Valgets store vinder forlod rådhuset som en skuffet mand

Konservative fordoblede sit mandattal, men fik alligevel ikke fingre i borgmesterposten.

Artiklens øverste billede
Benny Hammer (K) lagde ikke skjul på sin skuffelse over at have misset borgmesterposten, da de borgerlige partier ved 5-tiden i morges præsenterede en aftale, der i stedet gør Kasper Bjerregaard (tv.) til borgmester. Foto: Simon Carlson

Med en fremgang på 1378 stemmer, svarende til 7,3 procent, blev Konservative Folkeparti kommunalvalgets helt store vinder i Norddjurs i går.

Partiet fordobler dermed sit mandattal til fire mandater. Dermed blev Konservative Folkeparti det lokomotiv, der drev de borgerlige partier til valgsejren i nat.

Alligevel var det en meget skuffet spidskandidat Benny Hammer, der forlod rådhuset omkring klokken 5.30 i morges.

Benny Hammer har ikke lagt skjul på, at drømmen om at hænge borgmesterkæden om halsen længe har været hans helt store mål. I nat kom han tættere på den, end han nogensinde tidligere har været, men alligevel gled den ud af hænderne på ham.

Ambitionen om at skabe et nyt borgerligt flertal i Norddjurs Kommune kom til at veje tungere, og efter en lang nats forhandlinger gik Benny Hammer også med resten af den borgerlige fløj med til at pege på Kasper Bjerregaard som ny borgmester.

Benny Hammer selv bliver viceborgmester. En post han allerede har varetaget i indeværende valgperiode. Den skuffelse var tydelig hos den konservative valgvinder.

»Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er skuffet. Det synes jeg sådan set også, jeg skal være. Vi har hentet stemmer fra samtlige af de andre partier og været årsagen til, at vi står med et borgerligt flertal, fordi vi har flyttet stemmerne fra den røde side. Derfor er det jo helt naturligt at tænke, at vi skal gå efter borgmesterposten,« noterede Benny Hammer.

Når det alligevel ikke blev sådan, skyldtes det en forhåndsaftale blandt de borgerlige partier om, at man ikke måtte spilde chancen for at skabe det borgerlige flertal, hvis chancen opstod.

Den aftale lykkedes det altså at holde ved igennem natten, selv om det tilsyneladende holdt hårdt. Spørgsmålet er da også, om samarbejdet holder, når der allerede ved aftalens indgåelse er stor skuffelse hos det nu næststørste parti blandt de borgerlige.

»Vores primære projekt var at få skabt et borgerligt flertal, og det er også der, vi står nu, at så må vi også gøre det, der skal til, for at få det til at fungere,« konstaterede Benny Hammer.

De borgerlige partier afventer nemlig lige nu svaret på det sidste tilbud, de har leveret til Socialdemokratiet og SF om en bred konstituering. Det involverer to udvalgsformandsposter til Socialdemokratiet og en til SF.

Det tilbud er dog ikke noget Benny Hammer forventer sig det store af.

»Det er ikke noget, der er groet i min baghave, at vi skal sidde og vente på, om de vil tage imod et nyt tilbud. Det har de jo haft masser af muligheder for at tage imod i løbet af natten. Jeg har det sådan, at hvis man ikke slår til, så er man ude. Jeg har heller ikke de store forventninger om, at de tager imod tilbuddet, og det kan jeg sådan set godt forstå. Det giver dem bedre mulighed for at stå i opposition i stedet for at være låst i et samarbejde,« vurderede Benny Hammer.

De borgerlige partier mødes i dag klokken 15 for at arbejde på det videre forløb hen imod en konstitueringsaftale.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen