Kommentar: Husk en passer og slå en cirkel til KV21

Artiklens øverste billede

En passer, en passernål og evnen til tegne cirkler med en radius på maks. fem kilometer bliver massivt afgørende ved kommunalvalget 16. november 2021.

Socialdemokratiet forstod lidt af budskabet ved valget i Syddjurs for fire år siden, og det sikrede både partiet stemmemæssig fremgang og borgmesterstolen.

Socialdemokratiets Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek får smæk i disse dage i landsdækkende medier og på digitale platforme..

Kaare Dybvad Bek har gjort sig grundigt upopulær med et interview i Berlingske Tidende, hvor han bider efter ’89’erne’ - generationen af liberale, der mente, at den vestlige verdens værdier - individualisme, repræsentativt demokrati og markedsøkonomi - havde sejret med Murens fald i 1989 og opløsningen i Østeuropa.

»Jeg så i avisen at historien er slut/alle tanker er tænkt, også dem der var forbudt/den vestlige verden har sejret sig ihjel/på ideen om at alle skal klare sig selv/Selv russerne er gået ned med flaget/lige der hvor Stalin ligger begravet/det er et spørgsmål om tid, ja det er lige før/den tredie verden står og banker på din dø,.« som TV2 forsanger Steffen Brandt rammende beskrev det i sangen »Historien er slut« fra pladen »Vi Bli’r Alligevel Aldrig Voksne« fra 1990.

Kaare Dybvad Beks tanker er konservative i den forstand, at de rækker bagud i historien til hans forgængere i Socialdemokratiet, samfundskonstruktørerne kaldet, som i kølvandet på 2. verdenskrig havde opgivet at styre kapitalismen, men troede det muligt med ingeniørkunst at kunne tøjle og styre den.

Hvad har det med kommunalvalget i Syddjurs 16. november at gøre?

Ministeren har ret i, at langt fra alle borgere er indrulleret i den såkaldt kreative, liberale klasse med alle de rigtige meninger og holdninger.

Det gælder helt ned på mikroplanet til en vækstkommune som Syddjurs med flere sorte pletter, hvor udviklingen er gået i stå trods markedsøkonomiens velsignelser.

Herude i landdistrikterne ligger der et vælgermæssigt potentiale, som råber på at blive hørt. Der vanker et mandat eller to til de partier, som formår at tale ind i den virkelighed som er landdistrikternes. Det kræver kun en passer og en cirkel med en radius på maks 5 kilometer.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen