Ældreråd: Vi er meget bekymrede for budgettet i Norddjurs

Trods masser af kroner i kommunekassen er serviceniveauet på ældreområdet stadig ikke oppe i omdrejninger.

Artiklens øverste billede
Ældrerådet i Norddjurs Kommune ser stadig med bekymrede øjne på servicen til de ældre. Arkivfoto

De 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs er enige om fordelingen af kommunens økonomi til næste år.

Efter trange år er der da også blevet råd til at begynde at give tilbage til nogle af de områder, som blev hårdt ramt under besparelserne i 2018 og 2019. Til folkeskolerne, daginstitutionerne og den lokale infrastruktur er der blandt andet afsat anseelige millionbeløb over de næste år.

På ældreområdet er der også afsat penge. 3,5 millioner kroner er prioriteret til blandt andet rengøringen på plejehjemmene, som igen skal op på en rengøringsstandard hver 14. dag hos beboerne.

3,5 millioner er ikke ret mange penge, og vi mener altså ikke, at man kan opnå en værdig ældrepleje, når det er så skrabet.

Ingeborg Kyed Pedersen, formand for Ældrerådet i Norddjurs Kommune

Den pulje penge hilses da også velkommen af Ældrerådet i Norddjurs Kommune. Det er bare langt fra nok til at sikre en værdig ældrepleje. Det mener formanden for Ældrerådet Ingeborg Kyed Pedersen.

»Vi er stadig meget bekymrede over kommunens budget. Vi blev udsat for så store besparelser i både 2018 og 2019. Nogle af pengene er kommet tilbage, men vi er jo slet ikke oppe på niveau endnu. 3,5 millioner er ikke ret mange penge, og vi mener altså ikke, at man kan opnå en værdig ældrepleje, når det er så skrabet,« siger Ingeborg Kyed Pedersen.

Mere personale

Hun hæfter sig blandt andet ved, at netop rengøringen hver 14. dag først nu er ved at vende tilbage, og det samme er gældende for klippekortordningen, som blev fjernet sidste år.

Ældrerådsformanden er derfor uforstående over for, at der ikke har været mere rum til at prioritere normeringen på plejecentrene og i hjemmeplejen højere.

»Der er store udfordringer med det arbejdspres, som ligger på på plejepersonalet, og det kommer jo blandt andet fra de besparelser, kommunen tidligere har lavet. Vi ser det blandt andet, når borgere bliver udskrevet fra hospitalet og har behov for mere kompleks pleje, så går tiden meget hurtigt fra andre borgere, som også har brug for hjælp,« konstaterer Ingeborg Kyed Pedersen og efterspørger flere ansatte i plejesektoren.

»Det er nødvendigt, at der sættes flere penge af til at rekruttere og uddanne personale, for der er så meget, der skal dokumenteres hele tiden, og det er altså ikke det samme, hvis man bare henter folk ind fra gaden. Vi ser også, der er store udskiftninger i de hjemmehjælpere, der kommer hos den ældre borger. Det bevirker jo, at man ikke får skabt kontinuitet. Det skaber altså noget utryghed hos de ældre borgere, og det synes vi ikke, der er værdigt,« fastslår ældrerådsformanden.

På vej tilbage

I Voksen- og Plejeudvalget er udvalgsformand Lars Møller (S) enig med Ingeborg Kyed Pedersen i, at ældreområdet sagtens kan klare at få tilført yderligere penge. Han medgiver dog ikke, at kommunens service til de ældre ikke er i orden.

»Jeg er enig i, at vi ikke er helt tilbage på det niveau, vi var på før vi fik problemer med økonomien, så det er jo i orden og helt fair, at Ældrerådet markerer sig og siger, at de gerne ser, at der kommer flere penge. Jeg mener dog, at vi leverer en ordentlig service nu, og flere ting er på vej tilbage. Vi skal i udvalget, i dialog med ældreråd og medarbejdere, fordele 3,5 millioner kroner til normering og en million til sundhed. Rengøring er jo også normering så med cirka en ekstra million kroner til rengøringen er plejecentrene næsten i mål i forhold til det gamle niveau,« siger Lars Møller.

Bredere rammer

Selv hvis den politiske vilje skulle være der i forhold til at give flere penge til plejesektoren, når det endelig budget skal vedtages, så har lokalpolitikerne stadig en national spændetrøje på.

Servicerammen, som Kommunernes Landsforening hvert år indgår med regeringen, sætter således en grænse for, hvad den enkelte kommune må bruge på service i kommunen.

Det betyder, at selv om den norddjurske kommunekasse er ganske godt foret, kan kommunen ikke uden videre sende endnu flere millioner af sted til for eksempel ældreplejen.

Udvalgsformand Lars Møller håber dog på, at det i kommende forhandlinger kan lykkes for Norddjurs at udvide kommunens serviceramme.

»I de år hvor vi ikke selv kunne udfylde vores serviceramme på grund af besparelser, gav vi jo mulighed for, at andre kommuner kunne udvide deres. Nu skal vi i forhandling med andre kommuner for at se, om der nu kan blive plads til at udvide vores serviceramme. Og så skal vi se i høringsfasen, om der kan falde lidt ekstra af til området (voksen-plejeområdet, red.), hvad vil være fair,« siger Lars Møller.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen