Gode fritidstilbud skal være trækplaster for tilflyttere

Allan Gjersbøl Jørgensen er ny formand for Kultur- og Fritidsudvalget, og han ser stort potentiale i kommunen.

Artiklens øverste billede
Allan Gjersbøl Jørgensen ser frem til at vende tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget.

Fra 2014-2018 var Socialdemokratiets Allan Gjersbøl Jørgensen medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune, og på vej ind i sin fjerde valgperiode i kommunalbestyrelsen er den 38-årige politiker begejstret for også at være på vej tilbage i udvalget. Denne gang endda som formand.

»Det er et af de områder, der interesserer mig allermest. Gennem den erfaring jeg allerede har fået fra udvalget, har jeg set, at kultur- og fritidstilbud er noget af det, der kan være med til at løfte os som kommune. Det er noget af det, der kigges efter, når man skal bosætte sig, så hvis vi tænker det ordentligt, kan området være med til at øge bosætningen, uden det behøver at koste så mange penge som andre prestigeprojekter,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.

Mange bække

Hvordan det præcis skal udmønte sig, vil den nye formand endnu ikke gå ind. Der er først og fremmest behov for at komme ud og tale med og lytte til de forskellige aktører og interessenter, som har noget på hjerte, fordi netop kultur- og fritidsområdet spænder enormt bredt fra store kulturinstitutioner som Gammel Estrup til behovet for en bålhytte ude i et landsbysamfund. Der er således også behov for at understøtte bredt, vurderer den kommende udvalgsformand.

»Jeg tror, at en af mine styrker er et blik for forskellighederne, og området er så spændende, fordi det både dækker over kulturen og små sportsgrene. Dem findes der masser af ildsjæle, som brænder for, og jeg tror på, at mange bække små kan være med til at gøre os endnu mere attraktive for tilflyttere, fordi de kan se, at i Norddjurs kan de få et aktivt kultur- og fritidsliv,« vurderer Allan Gjersbøl Jørgensen.

I Kultur- og Fritidsudvalget får Allan Gjersbøl Jørgensen Liberal Alliances Sebastian Rohde-Møller Grauert som næstformand.

Læs også

Del artiklen