Mandag er der skiftedag i Venstre Syddjurs
Det ventede kampvalg udeblev. Derfor kårer Venstres medlemmer i Syddjurs mandag aften Christoffer Pedersen som Claus Wistofts afløser som borgmesterkandidat.
’Wistoft-epoken’ slutter mandag aften i det gamle agrarparti meget apropos på Landbocentret i Følle, når Venstre vælger ny borgmesterkandidat på et opstillingsmøde, der afvikles umiddelbart efter den årlige generalforsamling.
Lige siden Venstres store rorgænger i Syddjurs fra kommunalvalget i 2009 og til nu, Claus Wistoft, umiddelbart efter valget i 2021 fortalte, at han gik i gang med sin sidste byrådsperiode, har tre afløsere stået klar i kulissen, byrådsmedlemmerne Jørgen Ivar Mikkelsen, Riber Hog Anthonsen og Christoffer Pedersen.
Der var således lagt op til et kampvalg, men overraskende bliver der ikke noget af den sang.
Jørgen Ivar Mikkelsen og Riber Hog Anthonsen, begge næsten midtvejs i 50’erne, besluttede lige efter årsskiftet, at de gerne vil fortsætte i lokalpolitik, men ikke som Venstres borgmesterkandidat.
Derfor har de overladt scenen solo til unge Christoffer Pedersen, 41, formand for Sundheds- og ældreudvalget.
Med mindre, der på opstillingsmødet kommer en lykkeridder ridende ind i lokalet fast besluttet på at udfordre Christoffer Pedersen, er titlen som Venstres borgmesterkandidat hans. At blive valgt med akklamation hedder den slags.
Noget at leve op til
Christoffer Pedersen, der har taget politikeruddannelsen som cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet, kender opgaven. Det handler om MAGTEN.
Han skal bruge de kommende små tre år til næste valg på at gøre sig klar til at vinde borgmesterposten tilbage til Venstre, som partiet og Claus Wistoft havde i perioden 2014-2017.
Der bliver noget at leve op til, fordi Wistoft fra sin første færd i Syddjurs efter, at han var skiftet fra en menig plads i Norddjurs Kommunalbestyrelse, har kunnet levere overbevisende og nærmest majestætiske personlige stemmetal.
Det kulminerede ved kommunalvalget i 2017, hvor Claus Wistoft blev valgets helt store suveræne topscorer med 3.377 personlige stemmer- 13,61 procent af de afgivne stemmer, men måtte se borgmesterposten forsvinde, fordi han havde gjort regning uden Dansk Folkeparti og partiets leder Per Dalgaard, der havde set sig onde i sulet på ham og anså ham som en overlegen flab, og derfor nægtede at indgå i et valgforbund med Venstre.
Ved valget i 2021 toppede Claus Wistoft også listen over personlige stemmer (2.637), men det rakte heller ikke, fordi Radikale Venstre havde fået nye folk på tribunen. ’Blå’ Jan Kjær Madsen var blevet afløst af ’Røde’ Heine Skovbak Iversen, og han var mere til Steggers venlige gemyt end til Wistofts klarere retorik.
Gruppeformand in spe
Når Christoffer Pedersen formelt er valgt mandag aften, er det planen, at han overtager Claus Wistofts gruppeformandspost. Hvornår det sker, bliver nok tidligst efter sommerferien.
Hvad der kommer ske yderligere i Venstres byrådsgruppe af ændringer, går man meget stille med dørene med. Forsøg på gætterier, kommer man heller ingen vegne med. Måske sker der slet ingen ændringer?
For Christoffer Pedersen handler det først og fremmest om, at der dukker mange medlemmer op til opstillingsmødet, så han får et overbevisende mandat og leverer en tiltrædelsestale, som overbeviser om, at han kan »arbejde Michael Stegger Jensen ud af borgmesterkontoret«, som han har udtrykt det
Til det får han brug for hjælp. Mest af alt af en overbevisende kandidatliste til valget i 2025, som kan trække stemmer i samtlige verdenshjørner af kommunen. Det er utopi at tro., at Christoffer Pedersen lige pludselig kan samle personlige stemmer i Wistoft-antal.
289 stemte på han i november 2021.
Dernæst, at Venstre i de kommende små tre år overbeviser i byrådsarbejdet med en lidt skarpere tunge, rejser nogle temadebatter for offentligt tæppe og forvandler den nuværende fætter- & kusinefest i byrådssalen til noget, der ligner ’konstruktiv opposition’ som Christoffer Pedersen har formuleret det, uden nærmere at definere, hvad ordvalget dækker over.
For eksempel er der nok at tage få på ældreområdet, som den snart forhenværende borgmesterkandidat Claus Wistoft har skrevet det råt for usødet i et debatindlæg i Adresseavisen.
Både et signal til borgmesteren, men sandelig også til afløseren, ovenpå de 29 fyringer på plejehjemmene i januar som følge af et overskrevet vikarbudget.
For Venstre var det altafgørende at få den udvalgsformandspost, som Christoffer Pedersen sidder på, netop med den klare dagsorden, at nu skulle området fylde meget mere politisk end socialdemokratiske gruppeformænd, læs Ole Bollesen og Jan Fischer, magtede og ikke blot blive efterladt alene på perronen ved budgetforhandlingerne med besked om, at der ikke er flere penge.