Radikale Venstre vil være kommunalbestyrelsens navigatør

Spidskandidat vil have de radikale til at spille en rolle for første gang i Norddjurs Kommunes historie. Og det skal gerne være en stor rolle.

Artiklens øverste billede
61-årige Ole Svit er bestyrelsesformand for Game Hub i Grenaa. Det er netop en af de iværksætter-miljøer, som den radikale spidskandidat mener, at Norddjurs skal være endnu bedre til at støtte op om. Foto: Simon Carlson

Radikale Venstre har ikke nogen storslået politisk historie i Norddjurs Kommune. Siden kommunen blev dannet for 16 år siden er det ikke lykkedes for partiet at blive repræsenteret i kommunalbestyrelsen.

Vi skal ikke længere tilbage end et halvt års tid, før Radikale Venstres spidskandidat Ole Svit heller ikke havde overvejet at få sig en historik som politiker, men i sommer opstod tanken. Nu kunne det være nok.

»Jeg synes simpelthen, der mangler visioner i Norddjurs,« siger Ole Svit.

Men hvilke visioner er det så den tidligere direktør og nuværende direktør i Business Djursland mener, der mangler i den nordlige del af Djursland?

»Helt konkret er det en samlet plan for kommunen. Jeg synes, at vi længe har har kørt med en zig zag-kurs, hvor der bliver lavet små stik uden sammenhæng. Som jeg ser det, sker det, fordi vi ikke udvælger os nogle af de ting, vi er gode til og sørge for at blive endnu bedre til dem,« siger Ole Svit.

Indhold i skolerne

Radikale Venstre har allerede lanceret idéen om et Erhvervs- og Innovationsudvalg, som i højere grad end nu skal fokusere på for eksempel turismen som et styrkeområde for kommunen og ikke mindst en væsentlig del af det lokale erhvervsliv. I dag hører turismen under Kultur- og Fritidsudvalget.

Den tidligere uddannelsesdirektør mener dog også, at der mangler fokus på de fundamenter, som Norddjurs skal bygge på i fremtiden; nemlig børnene og deres skolegang og senere uddannelse.

»Igennem mange år har der kun været fokus på, hvilke skoler, der skulle lukkes. Man har ikke tænkt indhold i skolen. Vi skal simpelthen have flere ting ind i skolen, der giver mening for både elever og lærere. Det får vi ved at giver skolerne og dermed lærerne frihed til at organisere sig selv, så de får hverdagen til at give mening. Lige nu taber vi mange elever allerede i indskolingen, og det er ikke sådan, jeg forestiller mig folkeskolen. Den skal omfavne og inkludere,« mener Ole Svit, som desuden ser et uudnyttet potentiale i at knytter erhvervslivet tættere sammen med skolerne for at sætte mere fokus på den teoretiske undervisnings praktiske sammenhæng.

10. klasse i vest?

For at nå nærmere dertil skal skolen i visse tilfælde også tættere på. Sådan rent fysisk. Ole Svit ser således gerne en overbygning i Allingåbro, så eleverne fra både Ørsted og Allingåbro ikke allerede i 7. klasse skal til at tage turen til Auning for at komme i skole.

Samtidig vil den radikale spidskandidat have et 10. klassestilbud den vestlige ende af Norddjurs Kommune; nærmere bestemt i Auning.

Det var ellers ikke tilfældet da, Ole Svit var direktør på Viden Djurs. Her anbefalede han i 2019 at nedlægge den daværende EUD10 i Auning for i stedet at flytte eleverne til Grenaa.

Årsagen var, at elevantallet faldt til 14 elever, og der var således ikke grobund for et ordentligt pædagogisk miljø. Det betyder dog ikke, at man ikke kan lave en anden løsning i dag, mener Ole Svit.

»Jeg mener, at grænsen for et fornuftigt pædagogisk miljø ligger omkring 25 elever. Der er omkring 80 elever i 9. klasse på Auning Skole, og jeg tror bestemt, at der er 25-30 af dem, der kan have interesse i at gå i 10. klasse. Da Viden Djurs havde EUD10 oplevede vi ikke så stor opbakning fra skolen. Det tror jeg, man får, hvis det er skolen og kommunen selv, der driver det. På den måde fastholder man et kendt pædagogisk miljø, hvor man før skulle bevæge sig over i et andet,« noterer Ole Svit, som dermed ser klare fordele ved, at eleverne bliver længere i lokalområdet.

»Det bedre for de unge, at de ikke skal rejsen hele vejen til Grenaa hver dag. Det ødelægger fritidslivet med de lange rejsetider, og det går ud over muligheden for at få fritidsjob. Derfor ved jeg også, at der at der er lokal opbakning fra erhvervslivet, for de vil gerne have de unge,« siger Ole Svit.

Holder kursen

Ole Svit er ikke som udgangspunkt selv i spil som borgmester. På meget radikal vis vil han heller ikke endnu pege direkte på, hvem han gerne ser hænge borgmesterkæden om halsen.

Hvis Radikale Venstre endelig lykkes med at blive valgt ind bliver den store rolle at sørge for, at der kommer visioner på bordet, og at kursen imod dem holdes, mener Ole Svit.

»Vores rolle bliver at være dem, der holder den valgte borgmester og resten af kommunalbestyrelsen i udviklingssporet. Jeg har meget stor respekt for dem, der stiller op som borgmesterkandidat, men jeg ser ingen af dem, der har den store plan for Norddjurs Kommune. Vi mangler stadig at få lavet mål for, hvordan vi bliver både økonomisk og socialt bæredygtige, og det er ikke en sund kommune at være i. Det skal vi have lavet om,« fastslår Ole Svit.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen