Corona-effekt: Djurslændinge pendlede for 40 mio. kr. mindre i 2020

Corona-situationen udfordrede manges arbejdsliv sidste år, og betød bl.a. væsentlig mindre transport til og fra arbejde. Skattestyrelsen har registreret et markant samlet fald i kørselsfradrag i 2020. Også på Djursland.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto.

Coronapandemien har haft mærkbare følger for danskernes liv og økonomi, og hverdagen så anderledes ud i 2020 for de fleste danskere. Mange blev hjemsendt fra deres arbejde, fik lønkompensation eller mistede jobbet. Pandemien fik derfor også stor betydning for skattebetalingen for borgerne i Midtjylland, viser tal fra Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har registreret et fald i det samlede kørselsfradrag fra 2019 til 2020 på 14 pct. svarende til 615 mio. kr. Kilde: Skattestyrelsen


Særligt befordringsfradraget, også kaldet kørselsfradraget, blev påvirket af de ændrede forhold.

Feltet for kørselsfradrag, som ca. 1,2 mio. danskere benytter hvert år, var således det mest ændrede felt på forskudsopgørelsen i 2020, hvor der blev lavet mere end 800.000 ændringer. Det er knap 119.000 flere ændringer i feltet end i 2019, svarende til en stigning på 18 procent.

Siden 2010 har det samlede årlige kørselsfradrag været støt stigende. Men fra 2019 til 2020 faldt det samlede kørselsfradrag fra knap 20 mia. kr. til knap 17 mia. kr., som en direkte konsekvens af pandemiens påvirkning af danskernes dagligdag.

»I Midtjylland har vi registreret et fald på 14 procent fra 2019 til 2020, hvilket svarer til ca. 615 mio. kr.,« forklarer underdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen og oplyser, at faldet svarer til, at det gennemsnitlige kørselsfradrag i Midtjylland faldt med ca. 2.000 kr. per pendler – fra ca. 16.700 kr. til ca. 14.700 kr.

I Midtjylland har vi registreret et fald på 14 procent fra 2019 til 2020, hvilket svarer til ca. 615 mio. kr.

Underdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen

Også effekt på Djursland

.I Midtjylland benyttede ca. 271.000 borgere sig af befordringsfradraget i 2019 mod ca. 266.000 borgere i 2020.

Fordelt på kommuner var faldet af befordringsfradrag målt i procenter størst i Aarhus og Horsens, hvor det samlede fald er på ca. 18 procent i begge kommuner - svarende til ca. 166 mio. kr., i Aarhus og 64 mio. kr. i Horsens.

Det samlede fald i Syddjurs er på cirka 25 mio. kr., svarende til 13 procent. I Norddjurs var faldet på cirka 15 mio. kr. svarende til 10 procent.

Tjek forskudsopgørelsen

En borger er berettiget til kørselsfradrag, hvis vedkommende har mere end 12 kilometer til arbejde. Skattestyrelsen opfordrer derfor borgerne i Midtjylland, som igen pendler til og fra arbejde, til at være opmærksomme på at få tjekket kørselsfradraget i den kommende forskudsopgørelse for 2022.

»I takt med at flere og flere danskere igen pendler til og fra arbejde eller måske har fået nyt job eller skiftet arbejde, opfordrer vi til, at man giver feltet for kørselsfradrag opmærksomhed i den kommende forskudsopgørelse,« udtaler Jan Møller Mikkelsen.

Forskudsopgørelsen åbner den 18. november 2021. Her får borgerne mulighed for at tilgå og tilrette deres forskudsopgørelse for 2022.

Vil man være sikker på at betale den korrekte skat allerede fra starten af året, anbefaler Skattestyrelsen, at man retter sin forskudsopgørelse senest 10. januar 2022, hvis man er bagudlønnet.

Kørselsfradraget udbetales ikke, men indregnes i din årsopgørelse. Fradragets værdi er ca. 26procent, så hvis dit kørselsfradrag er 1.000 kr., sparer du ca. 260 kr. i skat.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen