Beskyldninger om sexchikane: Christian Haubuf trækker sit kandidatur til KV21

Socialdemokratiets Christian Haubuf trækker sit kandidatur og stopper sit politiske engagement øjeblikkeligt efter beskyldninger om seksuelt krænkende adfærd på sin tidligere arbejdsplads, Margrethebørnehaven i Pindstrup, hvor han stoppede som leder i november 2017.

Artiklens øverste billede
Beskyldninger om seksuelt krænkende adfærd får nu Socialdemokratiets Christian Haubuf til at trække sig fra lokalpolitik - herunder sit kandidatur til KV21. Han har været med i Byrådet siden 2013. Ved det seneste valg fik han 316 personlige stemmer. Pressefoto

»Jeg har i dag valgt at trække mit kandidatur til kommunalvalget i november 2021,« skriver Socialdemokratiets Christian Haubuf i en kortfattet pressemeddelelse til Adresseavisen.

»Det har jeg gjort grundet anklager om (seksuelt) krænkende adfærd. Denne sag vil jeg nu med bistand fra en advokat have undersøgt helt til bunds. Jeg vil gå efter at få renset mit navn,« lyder det videre i pressemeddelelsen.

Det har jeg gjort grundet anklager om (seksuelt) krænkende adfærd.

Christian Haubuf

På Facebook har der i den seneste tid været forskellige antydninger af, at en sag var undervejs. Bl.a. et videoindslag, hvor Christian Haubuf bliver spurgt til, om han har nogle kommentarer, før han skal til et møde - uden, at det bliver defineret yderligere, hvad det er, han skal kommentere.

»Jeg har ikke yderligere kommentarer at knytte til min pressemeddelelse. Min gruppeformand i Byrådet, Michael Stegger Jensen, har jeg orienteret om min beslutning. Ligesom min partiforening i Ebeltoft er orienteret. Nu må sagen gå sin gang,« siger Christian Haubuf, som afviser anklagerne om seksuelt krænkende adfærd.

I den socialdemokratiske partiforening i Ebeltoft er han bestyrelsesformand, men det stopper han med, og der bliver nu indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling for at finde en afløser.

»Jeg skulle alligevel stoppe til generalforsamlingen i februar. Det var bestyrelsen orienteret om,« siger Christian Haubuf, der fylder 71 den 8. december.

Næsten 34 år som leder

Christian Haubuf nåede at være leder af den integrerede institution Margrethebørnehaven i næsten 34 år, før han stoppede i november 2017.

Under strategen Haubufs domæne blev Margrethebørnehavens position som integreret institution befæstet yderligere efter, at den i 1983 var overgået til at blive kommunal hjemhørende under Midtdjurs Kommune. Der blev kort tid efter også etableret vuggestue.

I dag hedder Margrethebørnehaven Pindstrup Børnehus og er en del del af organisationen i Syddjurs Kommunes specialskole, Pindstrupskolen.

Navneskiftet til Pindstrup Børnehus skete i forbindelse med overgangen til fællesledelse med Pindstrupskolen, pr. 1. august 2018.

Beskyldningerne om seksuelt krænkende adfærd mod Christian Haubuf hidrører altså fra hans periode i næsten 34 år som leder i Pindstrup.

Byrådet orienteret

Adresseavisen erfarer, at der har været travlhed på ledelsesgangen hos Syddjurs Kommune den seneste tid for at få afdækket, hvad der er op og ned i sagen.

Da der er tale om en personalesag, er det svært at slå et ord af hverken kommunaldirektør Rasmus Møller eller borgmester Ole Bollesen, som er formand for kommunens personaleudvalg, Økonomiudvalget. Udvalget skal sikre, at der bliver taget hånd om de medarbejdere i Margrethebørnehaven, der måtte have følt sig seksuelt krænket. Da Christian Haubuf stoppede i Margrethebørnehaven for fire år siden, er han ikke længere ansat ved Syddjurs Kommune og som sådan ikke en del af det HR-arbejde som pågår.

Adresseavisen erfarer ligeledes, at det samlede Byråd var indkaldt ekstraordinært fredag for at få en orientering om sagen.

Bliver ikke slettet

Christian Haubuf kan ikke nå at få sit navn slettet fra stemmesedlen, så det er muligt at stemme på ham ved kommunalvalget 16. november.

Hvis det skulle ske, at han bliver valgt ind i det nye byråd, vil han anmode om at måtte udtræde fluks. Det vil i så fald ske på det første byrådsmøde i januar 2022.

Situationen er fuldstændig lig den ved det seneste kommunalvalg i 2017, hvor historierne om Per Zeidler eskalerede.

Her opstillede Zeidler på Socialliberal Borgerliste, men han havde forlods tilkendegivet, at han trak listen - dengang var det også for sent, fordi stemmesedlen var låst fast.

Socialliberal Borgerliste fik 15 stemmer.

Opdateres...


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen