Fem overvejelser om det nye år og fremtiden i Norddjurs Vest

Lokalavisen har bedt fem mennesker, der til daglig hver på deres måde er synlige i den vestlige del af Norddjurs om at komme med bud på deres forventninger til 2023.

Artiklens øverste billede
Gert Johnsen. Privatfoto

Det er svært at spå, især om fremtiden, lyder et efterhånden forsuttet Storm P. citat.

Lokalavisen har vovet at bede fem mennesker, der har deres daglige virke i den vestlige del af Norddjurs, om at give deres bud på hver deres forventninger til 2023?

- Hvor ser du de største udfordringer for dit lokalområde og din funktion? 

- Hvad ser du som den største styrke inden for dit område/din funktion?

Gert Johnsen. Privatfoto



Gert Johnsen, Nørager BK – formand for hallen m.m.:

»Den største udfordring vi står over for i NBK er at få udbygget hallen til en hel hal og få forklaret Norddjurs Kommune den ulighed som er blandt alle haller i Norddjurs. Dernæst skal vi stadig udbygge Nørager: erhvervsgrunde/byggegrunde - samt bevare den store opbakning til hele lokalområdet: 1. Erhverv 2. Børnehave 3. Boldklub 4. Beboerforening.«

»Vi er en lille flok som har givet hinanden håndslag på, at vi giver ikke op, før vi har en hel hal, og jeg vil stadig gå efter, at der bliver lighed mellem alle haller i Norddjurs. NBK har en god økonomi. Nørager Invest som har købt Købmandsbutikken har et solidt fundament med kæmpe opbakning af investorer. Beboerforeningen kæmper en brav kamp for, at vi stadig har Børnehavens bygninger og et flot Forsamlingshus. Vi håber selvfølgelig alle kommer godt igennem denne krise, som vi har haft, men som stadig udfordrer mange.«

Per-Olaf Schmidt. Pressefoto


Per-Olaf Schmidt, forstander Vivild Gymnastik-og Idrætsefterskole:

(Bor i Mårslet lige syd for Aarhus og har boet der i næsten alle sine 24 år på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole. Han har aldrig været bosat i Norddjurs.)

»Det er på mange forskellige måder vigtigt, at vi kan drive efterskole i en velfungerende vekselvirkning med et levende og aktivt lokalsamfund. 

Når elever og forældre skal vælge efterskole, har det en betydning, at de kan se, at den by, skolen ligger i, er indbydende og, at der ’sker noget’ i byen. Bla. har det stor betydning, at der er en Brugs og en Pizzamand i byen. 

VGI er en af de efterskoler i landet, der fortsat har rigtig mange tjenesteboliger - og vi vil gerne, at en god andel af vores ansatte bosætter sig i byen. Dette bl.a. for at styrke og bevare synergien mellem lokalsamfundet og skolen. Derfor er det for os som skole afgørende vigtigt, at Vivild bevarer alle de funktioner, der er vigtige i forhold til nuværende og kommende medarbejderes overvejelser om bosættelse. Herunder pasningsmuligheder for børn, en folkeskole i byen, lægehus og dagligvarebutik - og i høj grad også et aktivt foreningsliv og lokalsamfund.« 

»Norddjurs Kommunes trængte økonomiske situation har gennem årene været årsag til gentagne omstruktureringer på institutions- og skoleområdet. Det er vigtigt for os på VGI, at der også i et længere perspektiv kan skabes ro omkring dette område, idet et trygt og godt pasnings- og skoletilbud kan have afgørende betydning for, om vi kan tiltrække nye børnefamilier til stillingerne på skolen og dermed også som skatteborgere til kommunen. Vi prioriterer derfor også et godt samarbejde med byens folkeskole. Bl.a. lejer folkeskolen vores haller til idrætsundervisningen, vores elever og lærere gennemfører aktivitetsdage for folkeskolens elever, og vi inviterer folkeskolen til arrangementer på vores skole.« 

»Nedskæringerne i den kollektive transport i Norddjurs gennem årene har medført, at vores elever eller personalet og deres børn i dag ikke længere har mulighed for at benytte kollektiv transport på vej til og fra skolen som et rimeligt alternativ til privatbilisme. Dette er problematisk også i et klimaperspektiv. Fra skolens side søger vi at begrænse belastningen på dette område ved generelt at opfordre til samkørsel - og aktuelt også ved at undersøge muligheden for at etablere ladestandere for elbiler på skolen. Disse vil kunne bruges af skolens personale, besøgende samt byens borgere og gæster.« 

»Den største styrke i lokalsamfundet i Vivild er klart ildsjælene, der på mange forskellige områder sætter ting i gang til gavn for byen - samtidig med at byens øvrige borgere bakker op omkring initiativerne. En del af skolens nuværende og tidligere medarbejdere er at finde blandt initiativtagerne - og skolen understøtter løbende initiativerne ved at stille faciliteter, udstyr og lokaler til rådighed både til foreningslivet og til enkelte initiativer og begivenheder.« 

»Af eksempler kan nævnes den årlige sommerfest, der hvert år samler en stor del af byens små og store borgere omkring fest og aktiviteter eller Vivild Håndbold Starz, der i Lykkeligaen samler udviklingshæmmede unge til håndbold i skolens haller og hvor der i skolens lokaler afholdes landsdækkende trænerseminarer for Lykkeligaen eller som nyeste synlige eksempel, byens nye park ’Smedens have’.« 

Den største styrke i lokalsamfundet i Vivild er klart ildsjælene, der på mange forskellige områder sætter ting i gang til gavn for byen - samtidig med at byens øvrige borgere bakker op omkring initiativerne.


