Udvalgsformand stod klar med spaden hele onsdagen

Onsdag skulle første spadestik tages til Fjellerup Strandliv, hvis ikke tilladelsen faldt bort - så Norddjurs Kommune tog alle midler i brug for at nå det. Men det var for sent, mente Danmarks Naturfredningsforening.

Artiklens øverste billede
En X-bro er en væsentlig del af projektet ved Fjellerup Strand. Men det takker Danmarks Naturfredningsforening nej til. Illustration: Labland

Den socialdemokratiske udvalgsformand for Kultur og Fritid i Norddjurs, Allan Gjersbøl Jørgensen, kunne ikke love sig væk til andre arrangementer onsdag. Det var nemlig allersidste chance for at få foretaget det første spadestik til det milliondyre projekt Fjellerup Strandliv - så det var et stort problem, at tilladelserne endnu ikke var i hus. Og heller ikke kom det.

Så det var forgæves, at Allan Gjersbøl Jørgensen hele onsdagen stod klar til at køre til Fjellerup Strand for at sætte spaden i jorden som symbol på byggestart - og inden erkendte han, at det her i mere end 11. time så sort ud for projektet, som nu kan fejre syv års fødselsdag og som i lang tid ikke rigtigt rørte sig ud af stedet.

»Der var nogle ting, som skulle afklares i dag, så der blev arbejdet dagen igennem på højtryk i forvaltningen, men jeg må nok erkende, at det var en meget lille chance, som vi greb. Men intet skulle være uforsøgt,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.

5,8 millioner sat af

Fjellerup Strandliv skulle byde på en promenadebro, bundgarnspæle, der både kan være legestativer, siddemøbler og vejvisere og meget mere. Midt i det hele en X-formet bro med platforme på samt et naturligt indkredset område for de mindre børn, som så kan bade uforstyrret. I første omgang var der afsat 5,8 millioner kommunale kroner - men visionerne gik endnu længere.

Kort før første fase af byggeriet i Norddjurs Kommunens projekt Fjellerup Strandliv blev der indgivet klager over landzonetilladelserne. Disse har opsættende virkning, og gjorde den fysiske påbegyndelse af projektet meget vanskelig at nå inden deadline for forsøgstilladelsen som var onsdag 9. november 2022.

Derfor havde kommunen rettet henvendelse til Planklagenævnet og bedt dem opprioritere behandlingen af klagerne.

Udvalgsformand Allan Gjersbøl Jørgensen er klar med spaden hele onsdagen. Pressebillede

»Vi har selv haft en ekstrem turbo på projektet under mit formandsskab og derfor afsøgte vi om Nævnenes Hus kunne have samme tempo,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.

DN Norddjurs klager

Det er den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, som har klaget, og i Norddjurs Kommunen skaber denne blokade af projektet frustration og ærgrelse, idet man på nuværende tidspunkt har udført alle opgaver, man burde med hensyn til at gøre projektet til virkelighed.

Når folk besøger Fjellerup Strand, så er det for at nyde strandlivet og ikke noget, der ligner et tivoli. Det er en misforståelse, hvis man i Norddjurs Kommune mener, at man får vækst på bekostning af naturen

Arne Holm-Hansen

Formanden for DN Norddjurs, Arne Holm-Hansen, bekræfter over for avisen, at foreningen som høringsberettiget har klaget over tre nedslagspunkter i Fjellerup Strandliv. Og han mener, at det var spild af tid, hvis Allan Gjersbøl Jørgensen onsdag sad klar med spaden for at grave ved stranden i Fjellerup.

»Arbejdet skulle være sat i gang inden 9. november, så sidste chance var ved midnatstid tirsdag,« siger Arne Holm-Hansen.

Ønsker ikke projektet

Han siger, at klagen fra DN Norddjurs er begrundet i, at man slet ikke ønsker Fjellerup Strandliv gennemført.

»Når folk besøger Fjellerup Strand, så er det for at nyde strandlivet og ikke noget, der ligner et tivoli. Det er en misforståelse, hvis man i Norddjurs Kommune mener, at man får vækst på bekostning af naturen. Det er også uklart, hvordan for eksempel de store træstolper med træ fra Sydeuropa skal vedligeholdes - og jeg mener der vil være stor risiko for ødelæggelse efter en hård vinter med isskruninger,« siger Arne Holm-Hansen, der i hele forløbet har været i kontakt med lodsejere i Fjellerup, som heller ikke synes om projektet. Og ifølge ham er det ikke kun DN Norddjurs, der har klaget.

»Man agter at anbringe store betonklodser/plinter på stranden. Man agter ligeledes at støbe store platforme i form af siddepladser, opholdspladser tilgangsvej til broen. Vi frygter at ved højvande, ekstreme højvandsbegivenheder vil alle disse betonelementer blive undermineret og området komme til at ligne de kuldsejlede tyske bunkers ved vestkysten.Det er meget nemt at ødelægge en kyststrækning med store maskiner og fremmedelementer, men meget svært og måske umuligt at reetablere en ødelagt kyst,« hedder det i klagen fra DN Norddjurs, der også peger på, at der bør tages hensyn til så forskellige dyr som marsvin, odder og markfirben i området.

Frustration i kommunen

I en periode, som strækker sig over et år tilbage, har kommunens politikere og forvaltning ifølge Allan Gjersbøl Jørgensen sikret borgerinvolvering, sikret finansiering, afviklet udbud, udpeget og forhandlet med entreprenør og sikret sig alle nødvendige tilladelser til etablering af anlæg i søterritoriet fra Kystdirektoratet og de landzonetilladelser, som der nu klages over.

Der skal være meget mere liv og oplevelser ved Fjellerup Strand, mener man i Norddjurs Kommune. Foto: Peter Mohlin Kring, Norddjurs Kommune

»I lyset af både den lokale og politiske brede opbakning til projektet er vi frustrerede over at udefrakommende faktorer spænder ben på et tidspunkt, hvor vi nærmest kan røre målstregen. Jeg forstår ikke Danmarks Naturfredningsforening kan klage over det her, og havde nok haft større forståelse, hvis det for eksempel var en sommerhusejer fra en anden del af landet men med hus i Fjellerup Strand, der havde indsendt klagen,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.

Ministeren er gået af

På grund af det enorme arbejde som Norddjurs Kommunes forvaltning og politikere har prioriteret til projekt Fjellerup Strandliv især det seneste par år, havde man indtil onsdag eftermiddag endnu ikke opgivet, men forsøgte i stedet i sidste time at rette henvendelse til den fungerende indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen, (S) med formål at få den nødvendige forlængelse af fristen som sikre, at projektet så tæt på målstregen ikke blokeres af udefrakommende faktorer.

Var det ikke urealistisk. Regeringen er jo gået af, og ministrene foretager sig ikke andet end det strengt nødvendige, indtil en ny er på plads?

»Jo, det kan godt være. Men vi har givet det en chance,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen, som anerkender, at kommunens henvendelse til ministeriet måske kan fortolkes som et sidste desperat forsøg.

Og da man ikke kom i hus med grønt lys fra myndighederne, må Norddjurs Kommune opgive Fjellerup Strandliv for nu, skifte strategi og afvente en runde to med forsøgsordninger inden for strandbyggelinjen.

Men der er jo ikke aftalt en runde to?

»Ikke formelt, men vi har noteret os, at der måske er politisk interesse for det. Ud af de ti tilladelser til at bygge inden for strandbyggelinjen, er der kun et andet projekt, som er lige så langt som vores, mens de andre steder ikke er kommet ud af stedet.

Har Norddjurs Kommune ikke sovet i timen med dette projekt?

Det er rigtigt, at der ikke skete meget i sagen i de første år. Måske skulle tanken lige modnes hos nogle og de fleste vil nok huske, at Norddjurs Kommune var i store økonomiske problemer i 2018, men siden Kultur og Fritidsudvalget tog over, har vi haft speederen i bund og holdt masser af ekstraordinære møder, så jeg synes ikke, at der i den seneste tid har manglet vilje til at sætte gang i projektet,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.

Det er slut

Onsdag eftermiddag gav han fortabt.

»Der kommer ikke yderligere svar til os fra myndigheder, som redder Fjellerup Strandliv. Vi må derfor desværre opgive projektet i denne omgang og bruge fremtiden på, at gøre os klar til en eventuel runde 2. Lige nu er mine følelser ærgrelse og frustration. Jeg og flere politikere fra kommunalbestyrelsen er ked af det på Fjellerup-borgernes vegne, som har engageret sig i projektet og har set det som en positiv udvikling. Elementer i Fjellerup Strandliv har været og vil fortsat være til debat. Debat er sundt, men at området for nuværende ikke skal udvikles på den ene eller den anden måde, er nedslående for Norddjurs Kommunes udvikling. Nu må vi overveje hvordan vi bedst muligt forbereder os til fremtidens muligheder, når en ny regering er dannet,« skrev han i en sms til avisen.

Spaden kom ikke i brug..




Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.