Benny Hammer: Undersøgelse af socialområdet skal også pege bagud

Den konservative viceborgmester i Norddjurs vil sætte hælene i, hvis den uvildige undersøgelse af socialområdet ikke kommer til at omfatte fortidens synder.

Artiklens øverste billede
Benny Hammer er konservativ viceborgmester i Norddjurs - og stiller krav til den aktuelle undersøgelse af socialområdet. Pressebillede

Dårlige arbejdsforhold med en hverdag præget af mistillid og trusler.

Klager fra pårørende over den behandling, som borgere har oplevet på opholdssteder og plejecentre.

Medieomtalen har været omfattende og eksemplerne talrige, men onsdag besluttede kommunalbestyrelsen i Norddjurs dels at sige farvel til kommunens øverste embedsmand på socialområdet i kommunens 15-årige levetid, velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen, og dels at konsulentfirmaet Komponent får 500.000 kroner til en uvildig undersøgelse af socialområdet.

Den nye Venstre-borgmester Kasper Bjerregaard - hvis parti for blot et halvt år siden var imod at undersøge socialområdet - kalder skiftet for en ”udviklingsproces” og han mener, at den uvildige undersøgelse skal give en her og nu status og pege fremad, mens den tidligere foreslåede undersøgelse havde til formål at kigge bagud og lære af fortidens fejl på socialområdet.

Ikke enig

Men det er den konservative viceborgmester Benny Hammer ikke enig i. Han kalder sig selv en af arkitekterne bag det, der nu sættes i værk på det sociale område.

Jeg tror, at man vil se mange skiftende flertal undervejs. Jeg har selv prøvet at stemme sammen med andre end den blå blok, og det vil ske igen

Benny Hammer

»Der er nogle borgere, vi skal tænke på, men der er også nogle medarbejdere. Efter I på Lokalavisen Norddjurs skrev om kritisable forhold, har jeg aldrig set så mange borgerhenvendelser til mig før. Det kan godt være, at det startede med udgangspunkt i Ørsted, men det smittede hurtigt af og spredte sig som ringe i vandet. Og derfor kan jeg godt være lidt nervøs nu, hvor vi er kommet så langt som, at der skal sættes en undersøgelse i gang, men jeg forstår ikke, hvorfor den skal gennemføres så hurtigt. Jeg er bange for, at det kan medføre, at vi ikke får det hele med. Vi er der nu, hvor der - undskyld udtrykket - fanme skal ryddes op. Og hvis der er nogle lig i skabene rundt omkring, så er det vigtigt at få det frem nu. Det kan godt være, at nogle vil sige, at vi kigger fremad og at vi har store ambitioner på det her område. Det synes jeg er helt i orden, men vi har altså en forhistorie,« siger Benny Hammer.

Fået skrammer

Han peger på, at det er et stort problem, at Norddjurs har fået så mange skrammer, at mange slet ikke ønsker at arbejde for kommunen.

Efter I på Lokalavisen Norddjurs skrev om kritisable forhold, har jeg aldrig set så mange borgerhenvendelser til mig før. Det kan godt være, at det startede med udgangspunkt i Ørsted, men det smittede hurtigt af og spredte sig som ringe i vandet. Og derfor kan jeg godt være lidt nervøs nu, hvor vi er kommet så langt som, at der skal sættes en undersøgelse i gang, men jeg forstår ikke, hvorfor den skal gennemføres så hurtigt

Benny Hammer

»Der må være et eller andet galt, når jeg hører så mange sige, at de ikke ønsker at være ansat i kommunen,« siger han.

Så du er ikke enig i, at den uvildige undersøgelse kun skal kigge fremad?

»Nej. Når det nævnes, at det er vedtaget i økonomiudvalget, at det skal være sådan, så passer det ikke. Og det kommer ikke til at ske. Så vil jeg sætte hælene i. Jeg har sagt til Kasper Bjerregaard, at det er fint nok at kigge fremad, og at vi skal udvikle området, men det skal ske på baggrund af, hvad vi har oplevet gennem tiden. Ellers kommer vi ingen vegne. Vi skal da se på, hvorfor vi er havnet der, hvor vi er. Det skal erkendes, at der har været noget, der ikke har fungeret. Se bare på, at vi har en meget stor personaleudskiftning. Og her mener jeg, at nu har vi set så mange udskiftninger på holdet, at nu prøver vi med en anden træner og hugger til her med at starte i toppen. Det gør forhåbentlig, at nogle kan se en ny åbning, men vi har jo haft en organisation, som vores direktion har lært op, og de har været og er præget af en kultur og en måde, som man har tacklet tingene på. Det skal man være opmærksom på i undersøgelsen. Hvis man - for at blive i fodboldsproget - fyrer træneren, så kan der jo godt være nogle hjælpetrænere, som har arbejdet sig ind i en eller anden tilgang, som måske kan være svær for dem at bryde.«

Hvis vi fortsætter i fodboldverdenen - hvad så med sportsdirektøren, som har sammensat spillertruppen?

