Ingen tid til høringssvar: Demokratiet udhules
Karoline Bergkvist Søgaard kritiserer, at borgere og medarbejdere ikke høres før sparekniven tages i brug.
Det er et skråplan og en udhuling af den demokratiske proces, når et flertal i Voksen og Plejeudvalget i Norddjurs Kommune fastholder et så højt tempo i arbejdet med at finde besparelser, som ikke kan undgå at ramme borgerne og få indflydelse på de ansattes arbejde, at der ikke er tid til en høringsperiode.
Der sker i øjeblikket en reel udhuling af høringsmulighederne i Norddjurs Kommune og det er en principielt skred i forhold til situationen før kommunevalget, hvor det var fast praksis at høringen af medarbejdere, borgere og råd skete med mulighed for at kvalificere beslutningsgrundlaget
På det seneste udvalgsmøde stillede socialdemokraten Karoline Bergkvist Søgaard ændringsforslag, så der kan blive mulig for borgere og ansatte til at blive hørt. Til det synspunkt var der opbakning fra Jens Kannegaard Lundager fra Nye Borgerlige og løsgænger Diana Therese Mikkelsen, mens udvalgsformand Mads Jensen fra Konservative, Venstres Rikke Albæk Jørgensen og Jytte Schmidt fra SF. Socialdemokraten Tom Bytoft havde meldt fra efter en knæoperation - og dermed var der ikke flertal for ændringsforslaget.
Sparekniven fremme
Sparekniven er taget frem endnu engang i Norddjurs, fordi budgetdisciplin rangerer over stort set alle andre værdier. Og på Voksen og Plejeudvalgets område ser man ind i et 2023, hvor der er udgifter som stiger mere, end der er budgetteret med, så derfor skal plejehjemsbeboere fremover kun have gjort rent hver tredje uge, ligesom klippekortordningen, der kan aktivere plejehjemsbeboere halveres og mange andre besparelser træder i kraft. Det forudsætter dog, at økonomiudvalg og kommunalbestyrelse anlægger samme syn på sagen, som udvalget besluttede sig for.
Og processen møder altså nu kritik fra Karoline Bergkvist Søgaard.
»Når vi ændrer på den service, som Norddjurs Kommune leverer til borgerne, er det vigtigt at både medarbejdere og borgere får mulighed for at give deres mening tilkende. Derfor er høring af borgerne og medarbejderne væsentlig. Som tidligere tillidsrepræsentant og nu medlem af kommunalbestyrelsen, vil jeg holde fast i dette,« siger hun.
Det går for hurtigt
Hun mener, at tilhængerne af at droppe høringsprocessen, er for meget fokuseret på at opnå budgetbalance og har for travlt med at effektuere sparekrav.
»For at budget 2023 hænger sammen, skal vi finde besparelser, fordi vi har et forventet merforbrug. Det betyder forringelser overfor borgerne og ændrede arbejdsvilkår for medarbejderne. Derfor er jeg uenig i, at Voksen-Plejeudvalget beslutter sig for forslag om negative ændringer overfor ældre og borgere med handicap uden vi sender det i høring hos medarbejdere og borgere. Altså dem, der er tættest på området. Godt nok har ældrerådet og handicaprådet fået en mundtlig orientering og knap et døgn herefter til at afgive et høringssvar, men det var kun fordi de selv tog initiativ til det,« siger det socialdemokratiske udvalgsmedlem.
Hun mener, at det er muligt, at der skal tages administrative hensyn og at der er brug for beslutninger nu, for at nedskæringerne får virkning i hele 2023.
Reel udhuling
»Men så må administrationen tilrettelægge arbejdet således, at der gives ældreråd, handicapråd, borgere i øvrigt og medarbejderne en anstændig tid til at sætte sig ind i de fremlagte forslag inden udvalget behandler forslagene. Jeg ser en total udhuling af høringsprocesser i Norddjurs Kommune nu, en nedvurdering af rådenes arbejde og potentielle brud på den overenskomstbestemte forpligtelse til at lade medarbejderne komme til orde inden der træffes væsentlige beslutninger. Der sker i øjeblikket en reel udhuling af høringsmulighederne i Norddjurs Kommune og det er en principielt skred i forhold til situationen før kommunevalget, hvor det var fast praksis at høringen af medarbejdere, borgere og råd skete med mulighed for at kvalificere beslutningsgrundlaget,« siger Karoline Bergkvist Søgaard.
Hendes partifælle Lars Møller tager sagen om den manglende høring op på et såkaldt gruppeformandsmøde for at få vurderet, om man fra Norddjurs Kommunes side lever op til, at man over for både Ældrerådet og Handicaprådet har forpligtet sig til, at de er høringsberettigede på området.
Gruppeformandsmøder er en konstruktion, som ikke findes i kommunernes styrelsesvedtægt. Borgere og presse har ingen mulighed for at følge dagsorden eller referat, så her er den demokratiske kontrol ikke-eksisterende.