er jo fair nok. Det hele handler i virkeligheden om at have det sjovt og sætte fokus på redesign. Altså hvorfor smide noget ud, hvis man kan lave noget andet ud af det?«

Noget af tøjet er eksempelvis lavet ud af tidligere militærskjorter. Foto: Britta Astrup/BrissFunk.

Faldskærmsbrudekjole

Til genbrugsshowet kunne publikum opleve fra catwalken, hvordan jakker, bukser, T-shirts, skjorter og andet tøj fra blandt andet det østtyske politi, tjekkisk militær og det danske forsvar og søværn har fået nyt liv. Eksempelvis er noget af tøjet blevet til dåbs- og brudekjoler.

Du skaffer mig bare en hvid faldskærm, og så laver jeg en brudekjole.

Redesigner Britta Astrup til Anders Kristensen, ejer af Militærbutikken i Auning.

Ideen til det hele startede med et besøg hos Militærbutikken i Allingåbro, hvor Britta Astrup faldt i en snak om 2. verdenskrig med butikkens ejer Anders Lykkegaard Kristensen.

»Han nævnte i samtalen, at man jo også syede brudekjoler af faldskærme under 2. verdenskrig, og så sagde jeg: ’Du skaffer mig bare en hvid faldskærm, og så laver jeg en brudekjole’,« fortæller Britta Astrup.

Og som sagt så gjort. En tjekkisk faldskærm og en masse andre indsamlede tidligere militært tøj senere, og pludselig var et modeshow også stablet på benene.

Med hjælp fra Militærbutikken i Allingåbro har Britta Astrup blandet skaffet aflagt tøj fra det danske forsvar. Foto: Britta Astrup/BrissFunk.

En sjov vinkel på genbrug

Noget af tøjet, der har fået en overhaling, er fra 50’erne og 60’erne, og Britta Astrup ved da godt, at der muligvis er militærfolk eller militært interesserede, der vil korse sig over hendes redesign af de historiske klæder.

»Jeg trevler det ikke op og syer noget helt andet ud af det. I det omfang jeg kan, genbruger jeg modellen. Er det en skjortekjole eller en kittel, laver jeg det om til en kjole. Skjorterne bliver til solbluser. Jeg prøver at finde en sjov vinkel på det, men helst med respekt for, hvad det oprindeligt har været.«

Skulle man være interesseret i at skaffe sig noget af det unikke tøj, så er det ikke muligt at købe. Det er først og fremmest en gimmick for Britta Astrup, der skal undervise i redesign på AOF Randers og AOF Djursland. Her handler genbrugen af det gamle militærtøj om at vise, hvor meget man egentligt kan få ud af de aflagte klæder.

»Det handler om at vise, at genbrug er sjovt, samtidig med at det også er en måde at spare på nogle ressourcer. Det er jo fuldstændig åndssvagt - og det er ikke, fordi jeg har noget imod Bilka-tøj eller tøj fra Østen - men det er bare rigtig, rigtig store mængder kemikalier og CO2 vi udleder ved at forbruge og smide væk.«

»Jeg er med i nogle facebookgrupper, hvor man redesigner. Og rigtig meget af det, der bliver redesignet er dynebetræk, der bliver til kjoler, buksedragter eller nattøj. Men der vil jeg gerne vise, at man kan genbruge og lave meget andet,« siger Britta Astrup, der regner med at lave mere redesign op til jul.

Vil man se flere billeder af Britta Astrups omsyede værker, kan man finde flere billeder på facebooksiden BrissFunk.

Læs også

Del artiklen