»Ha-ha. Det kan der da godt være nogle, som tænker, men det har jeg egentlig ikke selv forholdt mig til. Nu har vi med et farvel til velfærdsdirektøren taget et stort skridt - og det er det, jeg forholder mig til.«

Borgerne henvender sig

Benny Hammer peger på et andet område på det sociale område, hvor han har fået mange borgerhenvendelser.

Jeg har sagt til Kasper Bjerregaard, at det er fint nok at kigge fremad, og at vi skal udvikle området, men det skal ske på baggrund af, hvad vi har oplevet gennem tiden. Ellers kommer vi ingen vegne. Vi skal da se på, hvorfor vi er havnet der, hvor vi er.  Det skal erkendes, at der har været noget, der ikke har fungeret.

Benny Hammer

»Det drejer sig om kommunens misbrugscenter og også her er jeg stødt ind på mange eksempler på dårlig ledelse. Jeg har talt med mange af de borgere, som kommer på centret, fordi de har været i et behandlingsforløb, og de har haft så dårlige oplevelser, at de har sagt stop. Det er mennesker, som er smækfyldt med ressourcer i en normal hverdag, men de er så stødt ind i noget, som har gjort, at de på grund af deres problemer beder om hjælp. men så oplever de, at systemet falder sammen, fordi personalet ikke magter at hjælpe dem. Folk siger op fra en kant af, og det er der nok en årsag til - og vi ser et stort forbrug af vikarer og dyre fratrædelser og højt sygefravær. Sådan noget er ikke et sundt tegn.«

Køber ikke præmis

Benny Hammer vil ikke købe den præmis, at nogle af de problemer som man for eksempel også har set i ældreplejen, hænger sammen med den politiske prioritering, som kommunalpolitikerne giver området.

»Nej, det må ikke blive forklaringen. Det hænger sammen med det miljø og den kultur, der bliver skabt ud fra den herskende ledelsesstil. For mig ser det ud til, at hvis man ikke lige er med i inderkredsen, så får man ikke de samme fordele som andre, fordi man ikke som de andre rider i den rigtige retning. Derfor er det vigtigt, at der bliver dykket helt ned i det her. Det er fint nok med fokus på fremtiden, men det skal ske på baggrund af vores fortid og historie.«

Men så bliver det jo meget mere omfattende end det, der er lagt op til?

»Det er netop det, jeg er bange for. Det er for let at sige, at den her undersøgelse skal gennemføres kvikt og hurtigt. Her er jeg nok tættere på Aleksander Myrhøj fra SF, som har buset på her for en grundigere undersøgelse. Og de mange borgerhenvendelser ønsker jeg at tage alvorligt. Jeg tror ikke på, at de mennesker, der henvender sig til mig, er fyldt med løgn. Mange har jo udleveret sig selv - både medarbejdere og borgere, og jeg har da tænkt ”jøsses - er det der vi er?”. Det er jo ofte rene tragedier, jeg hører om, når folk, der har brug for hjælp og beder om den - og så ikke får den. Her burde alarmklokkerne have ringet forlængst.«

Jeg tror ikke på, at de mennesker, der henvender sig til mig, er fyldt med løgn. Mange har jo udleveret sig selv - både medarbejdere og borgere, jeg har da tænkt ”jøsses - er det der vi er?”. Det er jo ofte rene tragedier, jeg hører om, når folk, der har brug for hjælp og beder om den - og så ikke får den. Her burde alarmklokkerne have ringet forlængst

Benny Hammer

Forskel på politikere og forvaltning

Når vi fra medierne beder Norddjurs Kommune kommentere på de sager, der har været fremme, så er det svært at finde ud af forskellen på forvaltningen og politikerne. Bør der ikke være forskel?

»Jo, og det har jeg det skidt med. Det er som om, at der fra politisk side er en angst for at kritisere forvaltningen, men hvem kan have noget imod engang imellem at blive kigget lidt efter i sømmene. Det er da kun sundt med et serviceeftersyn eller hvad vi nu skal kalde det. Sådan er det også i alle andre organisationer og i det private erhvervsliv. Jeg hører, at vi har haft noget, der hedder noget i retning af Human House til at undersøge forskellige ting, men hvem er det så, man spørger i de forskellige lag. Jeg har også hørt om MUS-samtaler, hvor man ikke må være anonym i spørgeskemaundersøgelser, og så kommer der altså ikke ret meget ud af det. Så tror jeg det handler om, at nogle i ledelseslaget har brug for et alibi. Værst var det dog at lytte til, at der åbenbart har været situationer, hvor der har været tilsyn ude fra eller politikere på besøg, så har det været nogle bestemte mennesker, der er blevet bedt om at være på job den pågældende dag. Det ser ud til at være rigtigt, men jeg tænker, hvad er det vi bestiller og hvordan bliver det arrangeret. Det kan også være grund til min nervøsitet denne gang, at vi ender med noget, der intet er værd.«

Er der for megen vasken hænder?