Claus Marckmann. Privatfoto


Claus Marckmann, formand Allingåbro IF Fodbold:

»Med den øgede centralisering af vitale områder så som skole, butikker, omtale i medier osv. bliver det sværere og sværere for de små byer at skabe genlyd og gennemslagskraft i vigtige beslutninger i lokalområde og kommune.
Det bliver sværere og sværere at tiltrække stærke og initiativrige personer til de små byer.
Begrebet Udkantsdanmark bliver udvidet til flere og flere områder med den udvikling der sker i dag.
Det resulterer i, at det bliver sværere at finde frivillige til de forskellige områder, hvor der er brug for frivillige.
De forskellige organisationer som spejder, idræt og meget mere kæmper om de få frivillige der stiller sig til rådighed for disse områder.«

»Vi har i vores forening gode græsrødder, der kæmper for at bevare Allingåbro IF Fodbold. Mange personer i Allingåbro involverer sig i større eller mindre omfang i vores organisation, og der findes heldigvis stadig personer, der brænder for at vise, at vi stadig kæmper for byen og for de tilbud, vi kan give borgerne i vores by.

Der opstår hele tiden nye initiativer og ideer, der nogle gange bliver til virkelighed. Her er vores herreseniorafdeling og arbejdet med at få pigefodbolden op at stå gode eksempler.

Vi kender alle hinanden og kan snakke og diskutere problemer og løsninger på disse i god tone, fordi vi ved at det drejer sig om vores forening og vores by.«

Dag Kristiansen. Pressefoto


Dag Kristiansen, formand for Ørsted Kro m.m.:

»Som person, leder jeg sjældent efter udfordringer. Der er en masse spændende opgaver, der stiller krav til ens kreativitet og engagement, og udfordringen er snarere begrænsningens kunst. Når jeg ser på Ørsted områdets fremtid kan jeg godt have en bekymring for, hvordan vi som lokalsamfund evner at fastholde og tiltrække unge mennesker. Det er ubetinget områdets unge familier, der skal skabe fremtidens samfund, og derved sikre at det er værdifuldt både at bo og leve lige netop her. Børnefamilierne sikrer, at vi har pasningstilbud, en aktiv skole og lokalt forenings- og forretningsliv.

Så opgaven er at skabe rum til at idéer kan dyrkes, og os der allerede er etablerede, har en særlig opgave i at understøtte de initiativer områdets nye ildsjæle sætter i gang.

Som ildsjæl og lokalt forankret foreningsmenneske vil min opgave være at støtte op om andre lokale ildsjæles initiativer, og byde mig til med de kompetencer og det netværk jeg allerede er en del af, så vores nye Ildsjæle ikke brænder ud. Jeg har også et ansvar for at give slip og lade andre med gode idéer komme til. Personligt har jeg meget lidt respekt for de mennesker, der altid leder efter hullerne i osten, og som ikke er konstruktive i ytringer og adfærd.«

»I Ørsted området føler jeg, at der er plads til alle. Og specielt dem, der gør en indsats, og som bidrager med det de kan.

Mine kæpheste i Ørsted er ubetinget ’Vores Kro’, det lokale spejderarbejde, og mountainbikebanen i Bakkerne. Her glæder jeg mig virkelig over, at Ørsted Kro har en bestyrelse med 11 driftige og engagerede mennesker, der på hver sin måde er med til at gøre en forskel. I spejderlivet har vi gennem mange år haft en kontinuerlig udskiftning i bestyrelsen, og det seneste formandsskifte har givet nyt liv til spejderarbejdet, så det konstant sikres, at det er engagerede folk, der sidder på posterne. Mountainbike livet har også vind i sejlene og drives nu af en flot gjæve gutter, der brænder for det de gør.

Så en af styrkerne – uanset hvad jeg beskæftiger mig med, vil være at forsøge at involvere ’de næste’, så gode idéer og initiativer lever videre, og med andre og friske kræfter ved roret, der får friheden til at sætte deres egen dagsorden. Ildsjæle lever, når de er sammen med andre ildsjæle, der også går med ’ja’ hat.«


Kim Thygesen. Pressefoto

Kim Thygesen, forpagter af restaurant Den Gamle Stald på Gl. Estrup:

»Hvis man ser overordnet på vores lokalområde, så har vi jo det meste, hvis ikke alt. 

Problemet er, at vi ikke er en kendt og populær destination set i forhold til den øverste del af Jylland - Skagen og Blokhus etc. Vi er ikke et område, som man kører til, medmindre man som familie skal i Djurs Sommerland eller en af dyreparkerne. Derudover så har vi langt imellem byerne, hvor der er restauranter. Vi skal være meget meget bedre til at gøre opmærksom på os selv. Jeg gad godt, vi havde et overnatningssted i vores del af Djursland, hvor der er mere end 10-15 værelser.«

»Da vi jo har alt, så ligger den jo lige til højre benet, så kunne vi godt bruge mere energi på at vise, hvad Norddjurs kan, eller hele Djursland for den sags skyld. Vi har noget unikt både i natur og oplevelser. Vi har mere end de store turistattraktioner, som gør at når folk alligevel er her, så skal vi kunne fastholde dem. Vi har nogle fantastiske fødevareproducenter, en stor natur, og det er det vi skal fokusere på.« 

 

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.