Alt klappet og klar til at anlægge cykelsti på stærkt trafikeret vejstrækning
Syddjurs Kommune forventer, at opførelsen af den såkaldte etape 2 i projektet Nord-Sydvejen, en cykelsti i begge færdselsretninger, på Frederikslundvej vil kunne fuldføres i månederne april-oktober 2023.
Planlægningen er vel overstået.
Nu kan arbejdet med at anlægge en cykelsti på 2,5 meter bredden til færdsel i begge retninger og en varierende vejudvidelse på vestsiden af Frederikslundvej på strækningen mellem Margrethelundvej og Nordre Ringvej ved indkørslen til Ryomgård, begynde.
Strækningen er på cirka små tre kilometer.
VAM A/S er hovedentreprenør på opgaven og lader maskinerne køre fra begyndelsen af april og til slutningen af oktober 2023.
Cykelstien bliver søster til den cykelsti, som pedaltrampere på vej til og fra Nimtofte, Kærende, Djurs Sommerland og Randersvej længe har benyttet og som slutter ud for gården Kragelund ved indkørslen til Margrethelundvej.
Strækningen er belastet af kørende trafik morgen og eftermiddag, og især i perioden hvor Djurs Sommerland holder åbent. Men der er lavet en plan for afviklingen af trafikken på vejstrækningen, mens arbejdet med cykelstien og vejudvidelsen foregår.
Hastigheden nedsættes til 50 kilometer ved at indsnævre kørebanen.
Mandag opsættes to store infoskilte på strækningen - et ved Kragelund og et ved bytavlen Ryomgård, oplyser man hos Syddjurs Kommune.
Bliver dyrere
Cykelstien er den anden ud af seks etaper i projektet Nord-Sydvejen.
Den første var omfartsvejen fra Frederikslundvej til Djurs Sommerland og Randersvej, herunder cykelstien.
Ideen til Nord-Sydvejen stammer fra rapporten ’Masterplan for infrastruktur på Djursland’, som blev udarbejdet af Djurslands Udviklingsråd tilbage i 2007.
Nord-Sydvejen gennem kommunen vil skabe en vigtig forbindelse for det nordlige Djursland, når alle seks etaper er fuldførte.
Det nordlige Djursland vil få bedre vejadgang til Aarhus, og der etableres bedre fremkommelighed for den nord-sydgående trafik i kommunen med god forbindelse til Djurs Sommerland.
Det afsatte budget til anlægsprojektet for etape 2 lød oprindeligt på 6,2 mio. kroner, hvoraf hovedparten er afsat på Syddjurs Kommunes budget i 2023 med 4,2 mio. kroner.
Der blev afholdt licitation 16. november 2022. Den øgede skønnet over de samlede udgifter til 7,5 mio. kroner.
Årsagen til mankoen på 1,3 mio. kroner skyldes ikke overraskende primært de stigende priser det seneste år.
Kommunens embedsværk vurderer dog, at projektet kan gennemføres i henhold til den oprindelig plan, og de ekstra 1,3 mio. kroner kan klares uden at skulle lave større økonomiske krummelurer, men findes på det eksisterende driftsbudget.