Jan Petersen genopstiller ikke

Borgmester i Norddjurs til årsskiftet, Jan Petersen, vil ikke være at finde på stemmesedlen til næste kommunalvalg.

Artiklens øverste billede
Jan Petersen tændte fredag aften for sidste gang - med hjælp fra julemand og brandvæsen - det store juletræ på Torvet i Grenaa. Her fortalte han avisen, at han ikke genopstiller ved næste kommunalvalg om fire år. Foto: Søren Andersen

12 år blev det til som socialdemokratisk borgmester i Norddjurs Kommune for Jan Petersen.

Han vil ikke være at finde på stemmesedlen ved det næste kommunalvalg, som finder sted i november 2025.

Nyheden fortalte han avisen fredag aften i forbindelse med, at han for sidste gang optrådte sammen med julemanden, da Grenaa tændte julebelysningen - og hvor det er en tradition, at borgmesteren og julemanden i fællesskab stiger højt til vejrs på en brandstige og tænder lysene på det store juletræ, der er fældet i Katholm-skoven.

»Vi gennemfører nu det generationsskifte, som sikrer, at vi kan vinde det næste valg om fire år. Derfor træder jeg nu et skridt tilbage, og der er ingen grund til flere års usikkerhed om, hvorvidt jeg stiller op eller ej,« siger Jan Petersen, der er 63 år. Han vil bruge noget af sin tid på ulønnet bestyrelsesarbejde i Sydhavnen A/S og Stenvad Mosebrugscenter, hvor der begge steder efter hans opfattelse er spændende projekter, som han vil hjælpe videre.

Efter tirsdagens kommunalvalg er der nu blåt flertal i kommunalbestyrelsen i Norddjurs. Ny borgmester efter nytår bliver Kasper Bjerregaard fra Venstre.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen