Meilvang sidder på hjul af partiformand Vanopslagh

Formand for Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs, Jens Meilvang, blev Grundlovsdag valgt til at indtage placering nummer 2 på Liberal Alliances liste i Østjylland målrettet næste folketingsvalg.

Artiklens øverste billede
Partiformand Alex Vanopslagh (tv.) og udvalgsformand i Norddjurs, Jens Meilvang, skal sørge for, at Liberal Alliance får to folketingskandidater i Østjylland ved næste folketingsvalg. Pressefoto

Grundlovsdag i en solbeskinnet Skanderborg Bypark var Liberal Alliances partiformand, unge Alex Vanopslagh, indforskrevet til at holde Grundlovstale.

- meget glad og stolt

Jens Meilvang

Med på tilhørerrækkerne var Jens Meilvang, formand for Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs, og han kunne køre glad hjem til Auning.

Liberal Alliance kombinerede årsdagen for det spirende danske demokratis fødsel med et opstillingsmøde. med henblik på næste folketingsvalg.

Meilvangs ambition var at blive nummer to på kandidatlisten i Østjylland efter Alex Vanopslagh, og det lykkedes.

»Er netop blevet valgt som nr. 2 på listen (efter Alex Vanopslagh) som folketingskandidat i Østjylland til næste folketingsvalg - meget glad og stolt,« skriver Jens Meilvang på sin Facebook-profil.

Jens Meilvang fik ved Folketingsvalget i juni 2019 1.531 personlige stemmer, mens den daværende spidskandidat Ole Birk Olesen sikrede sit mandat med 2.020 personlige stemmer.

Sammenlagt fik Liberal Alliance 14.157 (2,9 procent) stemmer i Østjylland.

Partiet håber med Alex Vanopslagh som trækkraft at kunne hente to mandater i Østjylland.

Jens Meilvang, 40, har aldrig lagt skjul på, at hans store ambition er at komme blandt de 179 på Christiansborg.



Læs også

Del artiklen