Det siger partierne om Norddjurs' nye budgetaftale

Lokalavisen har på bagkant af den underskrevne budgetaftale for 2023-2026 i Norddjurs været forhandlingsbordet rundt og stillet repræsentanter for aftalepartierne en række spørgsmål til budgettet.

Artiklens øverste billede
Sidste fredag indgik alle kommunens partier på nær Enhedslisten en aftale om Norddjurs Kommunes budget 2023-2026. Lokalavisen har fanget et par af aftalepartierne. Arkivfoto.

Forrige fredag indgik alle partier i Norddjurs Kommune på nær Enhedslisten en aftale for budgettet 2023-2026. Derfor har Lokalavisen taget kontakt til parterne for at få en reaktion på den færdige aftale.

Budgetaftalen skal endelig vedtages på et kommunalbestyrelsesmøde den 11. oktober.

Alle parter har fået samme svarfrist, og de, der bringes her, er de, der har vendt tilbage inden for tidsrammen. Lokalavisen har sammenfattet de fremhævede pointer nogle steder af pladshensyn, og indlæggene kan variere i længde og omfang, men vi har bestræbt os på at dele sol og vind lige.

Borgmester Kasper Bjerregaard (V) har også forhold sig til budgetspørgsmålene – hans svar kan du se på Lokalavisens hjemmeside.

Vi har spurgt:

Kan du nævne/fremhæve op til tre punkter, hvor borgerne konkret kommer til at mærke den her nye budgetaftale i jeres optik – henholdsvis positivt og negativt?

Hvad vil du fremhæve som jeres største sejr/gennemførte mærkesag i dette budget?

Benny Hammer (C)
Benny Hammer, Konservative og viceborgmester i Norddjurs Kommune. Pressefoto.

Viceborgmester fra De Konservative, Benny Hammer, mener overordnet, at det kommer til at påvirke borgerne negativt, at kommunen har skullet lægge budget i nogle stramt udstukne rammer fra centralt hold.

Det kommer blandt andet til direkte at påvirke både muligheden for anlægsudviklingen i Norddjurs, men rammer også på serviceniveauet, siger han.

»Det bliver mærkbart for borgerne, at vi har vedtaget et meget stramt budget, både hvad angår drift og anlæg. Vi har i forvejen haft et mærkbart efterslæb på anlæg gennem mange år. Så et anlægsbudget under 100 mio. i 2023 er ikke positivt,« siger han og fortsætter:

»Det bliver også synligt for vores ældre borgere, at der er færre midler til for eksempel rengøring i hjemmet, hvilket ej heller er positivt.«

Benny Hammer ser dog i budgettet positivt på, at der lægges op til at gå nærmere ned i kommunens udgifter til administration, som ifølge viceborgmesteren er steget støt i løbet af to år. Og at det skal undersøges, om dele af driften kan udliciteres.

»Af mærkesager kan nævnes, at vi nu skal i gang med at kigge på konkurrencenedsættelse af driftsopgaver samt kigge nærmere på stigende administrationsudgifter. Der er sket en stigning på 15 mio. kroner i løbet af to år - i runde tal er det er en stigning på 30 stillinger,« siger Benny Hammer.

Lars Møller (S)
Lars Møller, gruppeformand for Socialdemokratiet i Norddjurs Kommune. Pressefoto.

Socialdemokratiets gruppeformand Lars Møller lægger ikke skjul på, at de er i opposition til kommunens blå flertal, der også farver budgetaftalen, men at partiet har valgt at forblive i forhandlingerne og underskrive aftalen for at holde fast i dele af linjen fra deres seneste regeringstid.

»Vi tager ansvar for Norddjurs, også når det er svært, og vi er er i opposition til et blåt flertal,« indleder Lars Møller.

»Det er positivt, at aftalen er bred og allerede nu forholder sig til de økonomiske udfordringer, vi kan se foran os. Aftalen anerkender retning og udvikling fra tidligere års budgetter,« siger han.

Han fremhæver de tiltag, der trods sparetidens krav til budgettet er blevet plads til på velfærdsområdet - ikke mindst personalemæssigt.

»Der er øget fokus på rekruttering og fastholdelse af medarbejdere til gavn for borgerne. Herunder større tillid til og inddragelse af medarbejdere i tilrettelæggelsen af arbejdsdagen. Det mindsker behovet for vikardækning, der er dyrere end fastansat personale.«

»Vi holder minimumsnormeringerne i daginstitutionerne og har fundet en midlertidig pladsløsning med genåbningen af Solstrålen ved Mølleskolen. Samtidig forstærker vi fokus på folkeskolen og tilfører midler til socialområdet,« siger han.

Af direkte negative konsekvenser kommer de indlagte effektiviseringer til at ramme kommunens borgere, siger gruppeformanden.

»Der er udsigt til budgetunderskud fra 2024-2025, så vi har accepteret aftalens effektiviseringer, som borgere og medarbejdere reelt vil opleve som nedskæring i serviceniveau. Vi er med i aftalen for at sikre, det sker så mildt og retfærdigt som muligt,« siger han.

Ligeledes vil den indlagte skattelettelse på 0,1 procent på sigt udhule kommunens indtægter og forringe serviceniveauet, mener han, og så er de 360.000 kr., der er sat af til varmtvandsydelser ikke et godt bytte for lukningen af Hedebocentrets varmtvandsbassin.

Lars Møller og Socialdemokratiet er dog glade for de ændringer, de mener, de har været med til at indføre siden borgmesterens forslag. På det grønne område og på både velfærd og anlæg.

