Bussen har været hans andet hjem i 40 år

Rasmus Peter Mortensen har været buschauffør med Borupvej 2 i Hornslet som sin faste base i 40 år. Han husker fortsat sit første møde med direktør Steen Fris, Fris Busser.

Artiklens øverste billede
En mand og hans bus i perfekt standsmæssig stand. 15. juni har Rasmus Peter Mortensen været en mere end stabil buschauffør i samfulde 40 år.

15. juni 2022 har Rasmus Peter Mortensen været fast buschauffør i samfulde 40 år. Antallet af sygedage har været få. Bussen skal ud af garagen, fordi mange mennesker heldigvis fortsat bruger den kollektive trafik.

Rasmus Peter Mortensen, 64, har siden 1983 boet i Hornslet, men han stammer fra Gjesing, hvor hans forældre drev en gård, og det var også meningen, at unge Rasmus skulle tjene sit udkomme ved landbruget.

Men det kom aldrig til at gå, som forældrene anbefalede. Landbrugsuddannelsen blev stillet i bero. Et par jobs i entreprenørbranchen, det sidste ved VAM i Vester Alling, blev det til, men det var heller ikke der, Rasmus Peter Mortensen skulle have sin livsgerning.

Da han i 1981 tog stort kørekort, var det kongevejen til en lang og endnu ikke afsluttet karriere som buschauffør.

»Dengang kunne man tage et kørekort hos en privat kørelærer uden at skulle forbi alle mulige kurser på AMU-centret og den slags, så det gik ganske nemt,« husker Rasmus Peter Mortensen, der siden 2006 har boet i en andelsbolig i Rytterparken i Hornslet. De seneste godt to år sammen med sin kæreste, der også sidder fast bag et rat i en bus. Hendes base er Hinnerup.

Mødet med Steen Friis

Første step på Rasmus Peter Mortensens vej ind i branchen, erindrer han tydeligt.

»Jeg tog over og besøgte Fris Busser i Hornslet på Borupvej 2, hvor jeg fandt direktør Steen Fris i færd med at undersøge underpartiet på en bus i værkstedsgraven. Han stak lige hovedet op og sagde kort, at jeg lige lægge en kort skrivelse med et telefonnummer,« fortæller Rasmus Peter Mortensen.

»Sikke da en overlegen skid, tænkte jeg. Ham skal jeg ikke arbejde hos. Det var min faste overbevisning.«

En måned senere var samme Steen Fris imidlertid i telefonen og tilbød Rasmus Peter Mortensen at komme forbi.

»Der var to chauffører ovre fra Ørstedkanten, der den gang kørte på på rute 119 Århus-Hornslet(-Ørsted). Den ene kunne alle unoderne, den anden kørte pænt og nydeligt. Ham kørte jeg en tur med, og da vi kom tilbage til Hornslet stod Steen Fris i vejsiden og tog imod. »Kan ham der køre en bus,« spurgte han. »Ja, han er god nok,« svarede min kollega, og så var jeg ansat.«

Ansættelsesbreve i underskrevet stand var ikke reglen først i 1980’erne. En mundtlig aftale var en aftale. 15. juni 1982 trak Rasmus Peter Mortensen i chaufførantræk og tog den obligatoriske taske over skulderen.

»Det var en gammel sag den taske, som Steen Fris gav mig. Den var godt slidt og stammede sikkert fra hans bedstefar.«

Frikadeller hos mor derhjemme

Chefen selv var med i marken og tog en tørn dengang. Det skabte respekt, men man skulle ikke køre fra chefen. Så blev han kort for hovedet. Tiderne var nogle andre. Busserne var faste holdepunkter i mange menneskers tilværelse.

»Vi skulle køre til tiden. Det var et krav, men der var da også tid til lige at stikke hovedet indenfor hos mor i Gjesing nu og da, hvis hun havde lavet frikadeller til aftensmaden. Sådan var det også dengang,« smiler Rasmus Peter Mortensen.

Det første indtryk af Steen Fris kom ikke til at vare ved ret længe. De to fik med tiden et glimrende samarbejde og respekten var gensidig.

Ib Stæhr, Termestrup, mangeårig kollega til Rasmus Peter Mortensen, bekræfter, at jubilaren blev chefens højre hånd og også fik andre opgaver end at sidde bag rattet.

»Rasmus har været en flot repræsentant for chaufførstanden, som vi andre har kunnet spejle os i. Han har altid sat en kæmpe ære i at køre ordentligt og udnytte bussernes ressourcer bedst muligt,« roser Ib Stæhr, som ikke tøver med, at kalde Rasmus Peter Mortensen en kollega, som altid har haft fingeren på pulsen. Både overfor kolleger, men også i forhold til at vide, hvad der foregår og er foregået i en meget omskiftelig branche.

Duoen udviser en oprigtig stolthed overfor deres fag. Også selvom virkeligheden ser anderledes ud i dag end for 40 år siden.

»Det er ikke så så sjovt, som det var engang, og var det ikke sådan, at jeg skulle på pension om små tre år, så havde jeg fundet noget andet at lave,« indrømmer Rasmus Peter Mortensen, mens han holder sin køreplan frem.

I dag hedder husguderne i branchen et regneark og effektivitet. Tid er lig med penge.

»Jeg er fortsat glad og stolt efter en vellykket tur, men det hele er blevet meget upersonligt i dag. For at nævne et eksempel, har jeg det skidt med, at jeg ikke får mulighed for at se alle mine passagerer i øjnene, når de stiger af og på. Det er bevisligt, at ikke alle betaler for den vare, som de får. Sådan var det ikke tidligere, hvor alle steg ind forrest i bussen, og det irriterer mig,« siger Rasmus Peter Mortensen.

År 2000 et vendepunkt

Rasmus Peter Mortensen kørte for familieforetagendet Fris Busser frem til indgangen til 2000.

Familieforetagender, som der var mange flere af, inden licitationerne begyndte. Mange af disse er gennem tiden bukket under i konkurrencen, og Fris Busser gik heller ram forbi. Den 28. maj 2000 måtte firmaet lukke efter knap 70 år i branchen.

Busserne med den karakteristiske mørkegule farve, hvor der på front og sider stod ’FRIS’, tabte ved det daværende Århus Amts 2. udbud rute 119 til Wulff Bus.

»Jeg ved, at det gjorde ondt på Steen Fris, men han havde trods alt noget at sælge, så han kunne stoppe, før han havde planlagt det. De fleste chauffører fortsatte hos Wulf,« husker Rasmus Peter Mortensen.

Siden kom britiske transportkoncern Arriva ind over i 2003, og det muskuløse selskab, der i 2010 blev købt af transportgiganten Deutsche Bahn for 13,5 mia. kroner, regerer fortsat i Region Midtjylland, hvor det er trafikselskabet Midttrafik som administrerer den kollektive trafik.

Midttrafik var et barn af Strukturreformen. En fusion af det tidligere Århus Sporveje, dele af Viborg Amts Fælleskommunale Trafikselskab (VAFT) og Vejle Amts Trafikselskab plus trafikselskaberne i Århus og Ringkøbing Amter. Midttrafik startede operationerne den 1 Januar 2007, og bestyrelsen har siden været »et kødben for forhenværende borgmestre,« som Rasmus Peter Mortensen diplomatisk udtrykker det.

Han og Ib Stæhr er ikke imponeret over Midtrafiks gøren og laden, vedgår de gerne. Folkene på gulvet griner lidt og udfører deres arbejde.

Rasmus Peter Mortensen markerer sine 14.160 arbejdsdage = 40 år incl. skuddage med en komsammen i Hornslet Hallen lørdag 18. juni fra kokken 12.30. Her bliver der serveret en bid brød og våde varer.

»Gæsterne kommer ikke til at gå sultne hjem,« lover han.

Han glæder sig til at møde mange af de mennesker, som han har stået nær eller fortsat står nær i arbejdsmæssig sammenhæng. Familie og venner dukker også op. Det gælder ikke mindst de to døtre - en i Auning og en i Hornslet med påhæng - der har skænket ham hele syv børnebørn, alle drenge.

»Et 7-mands fodbold udendørs eller et indendørshold med tre udskiftere,« smiler han, der i den kommende tid har parkeret bussen. Der står ferie i kalenderen i en del af jubilæumsmåneden.

Men snart er han klar bag rattet igen. Han kan slet ikke lade være, trods tidernes omskiftelighed.






Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.