Jens Kloppenborg vender tommelen ned for omstridt SV-regering
Djurskredsens folketingskandidat siger blank nej til, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen involverer sig i en regering med Mette Frederiksen som leder.
»Skal, skal ikke. Jeg er ikke i tvivl, Venstre skal altid samarbejde og gøre sin indflydelse gældende. Det har vi som landets ældste parti gennem generationer gjort.«
Sådan skriver Jens Kloppenborg, Djurskredsens V-kandidat ved det seneste folketingsvalg, på sin Facebookprofil.
Men lyder fortsættelsen utvetydigt: Det bliver et nej tak til at indgå i en regering med Mette Frederiksen som leder og statsminister.
Kloppenborgs argument for ikke at kaste Venstre i armene på Mette Frederiksen:
»Det er ikke Venstre, der har været stopklods for økonomiske og arbejdsmarkedsreformer af vort land. Det har derimod socialdemokraterne, og især Mette Frederiksen, der siden hun blev formand i 2015, har spændt ben for alle nødvendige reformer af vort land.«
Så...
»Det bliver et nej tak herfra. Men fortsat ja tak til at udvise den ansvarlighed, som Venstre altid har gjort, når det kommer til vort lands ve og vel. Det kunne Mette Frederiksen lærer en del af.«
Altså ingen støtte til partiformand Jakob Ellemann-Jensen og hans overvejelser om at gøre, som en hans forgængere i formandsstolen, Henning Christoffersen, gjorde det i 1978, at danne en SV-regering ud fra den historisk meget brugte ’hen over midten tankegang’.
Kanslergadeforliget
Regeringen Anker Jørgensen-Henning Christoffersen i 1978-1979 holdt i beskedne 14 måneder. Efterlønnen og Naturgasprojektet var børn af denne regering, som ikke får mange plusser af eftertiden.
Jens Kloppenborg er måske mere i sync med Kanslergadeforliget, der blev indgået i slutningen af januar 1933, mellem regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, og Venstre, men uden Det Konservative Folkeparti?
Forliget var det mest omfattende i en række forlig, der skulle afbøde de økonomisk-sociale virkninger af den verdensomspændende krise siden efteråret 1929.
Med statsminister Thorvald Staunings ord havde man ofret nogle principper, men reddet landet. Forliget fik symbolsk betydning ved det datomæssige sammenfald med overdragelsen af magten til Adolf Hitler og nazisterne i Tyskland. Kanslergadeforliget er både i samtid og eftertid blevet opfattet som en demonstration af det parlamentariske demokratis handlekraft.
Nåede ikke Borgen
Trods en intensiv valgkamp lykkedes det ikke for Kloppenborg, der er kommunalbestyrelsesmedlem i Rudersdal, at lande et mandat på Christiansborg.
Han var sendt som en erstatning for Britt Bager til Djursland, der traditionelt er et relativt venstre-venligt område.
Han fik i Østjyllands Storkreds 1.111 personlige stemmer, hvoraf 765 kom fra Djurskredsen.
Partiets generelle deroute på landsplan og det gentagne spørgsmål under valgkampen: hvad en kandidat med bopæl i Vedbæk kan levere til Djursland, var for hårde odds.