Dagli’Brugsen Nimtofte har måttet opgive overlevelseskampen
Bestyrelsen har indgivet konkursbegæring til skifteretten - en såkaldt egenbegæring. Der er ikke penge i kassen til at betale regningerne længere.
Det er en meget trist besked for lokalområdet Nimtofte, som bestyrelsen i Dagli’ Brugsen, Nimtofte har måtte ty til at slå op på butikkens Facebookprofil.
»Kære borgere i Nimtofte og omegn
Vi må desværre meddele, at der er indgivet konkursbegæring for Dagli’ Brugsen, Nimtofte.
Dette sker efter 1 år med stigende energipriser, svigtende marked samt vores købeadfærd.
Der er forsøgt flere tiltag i løbet af året, som f.eks. ombygning, fornyet ledelse og mere synlighed fra bestyrelsen.
Men det har ikke været nok.
Den endelige lukkedato kender vi ikke endnu. Det er op til advokat og kurator.
Der bliver ikke leveret flere varer til butikken, heriblandt medicin. Vi siger tak for opbakningen.
Nimtofte Brugsforening.«
Dagli’ Brugsen Nimtofte. har kæmpet en hård kamp for overlevelse over en lang årrække nu. En beskeden optimisme i kølvandet på Coronakrisen blev afløst af krigen i Ukraine og den efterfølgende verdensomspændende krise og de økonomiske konsekvenser af denne.
Konkursbetingelserne
Det er en betingelse for, at skifteretten afsiger konkursdekret, at selskabet er insolvent. Ved insolvens forstås, at selskabet er ude af stand til at opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder.
Ved egenbegæringer, som Dagli’ Brugsen Nimtoftes tilfælde, lægger skifteretten dog uden videre til grund, at selskabet er insolvent. Dette skyldes blandt andet, at ingen kan tvinge ledelsen i et selskab til at fortsætte driften, hvis denne ønskes indstillet.
Mødet i skifteretten
Når skifteretten har modtaget egenbegæringen, indkaldes ledelsen til at møde op i skifteretten. Idet der ikke i praksis sker en prøvelse af, om selskabet er insolvent ved en egenbegæring, vil ledelsens rolle hovedsageligt bestå i at afgive oplysninger om selskabets økonomiske forhold. Dette inkluderer blandt andet uddybende oplysning om selskabets aktiver og passiver, oplysninger om selskabets løbende aftaler m.v.
Såfremt selskabet selv ikke har peget på en kurator, vil skifteretten udpege en kurator af egen drift.
Indsættelse af kurator
Når skifteretten har afsagt konkursdekret og udpeget en kurator, mister ledelsen i selskabet deres tegningsret. De afskæres således fra afsigelsen af konkursdekretet enhver råderet over selskabet. Rent praktisk afmeldes ledelsen tillige af Erhvervsstyrelsen, samtidig med at kurator indsættes.