Når mænd mødes uden kvinder
Natur-mandegruppen ’Krop, ånd, natur for mænd i Norddjurs’ er et åbent og rart mødested for mænd, med plads til mandesnak om det, der rører sig i livet.
Vintervejret viste sig fra sin venlige side, da natur-mandegruppen ’Krop, ånd, natur for mænd i Norddjurs’ forleden startede op i Hestehaveskoven i Gjerrild. En god flok mænd mødtes omkring bålet, og med naturterapeuten Henrik Bennetzen og sognepræst Peter Danielsen som inspiratorer, var der gang i snakken og fællesskabet bredte sig under de høje træer sammen med den bølgende brænderøg.
Gruppen er oprettet under Norddjurs Provsti som et åbent og rart mødested for mænd, med plads til mandesnak om det, der rører sig i livet. ”Grunden til at vi laver en mandegruppe, altså uden kvinder, er, at vores erfaringer viser, at mange mænd synes det meget lettere kun at være mænd, når man skal snakke om følelser. Det bliver ikke så pinligt på en måde”, skriver Henrik Bennetzen og Peter Danielsen på deres åbne facebookgruppe, der fortæller om gruppens aktiviteter og tankerne bag:
»Vi prøver at komme tættere på maskulin identitet anno 2023. Du kan være med, hvis du er mand og har lyst til at dele med andre, hvad du går og tænker, føler eller bakser med i dit liv. Det er altså ikke kun en gruppe for ’mænd med problemer’. Vi er et mandefællesskab, hvor alle hjælper alle. Hvis du har styr på dit liv, kunne det jo være, du kan bidrage med noget til andre. Hvordan gør du, for at få det bedste ud af livet?«
Målet med mandefællesskabet er med andre ord at øge deltagernes livskvalitet, og Henrik Bennetzen og Peter Danielsen inviterer foråret igennem til skiftevis Hestehaveskoven og en udvalgt lokalitet på pilgrimsruten Sankt Gertruds Sti:
»Samværet er baseret på oplevelser i naturen som bål og bålmad, samtale, meditation, sansning, kropsbevidsthed og vandring.«
Det er gratis at deltage.