»Vi har fået lidt flere midler rettet til velfærd, og vi har gjort erhvervspolitikken grønnere. Sammen med SF og undervejs Enhedslisten har vi ønsket at fastholde den grønne profil fra tidligere år. Det er delvist lykkedes. Så har vi fået indarbejdet mindre forbedringer som samlingen af Djurslandsskolens afdelinger i Ørum, fortsat renovering af Fredensgade i Grenaa og Baunehøj Mølle og sikret en pulje til trafiksikkerhed,« siger han.

Aleksander Myrhøj (SF)
Formand for SF i Norddjurs Kommune, Aleksander Myrhøj. Pressefoto.

Aleksander Myrhøj fra SF fremhæver som positivt i budgettet, at der prioriteres plads til børnene med genåbning af Solstrålen, fastholdelse af investeringer i Glesborg Skole, samlingen af Djurslandsskolens afdelinger i Ørum samt renovering af dagtilbud i Grenaa og et nyt Skovbørnehaven. Ting, som egentlig var aftalt sidste år.

»Det kan virke skørt, men rammen for 2023 er stram, og vi har en bunden opgave med at sortere fra. Derfor er det værd at bemærke, at vi holder fast i vigtige investeringer for børn og deres voksne. Vi fortsætter investeringerne i minimumsnormeringer og giver fordelingsmodellerne for økonomi i folkeskolen et serviceeftersyn i et såkaldt ’opgaveudvalg’ med hverdagens eksperter,« siger han.

»Gode rammer på børne-, skole- og ældreområdet er en del af fundamentet for velfungerende hverdage og medarbejdere i trivsel,« fortsætter formanden og fremhæver også investeringer i senhjerneskade- og demenscenter i Grenaa.

Samtidig er de 5 mio. kr. afsat til socialområdet en mærkbar del af aftalen for både borgere, pårørende og medarbejdere, der får bedre muligheder.

»Det sikrer stabilitet på andre områder, når der forhåbentlig ikke skal hentes penge fra fra børn og ældre, som det er sket i år og tidligere. Stabilitet og trivsel giver både gladere og dygtigere medarbejdere.«

Aftalen vil dog få negativ indvirkning på Norddjurs’ borgere gennem effektiviseringer på velfærd, og ifølge SF mangel på ambitioner inden for natur, miljø og klima.

»Der er dystre udsigter i økonomien på lang sigt. En unødvendig skattelettelse og et træls effektiviseringsbidrag i 2023 samt et urealistisk højt et i ’24 giver ikke ro om økonomien på den lange bane.. SF ser på denne aftale som første halvleg i kampen om effektiviseringsbidraget - heldigvis er der én mere i næste års forhandlinger.«

»Vi tror ikke, at fortsatte effektiviseringer på velfærd kan ske, uden det koster medarbejdere. Det eneste lyspunkt her er, at der er 750.000 kr. i hver af de store velfærdsudvalg til at understøtte effektiviseringer. Tidligere har der ikke været en krone.«

»Vi har kæmpet for højere ambitioner på natur, miljø og klima, men ideologiske forskelle i salen har gjort det svært. Aftalen er dog endt grønnere, end tidligere under forhandlingerne, så det har betydet noget, at SF trak i den retning,« siger Aleksander Myrhøj.

Formanden for SF noterer sig yderligere, at den nye budgetaftale for Norddjurs Kommune skinner blåt af kommunens nye flertal, men at SF er blevet ved bordet for at »sikre Norddjurs mod yderligere skattelettelser, mere udlicitering og andre veje, vi mener, er forkerte at gå,« siger formanden.

»Jeg vil hellere forsvare en bred aftale, der kunne have set bedre ud, end se på udefra, mens kommunen føres i en forkert retning,« siger Aleksander Myrhøj.

Diana Mikkelsen (løsgænger)
Tidligere medlem af Dansk Folkeparti - nu løsgænger - Diana Therese Mikkelsen. Pressefoto.

Løsgænger i Norddjurs Kommunes byråd, Diana Therese Mikkelsen, er ikke udpræget begejstret for de pålagte rammer fra centralt hold - aftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen - som tvinger sparekniven frem i budgettet på trods af en velpolstret kommunekasse i Norddjurs.

»Det er negativt, at vi på trods af en sund økonomi i kommunen skal finde besparelser i både anlæg og drift. Det kommer kommer til at gå ud over alle borgere på den ene eller anden måde,« siger hun.

»Det positive er dog, at vi har en solid økonomi, der kan bære os igennem de udfordringer, vi kan risikere at løbe ind i. . Der er ingen, der kender dagen i morgen, men med stigende priser og inflation er det godt, vi har en kassebeholdning i balance.«

Der er dog også positive nedslagspunkter i den nye budgetaftale, fremhæver løsgængeren.

»Jeg er glad for, vi i budgettet trods alt har vægtet udvikling på mange området - blandt andet den grønne omstilling, hos erhvervslivet, på bosætning og med fokus på de unge og deres potentiale for kommunen, samt at vi har mulighed for at give en lille skattelettelse, så borgerne får lidt flere penge mellem hænderne.«

»Den negative bagside er, at vi ikke har mulighed for at udbygge kernevelfærden og til stadighed skal spare på ældre- og børneområdet. De udsatte og sårbare er dem, som altid står for skud, når der skal hentes penge. Vi har mange planer, men det økonomiske råderum er indskrænket via aftaler mellem Kommunernes Landsforening og regeringen,« lyder det fra Diana Therese Mikkelsen.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.