Grenaa Menighedsråd er igen fuldtalligt

Med hiv og sving blev fem nye medlemmer af Grenaa Sogns Menighedsråd valgt tirsdag 20. september.

Artiklens øverste billede
Provst Lars Seeberg, som modtog mange personlige anklager til valgforsamlingen, sidder sammen med nyvalgte medlem Gitte Wiendel Jacobsen. Foto: Anne Frank Henriksen

Historisk har der de seneste mange år været palaver og konflikter i Grenaa Sogn og omkring menighedsrådet. Således også i denne omgang, hvor fem medlemmer af rådet, som blev valgt i 2020, siden er trådt ud på grund af det, de kalder samarbejdsproblemer.

Det har vi skrevet meget om her i avisen, men denne tirsdag aften, 20. september, i Sognegården var det tid til at fylde de manglende pladser ud og se frem ad. Det lykkedes næsten.

»Vi har mange opgaver, som kræver flere hænder, så nu er det tid til at komme på banen, hvis man vil være med til at skabe det gode kirkeliv i Grenaa Sogn,« sagde næstformand i Menighedsrådet, Hanne Laursen, som i aftenens anledning erstattede formand Carina Lykke Sax, der på grund af ferie ikke var til stede.

Hanne Laursen undlod dog ikke i åbningstalen at komme med en lille stikpille.

»Men man skal kun melde sig, hvis man både kan sige a og b. A for at man gerne vil være i menighedsrådet. B for at man vil gøre sit bedste for at sidde perioden ud.«

5 nye medlemmer

Udfyldningsvalget, eller valgforsamlingen, er en mulighed, et menighedsråd har, hvis nogle træder ud i utide. Tidligere på året fandt en afstemning sted i rådet om, hvorvidt man skulle fortsætte med de tilbageværende 10 medlemmer, eller om flere kræfter skulle hentes ind. Det sidste blev udfaldet, og der var da umiddelbart også nok at vælge imellem, da mere end 70 mennesker mødte op til aftenens valg.

Spørgsmålet var, om der ville blive kampvalg eller ej, men da det kom til, at kandidaterne skulle melde sig, var der i første omgang kun fire. En af dem, Anna Jespersen, sagde på vej ind til mødet, at hun ikke ville stille op, men undervejs skiftede hun mening, og sammen med Elsbeth Jätmark og Gitte Wiendel Jacobsen røg hendes hånd hurtigt i vejret, da kandidaturet skulle meldes. Alle tre er med i Grenaa Gospelkor.

På vegne af Egon Jensen, tidligere overlæge på Grenaa Sygehus, meldte Mette Kirk, som er et af de tidligere medlemmer, der valgte at gå ud af menighedsrådet i utide, med en fuldmagt hans kandidatur til et sæde i rådet.

Men så manglede der en. Hvis ikke det lykkedes valgforsamlingen at finde fem, så ville det hele skulle gentages igen i oktober.

»Og så bliver det nok ikke nemmere, end det er nu. Så er der ikke nogen, der er friske?« spurgte valgbestyrelsens formand, Birthe Jensen,

»Okay, så tager jeg den,« sagde Stine Kjær Ebenau, som endte med at få flest stemmer. For selv om der lige præcis var det antal, der skulle bruges, så siger kirkeministeriets regler, at der skal stemmes uanset hvad.

Stemmerne fordelte sig, alle kunne sætte sit kryds ved tre kandidater, sådan, at Stine Kjær Ebenau, den yngste af de opstillede, fik 48, Elsbeth Jätmark 45, Egon Jensen 36 Gitte Wiendel Jacobsen 32 og Anna Jespersen 31.

Dirigent og medlem af menighedsrådet, Kjeld Kvist Simonsen, sagde efterfølgende:

»Det er dejligt at se, at stemmerne er fordelt næsten ligeligt. Det tyder på, at det nye menighedsråd har bred opbakning.«

Provst Lars Seeberg var glad for, at alle pladser blev besat, og ikke mindst at et kampvalg blev undgået.

«Det kunne have medvirket til yderligere konflikt.«

Bifald og buh-råb

Desværre blev ingen suppleanter valgt, da ingen stillede op, så menighedsrådet står nu uden stedfortrædere, men til gengæld var der både sang om, at septembers himmel er så blå og kaffe og gode småkager, og man skulle vide, at det var spændinger under overfladen for at opdage, at menighedsrådet rummer en historie fuld af konflikt.