»Ja, og det tror jeg er en del af svaret på, at Norddjurs Kommune har udviklet sig til en arbejdsplads, som mange ikke finder attraktiv at søge. Og at vi ofte kan få folk ansat, som kan starte med det samme. Det er der måske en grund til, og så tænker jeg, om det så er den rette person, vi ansætter.

Som politiker og som viceborgmester, ser du så din opgave som både at være beskytter for de ansatte og borgernes repræsentant?

»Lige præcis. Det er den balance, som er svær at finde nogle gange.«

Hvad prioriteter du højest?

»Jeg prioriterer begge roller lige højt, men udgangspunktet må være den enkelte borger. For det er dem, der skal have en service leveret fra kommunen. Det kræver så kompetente og dygtige medarbejdere. Men uden borgerne er der ikke brug for alle os andre. Og det er også en del af den nye undersøgelse at se på, hvordan vores tilgang til borgerne er. I har selv beskrevet uheldige episoder i avisen, som man tror er løgn, når man læser om det.

Svært at sige undskyld

Hvorfor siger man ikke nogle gange bare undskyld?

»Det er åbenbart et svært ord at bruge, Men vi kan alle sammen fejle og så skal man lægge sig fladt ned og erkende, at det ikke var godt nok. Og så undskylde for det. Det er da kun fair og kan gøre os klogere på noget i morgen, end vi er i dag. Det har altid været min tilgang til det. Hvis man ikke fejler engang imellem, så får man heller ikke præsteret.

Nu siger man jo, at der er politisk modenhed til at undersøge det sociale område. Hvad dækker det udtryk over?

»Det giver vel egentlig sig selv, tænker jeg. Nogen har jo tidligere stemt nej til en undersøgelse, og det gjorde Venstre også, men de er så åbenbart blevet mere modne. Men det handler også om at kunne tælle til 14 i en kommunalbestyrelse med 27 medlemmer. Og det kan man så på en anden måde i dag, end man kunne i den tidligere kommunalbestyrelse. Og det anderledes flertal skal bruges, for hvis man ikke gør det, kan det være ligegyldigt når valgperioden er slut. Efter næste valg, kan det være, at det hele ser anderledes ud.«

Hvad tænker du, når det bliver meldt ud i en pressemeddelelse om, at der er ”indstillet initiativer på socialområdet” og man skal meget langt ned i teksten og gennem hvad jeg vil kalde for varm luft for at finde ud af, at velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen bliver fyret?

»Det er fordi sådan en nyhed skal sælges positivt - uden at stikke for meget til gud. Men dem, der kender lidt til forhistorien kan jo godt lure, at det ikke kommer af ingenting. Man vil gerne udadtil undgå, at for mange dykker ned i det. Derfor ser jeg det også som min opgave at være åben omkring det. Og jeg håber da også, at I i den journalistiske verden kan se, at det er godt nok at kommunen udsender sådan en pressemeddelelse, men man kan ikke bruge den til ret meget, når det kommer til stykket. Heldigvis har de berørte medarbejdere fået en lidt længere forklaring, som også fortæller om andre organisatoriske ændringer, for der er også andre i systemet, der er sagt op på chefniveau.«

Efter valget i november var du jo ikke bleg for at sige, at du ikke var tryg ved, at nu sad der to af samme type og med samme cand. polit-uddannelse som borgmester og kommunaldirektør side om side på rådhuset?

»Nej - og den tryghed er ikke blevet styrket.«

Er du så tryg ved, at nu bliver der ryddet op. At Kasper Bjerregaard er den rette til at løse den opgave?

»Ja, det er jeg forstået på den måde, at det bliver os - de politiske kolleger, som skal have fat i ham. Vi kan godt fornemme, hvis det går i den forkerte retning og det administrative tager for meget over, så må vi sætte hælene i. Og det tror jeg, at han er klar over. Jeg vil stadig kalde tingene ved det rette navn. Der skal så absolut være forskel på politikere og embedsmænd og der skal være et armslængdeprincip.«

Hvordan synes du egentlig det er gået i de første måneder med borgerligt flertal?

»Det er gået som jeg havde tænkt - at det er sådan det bliver. Der er megen dans om den varme grød. Og jeg tror, at man vil se mange skiftende flertal undervejs. Jeg har selv prøvet at stemme sammen med andre end den blå blok, og det vil ske igen. Det var ellers aftalt, at der skulle skrives et fælles forståelsespapir blandt de borgerlige, men det er ikke sket. Det bliver spændende, når vi første gang skal skrue et budget sammen. Jeg tror det kommer til at afhænge om vi har en så god økonomi, som vi har set de sidste to år, Har vi det, så får vi det på plads. Men den dag, vi mangler penge, så vil jeg gerne se, hvordan det kommer til at foregå.«








Læs også

Annoncørbetalt indhold

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.