Mette Frederiksen blandt politiske kampfæller i svingkommunen Syddjurs

50 minutter var, hvad det kunne blive til, da landets statsminister besøgte A-huset i Rønde for at indgyde ny selvtillid til sine lokale partifæller før den store eksamen på tirsdag.

Artiklens øverste billede
Lokalformand Søren K. Lauridsen og borgmesterkandidat Michael Steger Jensen bød statsministeren velkommen i A-.Huset i Rønde. Alle fotos: Lars Norman Thomsen

Når en statsminister kommer besøg, bliver det helt store sceneri rullet ud. Det fik vi at se, da statsminister Mette Frederiksen på sin Tour de Jylland med besøg i seks kommuner stemplede ind i Rønde i A-huset fredag klokken 9.25 skarp.

Molly Thomsen, livslang socialdemokrat på 88, stillede spørgsmål til en opmærksom statsminister.

Hendes besøg hos sine socialdemokratiske kampfæller i Syddjurs, der skal til eksamen på tirsdag, var selvfølgelig udelukkende for at give et boost til borgmesterkandidat Michael Stegger Jensen & co.

Syddjurs er en såkaldt politisk svingkommune, hvor kampen om borgmesterposten er hård. Det er ikke sådan lige til at forudse, hvem der skal afløse Ole Bollesen de næste fire år.

Det ved de alt om hos Socialdemokraterne på Christiansborg, og derfor gik vejen ikke videre til Norddjurs, fordi Socialdemokratiet vurderer, at Jan Petersen her sidder sikkert i sadlen - også de næste fire år.

SÆ-udvalgsformand Jan Fischer bad på så inderligt statsministeren om at åbne lidt mere for de økonomiske sluser til kommunerne - uden held.

Kontrol, kontrol og kontrol

Statsministeren kom naturligvis ikke kørende i egen bil, men i en farvestrålende bus, hvor der på alle fire sider ikke var sparet på virkemidlerne og fortællingen om en glad statsminister - mens en række ’lortesager’, som ikke just pynter i de seneste meningsmålinger, var godt gemt af vejen.

Bussen var denne gang ikke længere end Langeland, men den var fyldt godt op med alle mulige ansatte fra statsministerens bagland, sekretærer, pressemedarbejdere og unge kvinder og herrer med særlige opgaver, de fleste med rod i DSU.

Statsministeren havde også sin søn Magne med i sit følge. Han går til daglig i 9. klasse.


Lokalformand Søren K. Lauridsen er i spidsen for Socialdemokratiets forhandlingsudvalg på valgnatten på tirsdag, men det var ikke lige det, han talte med Mette Frederiksen om, da hun steg ud af bussen.

Inden bussen trillede ned ad den smalle vej fra Røndes Hovedgade til A-huset, havde en politibil rekognosceret flittigt på de omkringliggende veje, mens diskrete og veltrænede PET folk i stramtsiddende jakker med en skyder i inderlommen og med synlige øresnegle havde tjekket huset for mærkelige poser og genstande og ikke inviterede gæster. Indendørs var mange fremmødte socialdemokrater samlet til kaffe, morgenmad og sigtekorn.

Sådan er det blevet i demokratierne. De Åbne Samfund, som professor emeritus Erling Bjøl, kaldte de vestlige demokratier i en bog om verden efter 1945, er ikke længere så åbne, men det er fortsat muligt at få en statsminister på besøg en fredag formiddag i den bedste sendetid - trods alt.

Alt for megen tid går med at skulle kontrollere og dokumentere

Statsminister Mette Frederiksen

Mindre kontrol

I betragtning af, hvor kontrolleret et statsministerbesøg er - intet er overladt til tilfældighederne, og regnearket, der regner det hele ud på sekundet, er toptunet - så var det paradoksalt næsten, at Mette Frederiksen i sit korte indlæg om ældrepleje talte varmt for at frisætte medarbejderne på gulvet til mere tid sammen med de ældre borgere på plejecentre, i ældreboliger m.m.

»Alt for megen tid går med at skulle kontrollere og dokumentere,« lød det fra statsministeren, der refererede til en snak hun havde haft med en leder af et plejecenter et andet sted i landet.

»Hvor meget tid, tror I, han vurderede, at hans medarbejdere brugte på at dokumentere,« spurgte statsministeren henvendt til forsamlingen.

»Halvdelen,« lød det fra en tilhører.

«Nej, dog ikke, men en tredjedel. Det synes jeg, er alt for meget, og det bør vi få lavet om.«

SÆ-udvalgsformand Jan Fischer roste statsministeren for, at regeringen havde få gennemført en udligningsreform.

»Men Mette, hvad hjælper det, at den giver en kommune som Syddjurs flere penge i kassen, men penge som vi ikke må bruge på bedre service til vores borgere, fordi vi så rammer serviceloftet, som du og regeringen har været med til at aftale med kommunerne,« spurgte Fischer.

En statsminister med smilet på hilser på borgmesterkandidat Michael Stegger Jensen


Svaret fra Mette Frederiksen var det ventede, at kommunerne er en del af finanspolitikken i Danmark, og derfor kan en regering, som vil føre det, der på politikersprog kaldes ’en ansvarlig økonomisk politik’, ikke bare ukritisk sige til kommunerne »bare brug løs»

»Der skal være en balance mellem den private og den offentlige sektor. Det er den private sektor som leverer den økonomi, som gør, at vi kan opretholde en offentlig sektor på et vist niveau og yde en ordentlig service til vores borgere. Derfor kan det ikke nytte, at vi ansætter flere i den offentlige sektor i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft. Det vil svække vores private sektor, og det vil ikke være ansvarlig økonomisk politik.«

Efter 50 minutter var det slut. Statsministeren forlod lokalet med sit følge. Udendørs var der tid til et par spørgsmål og give fotograferne gode skudvinkler.

Sådan ankommer en statsminister anno 2021 til Rønde.

Billeder til familiealbummet med statsministeren og de lokale socialdemokrater blev der også tid til, før bussen drog videre mod Skive, Aalborg, Hobro og Randers.

I Rønde var hun i blandt politiske støtter, og det nød hun af hjertet. Det kunne hun ikke skjule efter det korte besøg i en svingkommune.

Mon hun kan tage knoglen tirsdag og ønske Socialdemokratiet tillykke med et godt valg? På grund af Statsministereffekten?

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen