Messerschmidt, Lahn og andre politiske pinger kommer til marked i Kolind

Den anden onsdag er fortsat en festdag i Kolind. I år er det 131. gang, der afholdes Hjorddrengenes Marked. Markedet er suverænt den mest sejlivede begivenhed i miles omkreds.

Artiklens øverste billede
Det er 131. gang, at der er Hjorddrengenes Marked i Kolind. Arkivfoto

Der er en rig tradition for, at de politiske partier er repræsenteret med en stand på Hjorddrengenes Marked i den gamle markedshal i Kolind, nu Byhallen.

Der skal dog et forestående folketingsvalg til at få dem i forreste politiske geled til at flyve ind fra København for at tage en taxa fra Lufthavnen og så til Kolind.

Det er jo så tilfældet i år, og derfor vil det sikkert være muligt at snakke landspolitik med flere af koryfæerne over en kop kaffe eller øl.

Ifølge Tage Mogensen, formand for Byhallens bestyrelse og ham der varetager en stor del af planlægningen af Hjorddrengenes Marked og er kontaktperson til kræmmerne, er det sikkert, at Dansk Folkepartis hårdt pressede formand Morten Messerschmidt dukker op i år, og ikke kun for en kort bemærkning.

Det lokale folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S), gruppeformand for Socialdemokratiet, har også meldt sin ankomst.

Der vil sikkert komme flere til, men de lurepasser lige nu, fordi det meget vel kan være, at statsminister Mette Frederiksen trykker på valgknappen inden Hjorddrengenens Marked løber af stablen den anden onsdag i september - i år 14. september.

Mette Frederiksen har to ting med i overvejelserne: Meningsmålingerne, hvor Socialdemokratiet står til tilbagegang, men fortsat har hver fjerde vælger med sig, og så, hvad der måske lyder vildt, Dronningens 50 års regeringsjubilæum, 10.-11. september. Det vover Statsministeren i kølvandet på Coronatiden ikke at ødelægge for landets statsoverhoved.

Folkelig dag

Hjorddrengenes Dag er en både historisk og folkelig dag i den rigtige betydning af ordet. En dag, der altid har fyldt og fortsat vil fylde i Kolind trods det, at byens status som handels- og markedsby er aftaget i takt med tidernes ugunst for handelslivet i mindre bysamfund.

Kræmmere holder øje med vejrudsigten og venter med at melde klart ud til 3-7 dage før.

Tage Mogensen, formand for Byhallen

Det er flere menneskealdre siden, at Jeppe Åkjærs Ole’r sad på en knold og sang på markerne omkring Kolind for deres hjord og glædede sig til årets måske eneste festdag.

Det startede tilbage i Maarupvad i Maarup i 1844. Men markedet blev - efter flytning af den gamle vej mellem Aarhus og Grenaa og anlæggelse af jernbanen fra Grenaa til Randers og Aarhus - flyttet til Kolind i 1884.

Det var hovedsageligt et hestemarked i fordums dage, men siden kom også mange andre dyr med.

Nu til dags har kræmmere fra nær og fjern overtaget billedet både foran og inde i Byhallen.

Hvis det bliver i sensommervejr af de gode, kan kræmmere i hobetal lugte en god handel på afstand, og så bliver der mange af dem onsdag 14. september fra den tidlige morgenstund.

»Kræmmere holder øje med vejrudsigten og venter med at melde klart ud til 3-7 dage før. Jeg har taget temperaturen hos flere , og der har ikke været nogen endnu, der har været afvisende. Sådan er det bare, men vi har nu gode traditioner i Kolind for, at vejret tilsmiler os til Hjorddrengenes Marked, så mon ikke det også bliver tilfældet i år,« siger Tage Mogensen.

Kræmmermarkedet åbner klokken 9, men allerede klokken 7 serveres der morgenkaffe i Byhallen. Markedet lukker ned klokken 18 formelt, og det er muligt at spise et aftenmåltid inden lukketid.

Børnesjov i Midtpunktet

I lighed med sidste år forventer arrangørerne et større opbud af børn fra kommunens mange børnehaver, stordagplejer og dagplejere, og ikke mindst fra de, der ligger tæt ved Letbanen.

»Vi har sendt invitationer ud til alle børnehaver og dagplejere i Syddjurs, og de har noget at glæde sig til,« lover Bent Nielsen, der hjælper til med selve eventdelen, som er sukker til kræmmermarkedet.

Lokale Alfred Dengsø Sørensen får lavet et legeland med mængder af halmballer plus meget andet i Kolind Midtpunkt, hvor børnene kan boltre sig. I år helt frem til klokken 20, så forældre, der er på arbejde, får rigeligt med tid til at komme med deres poder i halmballerne.

Hele dagen er Kolinds velkendte veteran-karrusel i sving ved Byhallen. Karrusellen er som altid blevet toptunet til årets festdag.

Markedet skal nok bestå, så længe, der er folk som vil yde det arbejde, der skal gøres. Vi er vel 25-30 frivillige i år, og det er egentlig nemt at skaffe hjælpere til at passe en bod i to timer eller karrusellen i et par andre timer.

Tage Mogensen, formand for Byhallen

Harmonika og dans

Harmonikaspillemanden Gunnar Mortensen underholder med sit ensemble i den tidlige middagsstund, før de traditionsrige gule ærter med tilbehør serveres i Byhallen.

Gunnar Mortensen har undervist i harmonika hos FOF siden 1968 og er i lokal sammenhæng en virtuos.

Thorsager & Omegns Folkedansere danser på Torvet og koret Brumbasserne fra Grenaa synger i Byhallen.

De tre indslag har været faste i en årrække, og aktørerne glæder sig til at være med.

De tripper for at komme i Kolind.

Militærkøretøjer?

I løbet af dagen bliver der atter mulighed for i Bredgade at beundre både gamle traktorer, busser, lastbiler, veteranbiler- og knallerter.

Som noget nyt bliver der sandsynligvis også en specialudstilling nede ved åen med gamle militærkøretøjer fra Dansk Militærhistorisk Køretøjs-forening (DMKF).

»Vi har en forhåbning om, at det falder på plads, men vi forhandler forsat med foreningen. Det er ikke billigt for dem at køre til Kolind, med de benzinpriser vi har i dag,« siger Bent Nielsen.

»Det kunne være en fin fornyelse af markedet, hvis vi får det arrangeret. Mange af de mennesker, der kommer til marked, vil kunne nikke genkendende til de historiske militærbiler.«

Det herlige legeland i Kolind Midtpunkt holder i år åbent fra klokken 9 til 20, så alle børn og barnlige sjæle får god tid til at hygge sig, kravle og regere i halmballerne. Arkivfoto



DMKF blev stiftet i 1995 med det formål »at bevare og udbrede interessen for militærkøretøjer af enhver art og til disse hørende udstyr, samt at skabe kontakt mellem medlemmerne til gensidig støtte ved restaureringsprojekter og lignende«.

Klubben blev til efter en tur til Normandiet i 1994 i anledning af 50-året for de allieredes invasion 6. juni 1944.

Denne tur blev inspiration til at starte en militærkøretøjsklub i Danmark. Et halvt år senere, helt nøjagtigt 31. januar 1995 mødtes de 15 stiftende medlemmer, og DMKF var en realitet.

»DMKF er en civil forening, og alle vores køretøjer privatejede. Men vi har naturligvis en vis tilknytning til Forsvaret, og vi kommer gerne til diverse arrangementer på kasernerne rundt om i landet,« skriver foreningen på sin Facebookside.

Tage Mogensen og Bent Nielsen har atter været forbi de relevante myndigheder med en ansøgning om, at der på dagen afspærres de relevante veje i midtbyen.

Kan det blive ved?

Hvordan ser to ildsjæle som Tage Mogensen og Bent Nielsen, der siden deres helt unge dage har været engageret i Kolind ve og vel på mange fronter, på fremtiden for Hjorddrengenes Marked?

Er der arvtagere, der vil tage over, når den tid kommer?

»Markedet skal nok bestå, så længe, der er folk som vil yde det arbejde, der skal gøres. Vi er vel 25-30 frivillige i år, og det er egentlig nemt at skaffe hjælpere til at passe en bod i to timer eller karrusellen i et par andre timer. Det svære er, at få folk til at engagere sig i en bestyrelse, om det er Byhallen, idrætsforeningen, skolen, handelslivet eller borgerforeningen vi taler om. Her er der tydeligvis sket et skifte i folks prioriteringer,« siger Tage Mogensen.

»Vi kan godt mærke, at der tænker de yngre generationer anderledes og ikke indstillet på at være med ud over at løse konkrete opgaver. Det vil de til gengæld godt, men de vil ikke ikke involvere sig yderligere, og det er da et problem.«

I flere år nu har for eksempel Kolind-Perstrup (KPI) kørt uden formand for hovedforeningen. Et klik på foreningens hjemmeside fortæller, at der fortsat er et job klar til ham eller hende, som vil tage en tørn på en ret afgørende post i foreningslivet.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.