Vis mådehold energifråsere - ja tak til samkørsel, isolering og strømbesparelser
Norddjurs og Syddjurs får i næste uge besøg af en cyklende rådgiver fra Energistyrelsen, der skal hjælpe Djurslands borger og feriegæster med at spare på energien i en tid med høje priser og klimakrise.
Længe efter at Tour de France-feltet har forladt Danmark, er der stadig et spændende cykelarrangement i gang på de danske landeveje.
Energirådgivere med gode ben træder sig nemlig igennem sommerlandet for at give tips til at spare energi ved en række pop-up events, og 11. juli rammer cykel og rådgiver Syddjurs og Norddjurs Kommune.
»De høje energipriser har givet mange flere opkald til vores rådgivningstjeneste, så nu sender vi rådgivere ud for at hjælpe med at spare energi. Der kan være overraskende meget at spare med enkle tiltag – og det er da sjovere at bruge pengene på is end på elregninger,« udtaler Matilde Grøn Bjørneboe, der er ansvarlig SparEnergi.dk, Energistyrelsens rådgivningstjeneste.
Sommerens sparetips
De cyklende rådgivere skal være med til at sprede budskabet om en ny kampagne – ’Én ting er sikkert. Og det er grønt’, der har som mål at få danskerne til at spare på energien med en række konkrete og årstidsbestemte sparetips.
Årsagen er selvfølgelig, at der lige nu er historisk høje energipriser, stort klimafokus og pres på det europæiske gasmarked.
Denne sommer fokuserer rådene blandt andet på at bruge tørresnoren, tage kortere varme bade og afkoble elektriske apparater før ferien.
Rundt i hele landet
Anne Kathrine Jensen er én af de rådgivere, der kommer til at cykle landet rundt på en cykel proppet med gode råd og inspiration til at spare energi, penge og CO2.
»Det er altid fedt at møde folk ansigt til ansigt, og det giver en helt anden værdi, når man kan spørge ind til specifikke forhold. For huse er vidt forskellige. Men der er næsten altid nogle gode muligheder for at få et bedre hus eller sommerhus med lavere energiudgifter,« udtaler hun.
I Norddjurs og Syddjurs kan man møde energirådgiverne i blandt andet Ebeltoft, Grenaa, Auning og Fjellerup.