Fem sagde farvel til menighedsrådet: Nu fortæller de hvorfor

Grenaa Menighedsråd reduceret fra 15 til 10 medlemmer de næste tre og et halvt år

Artiklens øverste billede
Her ses de fem fra Liste 2, som har forladt Grenaa Menighedsråd, foran skulpturen Åguden - fra venstre Birthe Kjeldsen, Mette Kirk, Ilse Skøtt Larsen, Gunnar Johansen og Niels Erik Iversen. Foto: Søren Andersen

Der var valgt 15 medlemmer af Grenaa Menighedsråd efter det, man roligt kan kalde en kaotisk valgprocedure i efteråret.

Men fem af de valgte har siden valgt at trække sig - og de var indtil for nyligt enige om, at de ikke ville kommentere deres farvel. Men nu har de fem i fællesskab kontaktet avisen for at forklare deres vælgere og alle andre i Grenaa Sogn, hvorfor de har valgt at trække sig.

Forhistorien vil være kendt for de fleste læsere af denne avis. Men alligevel er en opdatering på sin plads.

Der kører en skjult dagsorden. Det her er for tilfældigt til at være tilfældigt.

Mette Kirk, tidligere menighedsrådsmedlem

Der skulle to valghandlinger til før det nye menighedsråd i Grenaa Sogn var på plads. Først blev der gennemført en valgforsamling i Grenaa Kirke, hvor især en stor gruppe samlet omkring Grenaa Gospelkor mødte op i så stort tal, at de kunne sætte sig på langt de fleste pladser. Og uden ret mange tilbage fra det tidligere menighedsråd.

Det kaldte formand og næstformand i det tidligere menighedsråd for et kup, mens Åge Dragsted, der stod frem som talsmand og formandskandidat for ”gospelgruppen” og siden blev valgt som ny formand for menighedsrådet, kaldte det rettidig omhu.

Provst Lars Seeberg blev beskyldt for at have været for aktiv med at orkestrere valgforsamlingen og koordinere stemmeafgivningen, så der kom nyt blod ind i menighedsrådet. Han beklagede siden sine gerninger og fortrød at være gået for langt - og den beklagelse delte biskop Henrik Wigh-Poulsen.

Eneste kampvalg

Resultatet blev et kampvalg i Grenaa Sogn - det eneste i Aarhus Stift. Med ni pladser til Liste 1 og seks pladser til Liste 2 - som altså nu kun har et enkelt medlem tilbage i menighedsrådet - formanden gennem de seneste otte år, Birthe Jensen, som i avisen har forklaret, at hun ikke ville svigte de mange, der stemte på hende ved valget, hvor Birthe Jensen og Mette Kirk som topscorere fik 111 og 109 stemmer. Der var langt ned på listen for Åge Dragsted, der opnåede 42 stemmer, men blev valgt som ny formand af flertalsgruppen, som stemte konstitueringen igennem.

Da avisen fortalte nyheden om, at fem fra Liste 2 havde trukket sig, lød kommentaren fra Åge Dragsted således: »Det er jo op til den enkelte at afgøre, om man vil sidde i menighedsrådet eller ej. Og situationen er, at et enkelt medlem trak sig i januar og fire andre har gjort det i april. Det undrer mig, at de har gjort det så hurtigt efter valget, for der har jo ikke været nogen sager at være uenige om.«

Forespurgt om han ser det som et demokratisk problem, at mange vælgere i Grenaa Sogn nu ikke længere er repræsenteret i menighedsrådet, sagde han: »Det er jo først og fremmest et problem mellem de valgte og deres vælgere. Jeg er ked af deres beslutning, for jeg mener godt, at vi kunne have fået et godt samarbejde til at fungere i det nye menighedsråd.«

Og det er primært disse kommentarer fra Åge Dragsted - og den kendsgerning, at der i omtalen af menighedsrådsvalget i sognets kirkeblad slet intet nævnes om hvordan man gik fra 15 til 10 i menighedsrådet, der nu har fået de fem frafaldne til at reagere i avisen.

Troede på fredsvalg

De erkender i dag, at det kom fuldstændigt bag på dem, da Grenaa Kirke i efteråret blev fyldt med mennesker til det første valgforsamlingsmøde. Tidligere år skulle man ringe til folk og tilbyde dem en plads i menighedsrådet for at få fyldt de 15 pladser i menighedsrådet - og alt tydede på et fredsvalg også denne gang.

