Nu skal der ske store overhalinger på vejene i Norddjurs

Den lokale infrastruktur halter langt bagefter, viser nye erhvervsundersøgelser.

Artiklens øverste billede
Der er sat 10 millioner af til asfaltarbejde på de hårdt prøvede veje i Norddjurs. Arkivfoto: Klaus Holsting/Ritzau Foto

Vejene i Norddjurs Kommune skal have flere store overhalinger. Godt nok af den langsomme og sikre slags, for kommunens veje trænger mange steder til en gedigen istandsættelse.

Allerede sidste år var kommunalbestyrelsen enig om, at vejene skulle prioriteres mere, efter der igen er penge i kommunekassen. Det har politikerne fulgt op på i år.

I den budgetskitse for kommunens økonomi de næste tre år, som kommunalbestyrelsen blev enig om i forrige uge, er der blandt andet afsat 10 millioner kroner til asfaltbelægninger på kommunens veje, mens der også er sat fire millioner kroner af til vedligehold af broer og bygværker.

Scorer lavt

Der er tilsyneladende også behov for prioriteringen af den lokale infrastruktur, hvis man skal tro to nyligt offentliggjorte erhvervsundersøgelser.

Både Dansk Industri og SMVDanmark - brancheforeningen for små og mellemstore virksomheder - har undersøgt erhvervsvenligheden i alle landets kommuner, og selv om der er generel fremgang for Norddjurs Kommune i begge undersøgelser, så peger de også begge på, at infrastrukturen halter godt og grundigt.

Der er da også flere steder, hvor den lokale infrastruktur trænger til et løft, hvis man ehvervsmæssigt skal hænge på, mener formand for Miljø- og Teknikudvalget Jens Meilvang (LA).

»Den store årsag til, at vi scorer lavt på infastruktur er, at vi ligger langt fra motorvejen. Det kan vi ikke gøre for, men vi kan arbejde for, at hovedvejene bliver opgraderet og lægge pres på landspolitikerne for, at der for eksempel laves flere 2+1 veje, som der allerede er på vej på strækningen mod Aarhus,« siger Jens Meilvang og tilføjer:

»Men der er også mange af kommunens veje, der trænger til at blive repareret og asfalteret. Det begyndte vi allerede på sidste år med en stor pulje, og nu har vi igen afsat flere penge til det, end jeg har set før i Norddjurs-tiden,« noterer Jens Meilvang.

Politisk prioriteret

Kigger man på kommunens prioriteringsliste over asfaltarbejder, så rækker budgetskitsens 10 millioner afsatte kroner dog kun en tredjedel af vejen.

Samlet er der således udgifter for knap 32 millioner kroner til asfaltarbejde på kommunens veje.

Det tyder imidlertid på, at med en efterhånden sund økonomi i kommunen, så er det politiske fokus også begyndt at rette sig yderligere mod vejenes tilstand.

»Det havde været bedre, hvis der var afsat 15 millioner, men jeg er omvendt glad for, at det er mere end fem millioner. Det er jeg godt tilfreds med, at resten af kommunalbestyrelsen også kan se nu,« siger Jens Meilvang.

Mere flextrafik

Ud over vejenes generelle tilstand og afstanden til motorvejen, lægger undersøgelserne fra Dansk Industri og SMVDanmark også vægt på, hvordan den kollektive trafik i kommunerne fungerer.

Den har længe været problematisk i Norddjurs Kommune. Blandt andet hos studerende på ungdomsuddannelserne, som ikke bor i nærheden af kommunens større byer, og her er der fortsat en stor opgave, der skal løses med Region Midtjylland, som står for driften af den kollektive trafik, konstaterer Jens Meilvang.

»Vi har været efter regionen og sagt, at der kører for få busser i yderområderne, men her får vi at vide, at det gør der, fordi meget få kører med busserne. Det nytter selvfølgelig ikke, at der kører halvtommer busser rundt. Derfor vil vi have flere muligheder med flextrafikken, og det er blandt andet det, vi arbejder på nu,« lyder det fra Jens Meilvang.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen