Jens Kloppenborg klar til 'gadekamp' på Torvet i Grenaa
Venstres debutant i Djurskredsen har ført valgkamp længe, og han er parat til at lade den kulminere frem til valgdatoen.

Venstre er klar til valgkamp på Djursland.
Onsdag aften fra klokken 17 er Jens Kloppenborg at finde på Torvet i Grenaa omgivet af sekunderet af Ilka Daniel, formand for Djurskredsen og lokale partikammerater klar til at møde vælgerne i det åbne rum.
Jens Kloppenborg og Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen har aftalt 3-4 valgmøder frem mod valgdatoen.
Foreløbig bliver det i Ebeltoft, Rønde og Hornslet – der kommer også møder i Norddjurs.
Kendt i Østjylland
I Venstre kredse får navnet Jens Kloppenborg mange klokker til at ringe. Det er ikke en real nowhere man, som har taget over efter renegaten Britt Bager, og som nu kommer til at agere på Djursland og i det østjyske område.
Britt Bager valgte som bekendt at skifte til Det Konservative Folkeparti i kølvandet på opbruddet i Venstre efter valget i 2019.
Jens Kloppenborg, 52, er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2002 og har kommunalpolitik helt inde under huden. Han er således 2. viceborgmester i hjemkommunen Rudersdal.
Han stammer dog fra det østjyske - født og opvokset ved Egå Strand nord for Aarhus, søn af bygningsingeniør Asbjørn Kloppenborg-Skrumsager, der for 20 år siden blev landskendt for sin utrættelige kamp for kræftpatienters rettigheder.
Jens Kloppenborg sad i Aarhus Byråd i perioden 1994-1999 som ung Venstre løve sammen med en ung Venstre løvinde, senere Aarhus borgmester Louise Gade, hvorefter han flyttede til København ved årtusindeskiftet.
Her arbejdede han blandt andet som presse- og informationschef i Københavns Kommune, ligesom han var spindoktor for senere justitsminister Søren Pind (V), da denne var kommunens bygge- og teknikborgmester.
Han har været tæt på magten som særlig rådgiver for flere Venstreministre, herunder beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, innovationsminister Sophie Løhde og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.
Jens Kloppenborg har ligeledes tidligere været direktør i det norsk-svenske mediebureau Retrievers danske afdeling - ligesom han har haft sin gang i DR, hvor han har været vært på P1 Debat, journalist på TV-Avisen og redaktør på DR2 Deadline.
I 2017 blev han udnævnt til leder af Venstres sekretariatet på Christiansborg, Center for Kommunikation og Politik. (CKP). Det stoppede han imidlertid med efter et års tid, da han overtog posten som særlig rådgiver for energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) fra Andreas Thyrring, som i stedet blev ny leder af CKP.
For nuværende driver Djurskredsens folketingskandidat egen kommunikations- og rådgivningsvirksomhed.