»Jeg var af provsten blevet spurgt, om jeg var interesseret i at være med i menighedsrådet, og det havde jeg sagt ja til. Først og fremmest af interesse for det kulturelle arbejde i kirken, for jeg har ikke forstand på liturgi og den slags, og det skal jeg heller ikke beskæftige mig med. Men det går hurtigt op for mig - ud fra de mange mennesker i kirken, at der er noget i gære. Og pludselig står der 23 navne på listen over hvem, der gerne vil i menighedsrådet. Det er både medlemmer af det tidligere menighedsråd og helt nye navne. Min mistanke bliver vakt, da provsten på et tidspunkt spørger om der er nogle, som kan få nye stemmesedler, fordi de har stemt forkert. Senere finder jeg ud af, at han har på et formøde har instrueret nogle i, hvordan de skulle stemme. Det finder jeg ganske alvorligt,« siger Mette Kirk.

Hun får ved valgforsamlingen flest stemmer, og undrer sig over at se på listen med de 23 navne, at ikke mange fra det tidligere menighedsråd har fået en plads.

»Så tænker jeg - hvad er det i alverden, der foregår her. Men jeg havde serveretten, fordi jeg havde fået flest stemmer og skulle stå for konstitueringen efter den tidsfrist, der eksisterer for at give plads til nye lister og dermed et kampvalg. Og kort efter blev jeg inviteret til samtaler med både provsten og Åge Dragsted. Jeg takkede nej, fordi jeg fornemmede, at noget ikke var i orden her. Så kunne jeg mærke skuffelsen over, at jeg nok ikke var så let at modellere, som de havde regnet med. Og det er jeg glad for i dag. Og da jeg blev inviteret til et møde, hvor medlemmerne fra det tidligere menighedsråd ikke måtte komme med, slog jeg hælene i og skrev til biskoppen, at her foregår der noget, som ikke er i orden. Folkekirken skal være for alt og alle - og jeg finder provstens rolle meget bekymrende,« siger Mette Kirk.

Sikker på mindretal

Det var baggrunden for, at Liste 2 blev opstillet - med syv kandidater, så man ville selv hvis alle blev valgt, ikke kunne opnå et flertal ud af de 15 i menighedsrådet.

»Vi prøvede at få flere med, men mange takkede nej, og det kan jeg sådan set godt forstå, for det her er jo balladens plads. Så selv om vi var sikre på at være i mindretal, fik vi dog markeret vores utilfredshed med måden at agere på, som vi så det fra Liste 1. Ved konstitueringen blev vi jo ikke inviteret til at være med, og når jeg ikke har makket ret, blev jeg tilbudt at komme til en kammeratlig snak - som jeg hver gang har takket nej til,« siger Mette Kirk.

»Jeg fik siden at vide, at da jeg gik fra den oprindelige liste, som blev resultatet af valgforsamlingen, til Liste 2, fik gospelkorets medlemmer at vide, at de ikke længere skulle stemme på mig, fordi jeg nu var imod gospelkoret. Det er jo den rene manipulation og minder om en sektleder, der styrer sine tropper - og iøvrigt det rene vrøvl. Jeg sætter stor pris på både gospel og koret,« siger Mette Kirk.

Hun er sikker på, at hendes mange vælgere fuldt ud forstår baggrunden for, at hun har sagt farvel til menighedsrådet. Og det er absolut ikke med stolthed, at hun følte sig tvunget til at tage dette skridt.

I mine 25 år i politik har jeg aldrig oplevet noget lignende.

Niels Erik Iversen, tidligere menighedsrådsmedlem

Det samme gør sig gældende for den politiske veteran, Niels Erik Iversen, der troede, at han kunne runde 25 års aktivt politikerliv i først Grenaa Byråd, Norddjurs Kommunalbestyrelse og senest Regionsrådet af med at gøre en indsats i menighedsrådet.

»For mig var det ikke let at rende fra pladsen. Sådan noget har hidtil været helt ukendt for mig, men der var ingen vej uden om. I mine 25 år i politik har jeg aldrig oplevet noget lignende,« siger Niels Erik Iversen.

»Det har været hårdt. Tonen var aldrig forsonende. Vi foreslog, at der blev sat en konsulent på for at få et bedre samarbejde i hele menighedsrådet. Biskoppen krævede enighed for at gå med til dette, og det var der jo ikke, for Liste 1 ville ikke være med,« siger han.

Første farvel

Den første fra Liste 2 til at sige farvel til menighedsrådet, var Birthe Kjeldsen, som ellers mødte med fire års erfaring fra det tidligere menighedsråd. Det samme gjaldt Ilse Skøtt Larsen.

»Jeg kunne se, at det ikke ville føre noget godt med sig at blive siddende. Allerede ved valgforsamlingen i kirken blev jeg vraget, og jeg tænke da, hvad mon jeg havde gjort, siden jeg ikke måtte være med længere. Og siden ved det konstituerende møde kunne jeg se, at Liste 1 ikke ville sætte navne på udvalgene og deres medlemmer, så vi kunne få gang i aktiviteterne og skrive om det i kirkebladet. Siden fornemmede jeg kun respektløshed - det hjalp ikke at argumentere for vores forslag, for der blev ikke lyttet,« siger Birthe Kjeldsen.

