Jan Petersen siger farvel: »Jeg har set rigeligt med politikere, der ikke forstod at nu var det slut«

Minister, eks-minister, tidligere forbundsformand, folketingskolleger, borgmestre og mange andre kvitterer for Jan Petersens indsats som borgmester for Norddjurs.

Artiklens øverste billede
Jan Petersen forlader efter 12 år borgmesterposten i Norddjurs til nytår. Foto: Joachim Ladefoged

Hvis man har været i tvivl om rigtigheden af, at den nu snart forhenværende borgmester i Norddjurs Kommune, socialdemokraten Jan Petersen, har og har haft et stort netværk, skal man blot se på hans Facebookprofil og se de mange kommentarer, som er afleveret til det, der bliver hans farvelhilsen.

Såvel en nuværende minister som Kaare Dybvad Bek og en tidligere som Jytte Andersen som tidligere forbundsformand i 3F, Poul Erik Skov Christensen, samt en stribe folketings- og borgmesterkolleger, skriver hilsener og takker for et godt samarbejde gennem årene.

»Stor tak for din enorme indsats gennem årene! - lyder det fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek - mens tidligere arbejds-, bolig- og ligestillingsminister Jytte Andersen skriver således: »En fornøjelse som arbejdsminister at have Jan som arbejdsmarkedspolitisk ordfører. Indsigtsfuld og konstruktiv og ikke mindst vigtig loyal.«

Mødes på Anholt

Jytte Andersen har i mange år haft sommerhus på Anholt - og hun skriver, at hun glæder sig til at møde Jan Petersen og hans familie på Kattegatøen til sommer.

Mange vil sikkert spørge, hvad så Jan? Tag dog en tur mere. Nej. Man skal trække en streg i sandet.

Jan Petersen

Fra fagforeningen 3F’s tidligere formand, Poul Erik Skov Christensen er der denne melding: »Du har altid været super skrap til at nørkle i ”maskinrummet” af lovgivningen, netop på grund af din grundighed og indsigt. Jeg har fuld respekt for din beslutning, der som altid er præget af rationelle vurderinger. Du har aldrig sat dig selv forrest, men har kæmpet dine kampe for de sager du har haft ansvaret for. Du har i den grad været en politiker i øjenhøjde med befolkningen, før det blev moderne.«

I skrivende stund har 156 mennesker været inde at kommentere - og det sker oven på en melding fra Jan Petersen, som fredag afslørede, at denne valgperiode bliver hans sidste som politiker. Han vil ikke være at finde på stemmesedlen ved næste kommunalvalg om fire år.

Jan Petersens farvel

Sådan lød det fra Jan Petersen fredag:

»Siden 1990 har jeg tjent borgerne på Djursland og de sidste 12 år især borgerne i Norddjurs Kommune.

Mine børn har aldrig oplevet andet end en far, der var politiker. Det har præget deres liv og identitet.

Siden 1974 har jeg været erklæret socialdemokrat og det er aldrig gået over. Det er jeg også de næste mange år og med fuld kraft, blot meget mere bagved og mit vigtigste projekt er nu, at Norddjurs Kommune kun har en blå borgmester i fire år.

Derfor starter vi nu et nyt politisk projekt, smider 12 års slid af os, sætter et nyt stærkt hold og gentænker vores politiske projekt for Norddjurs Kommune først. Vi vil at Norddjurs Kommune lykkes og grundlaget er skabt. Der er penge i kassen, budget 2022 er fyldt med grundlag for en ambitiøs grøn og bæredygtig udvikling, holdbare forbedringer i velfærden for børn, unge, ældre og borgere med handicap.

Mange vil sikkert spørge, hvad så Jan? Tag dog en tur mere.

Stregen skal trækkes

Nej. Man skal trække en streg i sandet. Jeg har set rigeligt med politikere, der ikke forstod at nu var det slut. Og der er masser af talent i Socialdemokratiet i Norddjurs Kommune. Mere først politik og et fornyet bud til borgerne i Norddjurs. Dernæst en en demokratisk proces, hvor vi sætter et nyt hold med erfaring og fornyelse. Vi er faktisk begyndt med den holdopstilling, som i dag er præsenteret for offentligheden.

Der kommer en ny spidskandidat, der kan gøre de kommende fire år til en parentes. Jeg glæder mig til at støtte den opgave, frigjort af politiske kæder og ansvar. Hvis I vil være med og ikke er medlem af Socialdemokratiets to partiforeninger, så kom frisk frem og meld jer ind. Det bliver rigtig spændende og der er plads til at du kan være med.

Tak til alle jer der har været med på hele min personlige rejse i det danske folkestyre. Det gælder ekstremt flittige og loyale frivillige blandt de socialdemokratiske medlemmer. Det gælder gode folkevalgte i kommunalbestyrelserne, amts- og regionsråd og folketinget. Mange dejlige personlige relationer og venner. Mange dygtige og engagerede. Nogle er her ikke længere, andre er aldrende, flere er fortsat aktive og de nye er altid spændende og udfordrende.

Men det gælder også de mange mennesker, som jeg har været i berøring med i alle årene, uanset om det var i en personlig sag med problemer, et spændende og vildt projekt, en festlig stund og en alvorlig situation.

Nye rejsemål venter

Rejsen er ikke slut. Der er nye rejsemål uden kædens tyngde. Socialt frivilligt arbejde uden jeg endnu vil afgøre hvad. Udviklingsprojekter, som kan flytte Norddjurs Kommune, som f.eks. Mosebrugscentret i Stenvad og Sydhavnen i Grenaa. Disse to vil være mine udadvendte prioriteringer samtidig med at jeg selvfølgelig vil passe mit arbejde i kommunalbestyrelsen uden at skulle lede mødet og få alle ender til at hænge sammen. Mere kan komme til.

Men nu skal jeg til København og besøge Albert. Han er mit første barnebarn og han skal opleve en bedstefar, som mine egne drenge oplevede/oplever deres bedstefædre. Nærværende og tilstede.«

Jan Petersen nåede 12 år som borgmester i Norddjurs. Før det repræsenterede han Djursland som folketingsmedlem i 17 år på Christiansborg.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen