Radikalt hold klart til kommunalvalget

Seks er på listen for Liste B, når der skal stemmes 16. november.

Artiklens øverste billede
Det radikale hold til kommunalvalget i Norddjurs er fra venstre Jørn Juul Sørensen, Malene Lange Kristiansen, Ole Svit, Allan Holtegaard Andersen, Else Brask og Jacob Hørlyk. Pressebillede

Radikale Venstre har hidtil haft svært ved at finde fodfæste på kommunalpolitikken i Norddjurs, hvor partiet endnu ikke har været repræsenteret i kommunalbestyrelsen. Helt modsat i nabokommunen i syd, hvor de radikale siden etableringen af kommunen har haft sæde i byrådet i Syddjurs.

Men når der skal stemmes til kommunalvalget tirsdag 16. november, er der seks radikale kandidater på stemmesedlen. Alle fra den østlige del af Norddjurs Kommune.

Vi har tidligere i avisen fortalt, at partiet stiller med den tidligere direktør for Viden Djurs, Ole Svit, som spidskandidat. Han er nu selvstændig og direktør i Business Djursland.

De fem, som står under ham på stemmesedlen, er Jørn Juul Sørensen, som var spidskandidat ved valget i 2017, hvor også hans hustru, Else Brask, var opstillet og hun forsøger sig igen ved dette valg - samt tre debutanter, Malene Lange Kristiansen, Allan Holtegaard Andersen og Jacob Hørlyk.

De radikale går til valg med dette tilbud til vælgerne: »Vi kan og vil gøre en forskel de næste fire år. Med udgangspunkt i nytænkning, samarbejde og handling går Radikale Venstre ind i valgkampen med nye, friske kræfter. Vi vil tænke nyt. Vi vil lytte til borgere og virksomheder. Vi vil handle. Klimaet er nødt til at have vores første prioritet. Der skal laves en Klimahandleplan NU der sikrer en CO2 neutral kommune i 2030. Vi vil have at der oprettes et Klimaudvalg. Skolen skal have friere rammer. Dannelse og trivsel og læring skal fremmes. Mistrivsel blandt børn og unge skal bekæmpes. Vi vil skabe miljøer hvor børn ses, lærer, trives, deltager og tør livet. Vi skal have en klar erhvervsstrategi og understøtte grønne og innovative virksomheder. Innovation, iværksætteri og bæredygtighed skal fremmes med et nyoprettet sekretariat.«

Listen skal håbe på at opleve en noget større succes i valglokalerne denne gang. Ved 2017-valget fik radikale 231 stemmer, som langt fra er nok til at sikre en plads i kommunalbestyrelsen. Det kræver en tredobling af stemmetallet at nå dette mål.


Læs også

Del artiklen