1. maj markeres atter i Grenaa
Efter coronapause skal de røde faner igen luftes - men ikke med et udendørs møde i Anlægget.

FH Djursland - det står for Fagbevægelsens Hovedorganisation og har erstattet LO-navnet - genoptager traditionen med fælles faglig 1. maj i Grenaa efter to års corona-nedlukning.
Fejringen af 1. maj er fagbevægelsens internationale kampdag, hvor der sættes fokus på vilkår og arbejdsforhold. Dagen markeres verden over med taler, aktioner og fællesskab, således også i Grenaa, hvor FH Djursland afholder fælles 1. maj fra klokken 9 i Dansk Metal Østjyllands lokaler i Nygade 6.
Selvom corona-restriktionerne nu er lempet, afholdes 1. maj lokalt i år som et begrænset, men komprimeret formiddagsarrangement hos Dansk Metal. Det er stadig planen at genoptage 1. maj fremadrettet i Anlægget ved Kulturhuset under en eller anden form.
Der vil i år være fælles morgenkaffe, levende musik ved Peer Serwin og Mike ”Smeden” Schmidt, samt fire 1. maj-talere. I år taler Joan Brøgger, formand FH Djursland, Lisbeth Bøwes, formand Djurs Lærerforening, Stefan de Meza Bergholdt, formand 3F Djursland, og Lars Møller, HK Østjylland.
Der opfordres til at møde op til et par hyggelige timer og mærke fællesskabets styrke.
Som en af talerne, det socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlem Lars Møller siger det: »Hvad vil du helst 1. maj? I haven eller til 1. maj-møde? Du kan nå begge dele i år. Taler, musik og hygge om formiddagen - og haven om eftermiddagen. Kom frisk.«