Ny reporter på Lokalaviserne
Anne Frank Henriksen har stemplet ind på Lokalaviserne som ny journalist. Hun har allerede taget diverse tilløb, men er nu fuldt og helt med 24-7.

Anne Frank Henriksen er pr. 1. marts tiltrådt den ledige stilling som reporter på Djursland.
Stillingen blev ledig efter Kian Johansens udnævnelse til redaktør for Din Avis Randers.
Det er et velkendt navn, der nu bliver lukket helt ind i folden. I varierende omfang har Anne Frank Henriksen som freelancer bidraget til aviserne på Djursland, herunder særligt Ebeltoft Folketidende og Adresseavisen Syddjurs.
Anne Frank Henriksen, 45, er uddannet folkeskolelærer og har undervist på skoler i både Aarhus og Norddjurs.
I 2010 blev hun færdig på Journalisthøjskolen efter praktik hos VIA samt Randers Amtsavis med fokus på Mariager Avis og oplandsredaktionen.
Siden har hun bl.a. været projekt- og kommunikationsmedarbejder hos VIP Booking, været freelancer og senest kommunikationsansvarlig m.m. på Tirstrup Idrætsefterskole.
Hun er mor til to børn på 14 og 18 år og har boet i Syddjurs Kommune i 14 år. Det er da også redaktionen i Ebeltoft, der bliver hendes fremtidige og synlige base, hvorfra hun vil berige aviserne i både Syd- og Norddjurs.
Anne Frank Henriksen er med andre ord ’en af de lokale’ med masser af erfaring i bagagen, men også en stærk profil med stor forankring og masser af viden – ikke mindst om effektive virkemidler på sociale medier.
Endnu en kompetence hun glæder sig til at sætte i spil i sit nye job.