Mød ny konservativ folketingskandidat på Landbrugsmessen
Helt som forudset blev 53-årige Kristian Damsgaard, Rønde, valgt med akklamation som ny konservativ folketingskandidat i Djurskredsen på opstillingsmødet i Ryomgård mandag aften.
De konservative vælgerforeninger i Norddjurs og Syddjurs valgte mandag aften på et opstillingsmøde på det Gamle posthus i Ryomgård Kristian Damsgaard som ny folketingskandidat for Djursland.
Der var dukket 7-8 medlemmer op fra hver af de to vælgerforeninger, der har cirka 100 medlemmer at gøre godt med.
Kristian Damsgaard er 53 år, og han og familien er bosat i Rønde.
Til daglig arbejder han som kvalitetschef i Aarhus Lufthavn.
»De to konservative vælgerforeninger på Djursland vil sammen arbejde ihærdigt for at få Kristian Damsgaard valgt ind i Folketinget, hvor han i givet fald og i høj grad vil arbejde for Djurslands interesser,« lyder det fra Arne Holm-Hansen, formand for Konservative Norddjurs.
Kristian Damsgaard får sin debut som folketingskandidat på den konservative stand på Landbrugsmessen ved Gl. Estrup i dagene 28. - 29. maj.
Kampagneudvalg
Kristian Damsgaard har maks et år til at blive kørt i stilling.
Der skal være Folketingsvalg senest 4. juni 2023, men mon ikke statsminister Mette Frederiksen trykker på valgknappen inden da.
Det gør hun, når hun føler, at meningsmålingerne for alvor går hendes vej.
Et ja 1. juni 2022, når danskerne skal stemme om Forsvarsbeholdet, vil stive statsministeren af og forlene hende med en tro på, at hun kan blive genvalgt.
Derfor kan et efterårsvalg inden Folketingets åbning den første tirsdag i oktober være et godt bud på en valgdato.
Næste step for de lokale konservative på Djursland bliver at få nedsat et kampagneudvalg, der skal understøtte den nyvalgte folketingskandidat.
»Vi skal have nedsat kampagneudvalget, og så skal vi alle hjælpe Kristian til at komme rundt både på Djursland og på de sociale medier,« siger Tommy Bøgehøj, gruppeformand for Konservative Syddjurs i Syddjurs Byråd, og ham der ’opfandt’ Kristian Damsgaard til kommunalvalget i november 2021, hvor det dog ikke lykkedes at få Damsgaard valgt.
Kristian Damsgaard vil få nær støtte af Kasper Kolstrup Møller, byrådsmedlem og udvalgsformand i Syddjurs Byråd, til at brande sig på de sociale medier.
Kasper Kolstrup Møller formåede selv at levere varen netop på de sociale medier og i printmedierne, da han kom, så og sejrede ved kommunalvalget i 2021.