Der bliver trukket hårde veksler på kommunens kasse
Politisk har man fastsat en underligger for Syddjurs Kommunes kasse på gennemsnitlige 280 mio. kroner. De hårde økonomiske tider medfører, at kassen tømmes mere og mere hen over det næste halve år og kommer under 200 mio. kroner.
En kommunes likviditet (kassebeholdning) er en indikator for økonomiens sundhedstilstand og robusthed i forhold til højere udgifter eller færre indtægter end det, der kan forudses.
Likviditeten fortæller samtidig om kommunens råderum til at prioritere nye eller andre indsatser.
I Syddjurs Kommune er likviditeten i første kvartal af 2023 faldet med knap 30 mio. kr., og er ved udgangen af marts 2023 på 274 mio. kroner.
Syddjurs Byråd har vedtaget en økonomisk politik, hvori underliggeren for kommunens kassebeholdning er gennemsnitlig 280 mio. kroner hen over året.
Ikke overraskende
Det er ikke overraskende, at Syddjurs Kommunes likviditet er faldende.
Kommunens regnskab for sidste år medførte et samlet kassetræk på 127 mio. kr., og det forventes, at likviditeten fortsat falder henover det næste halve år af 2023 til under 200 mio. kr.
Det forudsætter imidlertid, at indeværende års budget ikke skrider. Hvis det bliver tilfældet, vil det presse likviditeten yderligere.
Politisk er der handlet på den økonomiske situation med afskedigelsen af godt et par håndfulde administrative medarbejdere, ligesom der allerede i efteråret 2022 i de politiske udvalg blev lavet et katalog med forslag til besparelser på i omegnen af 60 mio. kroner, som kommer i spil, når politikerne går i detaljer med at lave næste års budget efter sommerferien.
Syddjurs Kommunes likviditet har ellers været stigende indtil midten af 2022, hvor den begyndte at falde som resultat af det høje forbrug i 2022.
Kassekreditreglen
Den likvide beholdning er summen af alle kontanter, alle bankkonti samt kommunens værdipapirer, som Syddjurs Kommune har ved kapitalforvaltere hos SEB, Nykredit og Gudme-Raaschou.
Syddjurs Byråd besluttede i juni 2022 en ny finansiel strategi, der indebærer at kommunen skal anvende tre kapitalforvaltere.
To med mandater til at handle med både aktier og obligationer og én der kun har mandat til at handle med danske stats- og realkreditobligationer. Baggrunden for opdelingen er at sprede risikoen ved kommunens investeringer så meget som muligt.
Likviditeten måles som et 365-dages gennemsnit, som et udtryk for den gennemsnitlige likviditet set over et løbende år.
Herved udjævnes de daglige udsving. Det er denne opgørelsesmetode der anvendes i kassekreditreglen som foreskriver at gennemsnittet altid skal være positivt.
Alternativt bliver kommunen ’sat under administration’, som det hedder, når Indenrigsministeriets regnedrenge dikterer kravene til en kommunes økonomiske politik.
Det har Syddjurs prøvet i starten af sin levetid. Det kom som en overraskelse for mange af de dengang folkevalgte, der havde forventet, at det sydlige Djursland var lig med mælk og honning i modsætning til de nordlige ’fattigrøve’. Det viste sig at være lige omvendt.
Kun SFs Kirstine Bille, 62, i det nuværende byråd var politisk involveret den gang. Hun var som borgmester fra 2010 og fire år frem med til at konsolidere den optur, der siden fulgte.
Et hårdt 2020
I foråret 2020 så det atter sort ud for Syddjurs økonomien. Politikerne kunne i marts konstatere, at budgettet for 2019 var overskredet med 34 millioner kroner grundet et merforbrug på særligt social-, familie- og beskæftigelsesområdet.
Derfor måtte 2020 budgettet hastigt genåbnes, fordi kassebeholdningens nedtur var markant. Kommunens regnedrenge vurderede således i et notat, at de regnede med, at kassebeholdningen i slutningen af 2020 ville nå helt ned på 50 millioner kroner.
Hårde besparelser og udsættelse af planlagte anlægsinvesteringer blev regningen til Syddjurs borgerne.
Kommunens driftsbudget for 2020 blev reduceret med 48 mio. kr. og anlægsbudgettet blev justeret ned fra ca. 80 mio. kr. til godt 52 mio. kroner - og det havde sammen med flere statslige midler og lånoptagelse en gunstig virkning på kassebeholdningen.
Det endelige resultat af regnskabet for 2020 endte med et samlet overskud på knap 98 mio. kroner, knap 29 mio. kroner bedre end fastlagt i det oprindelige budget.
Midtvejs i 2021 var den gennemsnitlige kassebeholdning vokset til 250 mio. kroner.