Sådan får du ungerne til at hjælpe til i haven

Der er en lang række projekter, som børnene selv kan få succes med i haven og som kan gøre arbejdet til en hyggelig aktivitet.

Artiklens øverste billede
Børn kan få succes med mange projekter i haven. Foto: Adobe Stock

Havearbejdet behøver langtfra at være forbeholdt forældrene.

Faktisk kan børnene lave det meste, hvis bare der er styr på rammerne, fortæller Rikke Danø, som er uddannet biolog og arbejder som underviser og koordinator i skolehaveprojektet Haver til maver.

»De kan være med i alle opgaver, så længe de bliver guidet, eller man stiller nogle opgaver, der er realistiske for dem at magte,« siger Rikke Danø og tilføjer:

»Det skal være en succes at være med, og derfor må det ikke være for svært eller tage for lang tid.«

Det kan være alt fra at køre trillebør, grave jord, rive eller så frø.

»De kan faktisk også være med til at klippe buske, hvis man viser dem, hvor de skal klippe - men måske ikke lige rosenbuske.«

»Det handler selvfølgelig om at tilpasse det aldersgruppen, men fra fem år kan de godt være med til at beskære,« fortæller hun.

Hos Haver til maver lærer børnene også, at frø skal sås på forskellige måder. Og det kan sagtens gøres sjovt og lærerigt for de mindste.

»Frøene skal ikke bare i jorden, men i en bestemt dybde eller afstand.«

»Er det for eksempel squash, så laver vi små vulkaner ud af jorden, og så skal frøene lægges oppe på toppen af vulkankrateret,« forklarer hun.

Holdningen om, at børnene kan involveres i det meste, deles også af haveentusiasten Anne Holst, som er kommunikationsansvarlig i familiefirmaet Land Højbede og tidligere frivillig i Skolehaver.

»Det gælder om at forholde sig fornuftigt til det og så sige, at der er nogle ting, man kan gøre sammen med en voksen,« siger hun.

Børn elsker eksempelvis at vande, så her kan man nemt rekruttere en ivrig lille hjælper.

Så gælder det bare om at gøre opgaven nem for barnet.

»Det er noget af det, det er lettest at få sine børn til. Man kan give dem en lille vandkande, så det er til at styre. Eller hvis man skal bruge en vandslange, så er det lettere og mere behersket for dem med en sprøjtepistol,« råder hun.

Der er også nogle ting, som børnene faktisk kan være små eksperter til.

Små børnehænder er nemlig særligt gode til at luge ukrudt, fortæller Anne Holst.

»Jeg har oplevet det særligt i tre-femårsalderen. Med en spand til ukrudt og en anden til sten eller affald, så kan det være ret hyggeligt at sidde ved siden af hinanden og luge ukrudt.«

»Det skal sorteres, og det kan være sjovt, og så sidder man sammen og snakker og hygger.«

Når børnene bliver lidt større, kan de også synes, det er sjovt at få lov til at køre med plæneklipperen, tilføjer hun.

/ritzau/

Læs også

Del artiklen