Tre lokalsamfund i Norddjurs dyster i bevægelse

Scenen er sat til venskabelig kappestrid mellem Allingåbro, Nørager og Vivild.

Artiklens øverste billede
Allingåbro, Nørager og Vivild dyster om titlen som det mest aktive lokalsamfund i Norddjurs Kommune. Arkivfoto: Anders Merrald

Motion, fællesskab og nabodyst er på programmet, når borgere i Allingåbro, Nørager og Vivild dyster om titlen som det mest aktive lokalsamfund i Norddjurs Kommune.

Lokaldysten 2021 er et to timers motionsevent, hvor tre norddjurske landsbyer udfordrer hinanden i at tilbagelægge flest kilometer ved at gå, løbe og cykle – og sætter samtidigt et århundredelangt naboskab på en venskabelig prøvelse, skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Allingåbro, Nørager og Vivild tager således ærekært kampen op til eventet, når startskuddet lyder i uge 35 og 37.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Norddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Norddjurs' nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Norddjurs på listen og tryk tilmeld.
d

Den venskabelige kappestrid kulminerer med en kommunedyst mod fire lokalsamfund i Syddjurs Kommune. Foruden de to kommuner består partnerskabet bag Lokaldysten af DGI Østjylland og Bevæg dig for livet - Løb & Gang.

Sammen om bevægelse

Lokaldysten samler lokalsamfund i en motionsfyldt fest, hvor både børn, unge, voksne og seniorer får sved på panden og smil på læben. Når bygrænserne kridtes op, rykker landsbyboerne tættere sammen – for alle kilometer tæller i konkurrencen om at blive Norddjurs’ mest aktive lokalsamfund.

»Lokaldysten skaber sammenhold og fællesskab, mens vi bevæger os. Det passer som fod i velsiddende løbesko med vores mål om at skabe de bedste rammer for et bredt idrætstilbud og stærke fællesskaber. Giv den gas i den indbyrdes kappestrid, så vi tilsammen slår Syddjurs, når de tilbagelagte kilometer også gøres op kommunevis,« lyder det fra Lars Østergaard (V), formand i Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune i pressemeddelelsen.

Når målstregen er krydset, deles tilbagelagte kilometer med indbyggertal. Den vindende landsby hædres af borgmesteren, som overrækker førstepræmien på 5000 kroner til et eller flere udviklingsprojekter, mens retten til kærlige drillerier naturligvis også er på højkant.

Fart på forberedelserne

Lokaldysten er således også et nemt og fleksibelt tilbud, der bringer byens borgere sammen på kryds og tværs, og dét skaber forhåbning om en mere aktiv fremtid, mener næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget Bente Hedegaard (S).

»Hvert et lille skridt tæller og gør en forskel. Både i konkurrencen og for den enkelte borger. Jeg håber, indbyggerne i Allingåbro, Nørager og Vivild vil løbe, gå eller cykle med, få sig en snak med genboen og opleve det sunde og sjove ved at tage del i fritidslivet,« siger Bente Hedegaard.

Læs også

Del artiklen