Dannebrog skal op at hænge - men hvor?

De rød-hvide farver rykker ind til politikerne på Grenaa Rådhus - efter debat, der stak i lidt for mange retninger.

Artiklens øverste billede
Hvis Dannebrog er et symbol på sammenhold må det skuffe, når det ender med en 13-12 afgørelse - endog afgjort med to terningekast - om placeringen af en fane i rådssalen på Grenaa Rådhus. Foto: Claus Bonnerup, Ekstra Bladet

De rød-hvide farver kommer nu op at hænge i det, der kaldes rådssalen i Grenaa. Norddjurs Kommune har jo ved dannelsen vedtaget, at den ledes af en kommunalbestyrelse og ikke et byråd - som et tydeligt signal om, at Grenaa trods status som den største by ikke er hele kommunen.

Og snart kan de 27 lokale politikere, når de atter skal mødes fysisk i stedet for virtuelt, i salen finde Dannebrog.

Steen Jensen fra Dansk Folkeparti har andre steder set, at en sådan sag nok kan skabe debat om, hvem der har retten til det danske flag, og han var da også helt oppe på de høje nagler i begrundelsen for at stille forslaget: ”DF stiller forslag om at Dannebrog ophænges bag borgmesteren og forvaltningen, altså lige midt i bygningens væg imod nord. Begrundelsen er, at vi i byrådet repræsenterer Danmark i vores område, og aldrig glemmer vores danske sammenhængskraft. Og vores forfædres kamp for Danmark som et uafhængigt land, spejles i byrådssalen, som bevis for det danske demokrati.”

Det har været lidt forvirrende at finde ud af. Jeg er ikke altid klar over, hvad der er den vestvendte væg i rådssalen.

Steen Jensen, Dansk Folkeparti i kommunalbestyrelsen i Norddjurs

Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde i oktober, at forvaltningen skulle fremlægge forslag til hvorledes en fanemodel med Dannebrog kan indgå i rådssalen med respekt for rådssalens udtryk. Det resulterede til tirsdagens møde i, at politikerne skulle vælge mellem tre forslag. Og man gik ganske detaljeret til værks må man sige.

Tre forslag

Se bare her, hvordan de tre valgmuligheder blev præsenteret:

Et med Dannebrog på fanefod, med en fanedug str. 120x160 cm i uld, monteret med agraman og fanesøm på fanestangen. Fanestang på 300 cm i længden, delbar på midten med et messingbeslag, samt standard spyd i toppen. Der medfølger en faneknast i rød/hvid.

Og et andet med Dannebrog på væghængt faneholder, med en fanedug str. 120x160 cm i uld, monteret med agraman og fanesøm på fanestangen. Fanestang på 300 cm i længden, delbar på midten med et messingbeslag, samt standard spyd i toppen. Der medfølger en faneknast i rød/hvid.

Og den tredje mulighed var Dannebrog ophængt lodret fra enten væg eller loft, med en fanedug str. 120x160 cm i uld. Monteret på en rundstok diameter 35 mm, hvor der er følgende muligheder for montering: Vægmonteret i beslag af messing. Loftmonteret i læderstrop.

Uden borgmesteren

Borgmester Jan Petersen,(S) var fraværende under de første punkter på grund af hvad han senere beskrev som ”et privat ærinde” - og derfor var det viceborgmester Benny Hammer, (K), der havde ansvaret for at lede politikerne fra mødets start - og dermed også punktet om Dannebrogs placering.

Man fornemmede konstant, at politikerne gerne ville signalere enighed om at finde en plads til Dannebrog og benytte enhver mulighed for at undgå, at Steen Jensen kunne profilere sig på denne sag - underforstået, at Dansk Folkeparti absolut ikke har monopol på kærlighed til de rød-hvide farver.

»Jeg vil personligt se frem til, at vi får et Dannebrog at se i rådssalen,« sagde Benny Hammer, der kaldte indstillingerne fra økonomiudvalget for temmelig broget.

Steen Jensen ville gerne have præciseret forskellene på de tre modeller og deres placering.

»Det har været lidt forvirrende at finde ud af. Jeg er ikke altid klar over, hvad der er den vestvendte væg i rådssalen. Bare placeringen bliver bag borgmesteren, hvor det kan ses tydeligt er vi i DF tilfredse.«

Kærlighed til flaget

»Der er ganske få ting en socialist elsker højere end ægte røde faner. Det skulle da lige være Dannebrog. For mig symboliserer det tryghed, frihed og kærlighed - og det har vi brug for her. Så vi ser frem til at få Dannebrog op, ligesom vi ser frem til igen at kunne holde fysiske møder,« sagde SF’s Aleksander Myrhøj, der kaldte sagen en smagssag og ikke en politisk sag.

»Vi har i Socialdemokratiet ikke taget en fælles beslutning om det her. Det må hvert enkelt medlem selv afgøre. Vi har ikke gjort det her til politik, for det egner sagen sig ikke til,« sagde ordfører Tom Bytoft.

»Vi hilser det velkomment med Dannebrog i salen. Og foretrækker en lodret placering, da salen ikke er så stor og det kan være bøvlet at komme rundt,« sagde Venstres Kasper Bjerregaard.

S stillet frit

Benny Hammer havde brug for flere socialdemokratiske tilkendegivelser, fordi partiet stillede sine medlemmer frit - og det afslørede så undervejs, at både Allan Gjersbøl Jørgensen og Lars Møller havde brugt en terning til at afgøre deres holdning - som iøvrigt faldt ud til hver sin løsning, og som faktisk kom til at afgøre sagen, da den blev afgjort med stemmerne 13-12.

For en væghængt faneholder opsat på den vestvendte væg stemte konservative, SF og socialdemokraterne minus Lars Møller - og imod dette var 12 - Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance og Lars Møller fra S.

Undervejs i debatten foreslog Lars Pedersen, (S), pludselig, at man i stedet skulle bruge et splitflag, fordi Grenaa er en havneby og Norddjurs en kystkommune, men han blev belært af Aleksander Myrhøj om, at den slags slet ikke går an, da det kun er ganske få, der har tilladelse til dette.

Til gengæld fik Lars Pedersen lige forklaret, at Dansk Folkeparti ikke havde forstået, at Norddjurs Kommune ikke har en byrådssal - fordi man ikke har et byråd. Og så fik han vel udlignet til 1-1.

Så forslagsstiller Steen Jensen fik ikke opfyldt Dansk Folkepartis forslag til en placering bag borgmesteren. Til gengæld fik han lov til at spørge ud i det virtuelle rum, om borgmester Jan Petersens manglende tilstedeværelse - og dermed stemmeafgivning - var et udtryk for faneflugt.

Uden at få et svar udover at Benny Hammer foreslog, at den kunne Steen Jensen tage med Jan Petersen ved en senere lejlighed.

»Det skal vi ikke bruge tid på her,« sagde viceborgmesteren.








Læs også

Del artiklen