Kvindevold: Ser du de røde flag?
Vold mod kvinder er en af samtidens svøber. Den private organisation Danner sætter spot på temaet med røde flag-plakater i hele landet - også i Syddjurs.
118.000 kvinder er årligt udsat for fysisk eller psykisk vold i Danmark. 5.000 af kvinderne har været udsat for kvælningsforsøg eller andre drabsforsøg. Og hver femte kvinde i Danmark vil på et tidspunkt i sit liv blive udsat for vold af sin partner.
Det oplyser den private organisation Danner, der arbejder for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder mellem kønnene og en verden fri for vold mod kvinder og børn.
Derfor har Danner hængt røde flag-plakater op i hele landet, så pårørende til en voldsudsat kan blive bedre til at spotte de røde flag, der kan indikere, at datteren, veninden eller kollegaen er udsat for partnervold og har brug for hjælp.
I Syddjurs kan plakaten bl.a. ses på Vestergade 63 i Ryomgård, oplyser Danner.
På adressen bor SuperBrugsen Ryomgård.
Lever i frygt
Mette Marie Yde, direktør i Danner, udtaler i en pressemeddelelse:
»Alt for mange kvinder bliver udsat for vold af deres partner. Og tusindvis af kvinder lever i frygt for deres eget liv. Vi har alle sammen højest sandsynligt en bekendt, en nabo, en ven, en kollega eller et familiemedlem, der bliver udsat for vold af sin partner. Isolation og tavshed fra omgivelserne er store barrierer for, at kvinderne får hjælp til at bryde med volden. Langt størstedelen af voldsudsatte kvinder har ikke talt med nogen om volden, før de får kontakt til en rådgivningsinstans eller et krisecenter.«
Mette Marie Yde opfordrer til, at vi alle i vores hverdag ikke lukker øjnene, hvis vi oplever problemer i vores nærmiljø og sociale relationer i øvrigt.
»Pårørendes hjælp kan være helt afgørende for, at den voldsudsatte får mulighed for at bryde med volden. Men det kræver, at vi alle sammen er opmærksomme på de røde flag for partnervold, som kan vise sig ved fx overvågning, isolation og dårlig trivsel. Det vil vi gerne skabe opmærksomhed på med kampagnen.«