Håbet om at se fremad lykkedes da også næsten, lige indtil punktet ’eventuelt’. Her kom den fløj, der bakker historien om samarbejdsproblemer op, på banen.

Erik Sørensen rejste sig og sagde:

»Her er et forbistret dårligt klima. Menighedsrådet er en hvepserede, som ingen vil røre med en ildtang, hvis man hører snakken ude i byen. «

Han blev mødt af buhråb. Da nyvalgte Stine Kjær Ebenau efterfølgende rejste sig, blev hun mødt med bifald.

»Jeg har deltaget på nogle af menighedsrådsmøderne, og der er god stemning, så jeg ved virkelig ikke, hvor du har det fra.«

Gitte Wiendel supplerede;

»Det er så trist, at man går og lytter til, hvad der bliver sagt ude i byen, eller hvad man kan læse i avisen. Prøv at møde op til et møde Det er åbent for alle, og så kan du selv se, at stemningen er fin.«

Efterfølgende rejste Robert Kristensen sig. Han er tidligere menighedsrådsmedlem og i den sammenhæng stemme-topscorer tilbage i 2008, og sagde:

»Jeg håber, vi efter i aften har fået et råd, som varetager hele sognets interesser, og alt det her ævl og og kævl stopper. Men man ved godt, at dét er én person, der er roden til alt ondt.«

Efterfølgende udpegede han provst Lars Seeberg som den person, flere af de udgående medlemmer af menighedsrådet, blandt andet Ilse Larsen, tilsluttede sig, dog ikke i plenum, for de tidligere rådsmedlemmer var generelt meget stille i løbet af aftenen.

Både hun, Robert Kristensen og Mette Kirk, hvor sidstnævnte under eventuelt benyttede lejligheden til at rejse sig og kritisere provsten, gjorde det klart da aftenen sluttede, at de håber det bedste for det nye menighedsråd.

Således sluttede aftenen, da dirigent Kjeld Kvist Simonsen stoppede eventuelt-debatten med ordene: »Dette er ikke tidspunktet for personangreb.«

Uberettiget kritik

Anette Lassen, nuværende medlem, mener, at kritikken af provsten er helt uberettiget.

»Jeg har ikke set de samarbejdsproblemer, som de medlemmer, der er gået i utide, snakker om. Vores møder er så fine. Og det, der foregår her til sidst i aften er dybt useriøst. De bliver ved at åbne et gammelt sår, og det er dybt uretfærdigt. Vi laver så mange gode ting i menighedsrådet, og det er det, der burde få opmærksomhed, ikke alt det her fnidder-fnadder. Der foregår en hetz mod Lars Seeberg, som er meget, meget uberettiget. Han er så arbejdsom og har lavet så mange gode arrangementer. Bortset lige fra det sidste her, så har i aften været en fin aften, og jeg er helt sikker på, at vi nok skal få et godt menighedsråd fremadrettet.«

Lars Seeberg, som er skydeskive for de frafaldne medlemmer, synes ikke, at denne aften skal handle om det.

»Det er useriøst, hvis det her kommer til at handle om det. Personangreb er valget uvedkommende. Jeg har ingen kommentarer til andet end selve afstemningen, og den er jeg godt tilfreds med. Jeg ser frem til et godt samarbejde.«

Tilbage står Grenaa Sogn, det største i Aarhus Stift med 11.500 sognebørn, med et menighedsråd, der endelig er fuldtalligt. 15 medlemmer, som, hvis man skal tage de to fløje i betragtning, består af 13 medlemmer fra den ene og to fra den anden.

»Jeg håber meget, at det nye menighedsråd vil give den en skalle, og vi vil selvfølgelig tage godt imod alle de nye medlemmer. Nu handler det om at skabe et godt kirkeliv i Grenaa Sogn,« afslutter næstformand Hanne Laursen.

Det bliver spændende at følge, om der nu bliver ro til kirkearbejdet for både præster og menighedsråd i Grenaa og omegn, eller om et udfyldningsvalg og gode hensigter ikke er nok til at komme den kiv til livs, som historisk klæber sig til sognet.

Flere end 70 mennesker mødte op til valgforsamlingen for at finde og vælge kandidaterne til de ledige fem pladser i Grenaa sogns menighedsråd. Foto: Anne Frank Henriksen
Formand for valgbestyrelsen, Birthe Jensen, indsamler stemmer. Foto: Anne Frank Henriksen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.