”Hvis man fra Liste 1 var kommet os noget mere i møde ved konstitueringen, havde man pacificeret os, men det ønskede man ikke,« siger Gunnar Johansen.

Klage til biskoppen

Behandlingen betød, at Liste 2 sendte en klage til biskoppen i Aarhus Stift - formuleret af Niels Erik Iversen på hele gruppens vegne. Og senere fulgt op af endnu en klage.

Af referatet fremgår, at biskoppen måtte konstatere, at der i mange år har været belastede samarbejdsforhold i Grenaa Sogn - med skiftende besætninger.

»Biskoppen er fuldt ud bekendt med, at der vil opstå konflikter, når der er mennesker forsamlet, men det er vigtigt i forhold til menighedsrådets arbejde at holde sig for øje, hvad menighedsrådet er sat i verden for,« hedder det i referatet.

Og han henviste til brevene fra apostlen Paulus, som i sine første breve og formaninger til de første kristne menigheder, hvor der bestemt også var konflikter og uoverensstemmelser og hvor han måtte gøre opmærksom på, hvad der er kirkens opgave.

»Det er, trods de mange års forskel, de samme anliggender, der gør sig gældende her i samarbejdet i Grenaa Menighedsråd, og det vigtigste er, at evangeliet skal forkyndes,« blev det understreget af biskoppen.

Han betonede på mødet, at ”det er vigtigt at få alle med ombord” - og han svarede på en invitation fra Niels Erik Iversen, at han gerne ville komme til Grenaa og deltage i et møde om, hvordan samarbejdet kan forbedres. Men det møde er aldrig blevet holdt - fordi Liste 1 ikke har ønsket det.

Sprækker i sammenholdet

Der har dog vist sig sprækker i sammenholdet hos Liste 1 - der for eksempel ikke var enige om at afvise muligheden for at holde suppleringsvalg, så menighedsrådet atter kan tælle 15 medlemmer. Her er det formand Åge Dragsteds opfattelse, at man godt kan køre valgperioden de næste tre og et halvt år ud med kun ti medlemmer. Han har begrundet det med, at der er store danske virksomheder, som ledes af en bestyrelse med færre end ti medlemmer.

»Jeg har fået flere mails og tilkendegivelser fra medlemmer af menighedsrådet, som ærgrer sig over, at det er gået som det er - og at de gerne havde været med til at samarbejde bedre om sagerne,« siger Mette Kirk. Hun kalder sammenligningen mellem et menighedsråd og en virksomhedsbestyrelse for absurd.

Men fra Liste 1 vil man jo sige, at man forsøgte at komme jer i møde ved at tilbyde Gunnar Johansen posten som kasserer i menighedsrådet - hvor han ville møde med en baggrund som revisor gennem mange år.

»Det var en uriaspost. Ikke andet,« siger Gunnar Johansen, der takkede nej til tilbuddet.

Mange spørger jo - hvad går den her strid egentlig ud på. Handler det om forskelle i religiøse retninger - eller kun om magt?

»Der er forskel hvad angår det spirituelle,” siger Niels Erik Iversen i et kort forsøg på at give et svar.

»Der kører en skjult dagsorden. Det her er for tilfældigt til at være tilfældigt. Men hvad det handler om, aner jeg ikke, men magten er koncentreret hos provsten og menighedsrådsformanden. Jeg vil virkelig være overrasket, hvis det er i Folkekirkens ånd,» siger Mette Kirk.

Gunnar Johansen siger, at han stiller sig uforstående over for, at Åge Dragsted her i avisen sagde, at han ikke kunne forstå de fem udmeldinger kom så hurtigt efter det nye menighedsråd trådte til - fordi han ikke mente, at der havde været tid nok til at blive uenige om noget.

»Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at vi ikke bare har siddet på hænderne, men har reageret og sagt fra med det samme. Jeg er glad for, at jeg har trukket mig. Jeg lever fint med det og har kun mødt forståelse hos de mennesker, der har stemt på os,» siger Gunnar Johansen.

»Jeg er ked af, at den opbakning, som vi fik af vores vælgere, har vi tabt, men jeg erkender fuldt ud, at der ikke var en anden vej. Samarbejde var en by i Rusland, og ingen havde interesse i at give os indflydelse,« siger Niels Erik Iversen.

Farvel eller comeback?

Er jeres farvel endegyldigt. Kan I finde på at stille op igen om tre og et halvt år?

”Absolut ikke. Det er slut,« siger Gunnar Johansen.

»Til den tid vil jeg være for gammel, men det gør mig da ondt at sige farvel på denne måde« siger Ilse Skøtt Larsen, der også sad i det tidligere menighedsråd.

»Ja, orker jeg det til den tid. Det ved jeg ikke,» siger Birthe Kjeldsen.

»Jo, vi er da friske til den tid,« siger Mette Kirk.



















Læs også

Del artiklen