Genåbning sætter gang i Stena Lines passagertrafik

Lysten til at rejse på tværs af Kattegat er fortsat stor, lyder det fra rederiet.

Artiklens øverste billede
Stena Line ser frem til endelig at byde flere rejsende velkomne ombord på de to ruter mellem Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Halmstad. Arkivfoto: Mads Frost

Stena Lines færgeruter mellem Danmark og Sverige er både fragt- og passagerruter, men under pandemien har fokus være på at sikre vareforsyningen. Nu begynder passagertrafikken dog også at fylde ombord på de to ruter igen, oplyser Stena Line i en pressemeddelelse.

Efter regeringen lempede rejserestriktionerne i første fase i genåbningen af rejseaktiviteter, har rederiet oplevet en stigning i bookinger på passagersiden.

»Vi har set frem til endelig at byde flere rejsende velkomne ombord på vores to ruter mellem Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Halmstad. Stigningen i bookinger vidner om, at der er en stor interesse for at rejse med bil og færge – især vores nabolande imellem,« udtaler Elisabeth Lönne, ansvarlig for Stena Lines danske ruter, i pressemeddelelsen.

Sammenlignet med 2020, har der i april været en stigning i antallet af bookinger på 107 pct. Tallene kan dog ikke sammenlignes med tiden før corona. De øgede bookinger udgør især gæster, der går i land, men andelen af især svenske rejsende, der tager på dagsture ombord på Stena Lines færger for at shoppe, er også steget. Særligt salget af de fleksible billettyper er steget fra både dansk og svensk side, lyder det fra rederiet.

Den stigning, vi allerede oplever nu, er vi overbeviste om, kun vil øges de kommende måneder.

Elisabeth Lönne, ansvarlig for Stena Lines danske ruter

»Vi ser et tydeligt behov for fleksibilitet. De fleksible billetter betyder, at passagerne har mulighed for at omlægge rejseplaner eller aflyse kort før rejsen, hvis det skulle blive nødvendigt. Vores undersøgelser viser, at turister foretrækker at rejse med færge over fly. Det skyldes især, at der er mulighed for at medbringe egen bil, samt at man kan trække frisk luft undervejs,« vurderer Elisabeth Lönne.

Rederiet oplevede, at de danske rejsendes bookinger steg, da den danske regering meddelte, at man ikke skal i karantæne efter endt rejse, hvis man rejser til sin egen afsidesliggende feriebolig i Sverige. Anden fase trådte i kraft den 1. maj, og Stena Line forventer en yderligere øget interesse for at rejse på tværs af Kattegat. En interesse, der ifølge rederiet blot vil stige i takt med de resterende faser i den danske genåbningsplan for rejseaktiviteter.

»De lempede rejserestriktioner har tidligere har vist sig både hurtigt og tydeligt i vores bookinger. Den stigning, vi allerede oplever nu, er vi overbeviste om, kun vil øges de kommende måneder. Sommerreservationerne er steget i hele april og viser en solid udvikling i sommermånederne fra både dansk og svensk side. Der er tydelige tegn på optimisme blandt de rejsende, hvilket giver et positivt syn på sommersæsonen,« siger Elisabeth Lönne.

lokalavisen

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen