Sent ude? Nu kan unge i Norddjurs komme gratis og sikkert hjem

Fra 3. maj 2021 bliver det muligt for unge i Norddjurs Kommune, som har et Ungdomskort, at bestille gratis flexture.

Artiklens øverste billede
Fra 3. maj er det muligt at bestille flextur i Norddjurs Kommune, hvis man har Ungdomskort. Arkivfoto: Per Rasmussen

Er man ung og bor på landet, kan det til tider være besværligt at deltage i det sociale liv med vennerne på studiet på grund af manglende transportmuligheder.

Står man og skal hjem en aften, hvor busserne ikke kører, risikerer man at skulle gå hjem alene ad mørke landeveje eller skulle ringe til mor eller far og bede om et lift.

Den problematik forsøger Norddjurs Kommune nu at imødekomme ved at indføre Flextur Ung, som betyder at unge med Ungdomskort kan køre gratis med Flextur i hele Norddjurs Kommune.

Vi får et endnu bedre sikkerhedsnet for mobiliteten særligt i kommunens landdistrikter

Jens Meilvang (LA), formand for Miljø- og Teknikudvalget

Det kan for eksempel være hvis man vil besøge vennerne, til sport, i biffen eller noget helt andet, skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Bedre muligheder

Børne- og ungdomsudvalget i Norddjurs Kommune foreslog i sin tid, at Norddjurs Kommune skulle tilbyde Flextur Ung, hvilket efterfølgende blev besluttet på budget 2021 – 2024. Formand for børne- og ungdomsudvalget Mads Nikolajsen ser frem til forbedrede transportmuligheder for de unge:

»Med Flextur Ung giver vi de unge bedre muligheder for at deltage i det sociale liv med venner og studiekammerater, hvor end de bor i kommunen. Vi har jo rigtig mange erhvervsuddannelser og gymnasieretninger og kollegiepladser i Grenaa by, og vi har også mange unge, der bor i mindre byer og i landdistriktet. Vi håber, at det også vil betyde, at flere unge bliver boende og tager en uddannelse i kommunen, så vi kan fastholde dem her. Jeg håber, at de unge vil tage godt imod og bruge det nye tilbud,« siger Mads Nikolajsen i en pressemeddelelse.

Norddjurs med fremme

Med Flextur Ung er Norddjurs Kommune nu blandt de første kommuner i Region Midtjylland, som tilbyder borgerne at benytte alle Midttrafiks flex-ydelser.

Formand for miljø- og teknikudvalget Jens Meilvang er ganske tilfreds med de muligheder kommunen nu kan give.

»Når vi indfører Flextur Ung, så tilbyder vi i Norddjurs Kommune samtidig hele paletten af Midttrafiks Flextrafik-produkter, som den kun tredje kommune i Region Midtjylland sammen med Skanderborg og Favrskov. Med Flextur, Flexbus, Plustur og nu Flextur Ung sikrer vi dermed mange forskellige behov for transport i kommunen, og vi får et endnu bedre sikkerhedsnet for mobiliteten særligt i kommunens landdistrikter, hvor det mange steder eller på bestemte tidspunkter af døgnet ikke er passagertalsmæssigt, miljømæssigt eller økonomisk bæredygtigt med traditionel bustransport,« siger Jens Meilvang.

Flextur Ung har ikke en fast køreplan. Man bestiller selv turen fra og til den adresse, man ønsker.



Annoncørbetalt indhold

Del artiklen