Jens Meilvang klar til at følge i Alex Vanopslaghs fodspor

Grundlovsdag afgør Liberal Alliances medlemmer i Østjylland om formand for Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs, Jens Meilvang, får plads nummer 2 på partiets kandidatliste i Østjyllands Storkreds.

Artiklens øverste billede
Jens Meilvang håber, at næste folketingsvalg, der senest skal være afviklet 4. juni 2023, bliver der, hvor han sparker døren ind til Christiansborg. Foto: Lars Norman Thomsen

Ved næste folketingsvalg bliver det i Østjyllands Storkreds muligt at sætte kryds ved Liberal Alliances unge partiformand Alex Vanopslagh.

Han tager over efter tidligere Transport-, bygnings- og boligminister, 2016-2019, Ole Birk Olesen, som spidskandidat.

Birk Olesen har flyttet sine politiske talenter til Hovedstaden, hvor han er spidskandidat for Liberal Alliance ved Kommunalvalget 16. november.

Pladsen som nummer 2 i Østjylland håber formand for Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs, Jens Meilvang, bliver hans.

Det afgøres Grundlovsdag, hvor Liberal Alliance kombinerer årsdagen for det spirende danske demokratis fødsel med et opstillingsmøde.

Det foregår i Skanderborg.

»Jeg er klar på at opstille til Folketinget, som jeg gjorde det første gang ved valget 5. juni 2019, hvor jeg var uhyre tæt på at blive valgt« siger Jens Meilvang.

Han ved ikke, om der er andre kandidater, der barsler til plads nummer 2 på listen efter partiformand Vanopslagh, der kommer fra Struer, og i 2019 var opstillet i Vestjyllands Storkreds.

»Muligvis kan man bare på selve opstillingsmødet anmelde sit kandidatur. Det er jeg egentlig ikke klar over, men jeg har i hvert fald allerede meddelt vores bestyrelse i Østjylland, at jeg opstiller.«

To er målet

Alex Vanopslaghs skifte til Østjylland skal ikke mindst ses i lyset af, at Liberal Alliance, som med kun tre folketingsmedlemmer er næstmindst i Folketinget - kun Alternativet med heroisk kæmpende Torsten Gejl er med sit ene mandat mindre - har forventninger om, at Østjylland og København kan give partiet et stemmemæssigt boost.

Lykkedes det Meilvang at blive placeret i Alex Vanopslaghs fodspor, vil et kongevalg til partiformanden kunne opfylde Jens Meilvangs store ambition om at gøre sit indtog på Christiansborg. Det er strategien.

Jens Meilvang fik ved Folketingsvalget i juni 2019 1.531 personlige stemmer, mens Ole Birk Olesen sikrede sit mandat med 2.020 personlige stemmer.

Sammenlagt fik Liberal Alliance 14.157 (2,9 procent) stemmer i Østjylland.

Politik fylder så meget i min hverdag, at der ikke er tid til andet, og det har jeg det godt med.

Jens Meilvang

Ung mand på 40

Familiefaderen Jens Meilvang med kone og to små børn fyldte 40 i april. Han har sin unge alder til trods lang politisk erfaring.

Han, der bor i Auning, meldte sig ind i VU i en alder af 15 år og har siden været politisk aktiv.

Han blev valgt ind for Venstre i den sammenlagte Norddjurs Kommune efter Kommunalreformen i 2005 og blev genvalgt i 2009, hvor han blev tildelt posten som formand for miljø- og teknikudvalget. Den har han siddet godt og solidt på lige siden.

Også efter, at han i 2012 forlod Venstre og skiftede til Liberal Alliance. Allerede forud for kommunalvalget i 2009 forsøgte han at blive Venstres borgmesterkandidat efter tidligere Nørre Djurs borgmester Jens Peter Jellesen, men ved et kampvalg blev han slået af Hans Husum.

Jens Meilvang er uddannet statsautoriseret ejendomsmægler, men har i lang tid været fuldtidspolitiker.

»Politik fylder så meget i min hverdag, at der ikke er tid til andet, og det har jeg det godt med. Som udvalgsformand og kommunalbestyrelsesmedlem får jeg også en fin løn,« siger Jens Meilvang, som også i 2020 tillige kunne hæve 71.736 kroner (brutto) for at røgte formandsjobbet hos Reno Djurs I/S, affaldsselskabet som ejes af Norddjurs og Syddjurs Kommuner.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen