10 års prognose: Ny befolkningsfremskrivning placerer Syddjurs i top 20

Danmarks Statistiks nye befolkningsfremskrivning for perioden 2021-2031 viser, at der er udsigt til en pæn fremgang i antallet af indbyggere i Syddjurs

Artiklens øverste billede
Syddjurs øger befolkningstallet med næsten 3.500 indbyggere de næste ti år, ifølge den nyeste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik. Pressefoto

Nu er det muligt at få et fingerpeg om, hvor i landet der kommer flere borgere de kommende år, og hvor der kommer færre.

Ifølge Realkredit Danmark og ejendomsmæglerkæden Home har Corona-krisen øget usikkerheden om de regionale befolkningsfremskrivninger.

»Pandemien kan meget vel give anledning til, at flere vælger de store byer fra og dermed en mindre urbanisering end ellers over de kommende år – blandt andet som følge af eksempelvis øget brug af hjemmearbejde,« forudser boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

Det er Danmarks Statistik, der står bag en befolkningsfremskrivning, som er med til at illustrere de muligheder og udfordringer, som de enkelte kommuner kan stå over for.

For Syddjurs lyder prognosen på 3.294 (7,6 procent) flere indbyggere over de næste ti år. Derimod vil Norddjurs opleve en tilbagegang på 673 (minus 1,8 procent) indbyggere.

Kategorien 25-65 år

»Kategorien 25-65 år er ekstra interessant i forhold til vækstpotentialet, da det i en vis udstrækning afspejler kernearbejdsstyrken, og det er ligeledes også denne aldersgruppe, der typisk er betydende for efterspørgslen på ejerboligmarkedet,« forklarer Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig, der står bag analysen.

Norddjurs står ikke alene. For mere end halvdelen af landets kommuner er den nye befolkningsfremskrivning nemlig knapt så opmuntrende.

Således har 64 af landets kommuner udsigt til en negativ vækst i kernearbejdsstyrken (25-65 år) over de kommende ti år. Og en hel del kommuner i landdistrikterne har store udfordringer, hvis fremskrivningerne holder vand.

Prognosen forventer, at kernearbejdsstyrken skrumper I Norddjurs med 1.382 borgere (7,3 procent), mens den vokser med 615 borgere (2,9 procent) i Syddjurs.

Det placerer Syddjurs Kommune på en 16. plads på landsplan.

I det østjyske område (Business Region Aarhus) ligger Syddjurs på en femteplads, når det gælder befolkningsfremgang de næste ti år. Norddjurs nummer 12 og sidst med et fald i befolkningstallet, som den eneste kommune i Østjylland.

Men... husk det er en prognose med de statistiske usikkerheder, der er forbundet hermed.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen