Erhvervsliv: Trods Covid-19 fortsatte skabertrangen på Djursland i 2021
7.106 nystartede virksomheder så dagens lys i 2021. 307 af dem har firmaadresse på Djursland, ifølge Vækstfonden, men tallet er højere, siger Business Djurslands direktør Ole Svit.

Trods Coronakrisen er 32.494 nye virksomheder blevet stiftet i det forgangne år.. Antallet af nye virksomheder i Danmark, der er startet i 2021, er steget med 3.213 siden sidste år.
Det er en stigning på 11 procent. I alle landets regioner har der været en stigning i forhold til 2020.
Med 7.106 nystartede virksomheder (CVR-numre) i Midtjylland i 2021 er virkelysten ikke aftagende trods pandemien. Kun Region Hovedstaden med næsten det dobbelte antal har præsteret en større vækst.
Både mange dygtige fødevareproducenter, iværksættere i soundhub i Skive og de mange Aarhusianske fintech-virksomheder viser vejen.

Det er over hele Midtjylland, at iværksætteriet blomstrer i 2021.
Ikke overraskende stikker Danmarks næststørste by, Aarhus af på ranglisten, hvor kun hovedstaden kan præstere mere
Aarhus kan prale af 2.374 nystartede virksomheder. Der er dog kamp om de øvrige pladser i top fem, hvor Silkeborg (534), Horsens (504), Herning (481) og Randers (444) alle er godt med.
Silkeborg hører til blandt landets mest fremstormende kommuner sammen med Vejle, Kolding, Roskilde og Esbjerg.
Lidt længere nede af rangstigen finder man Djurslands kommunerne, Syddjurs (198) og Norddjurs (109) - til sammen 307 virksomheder.
Iværksættere starter typisk ud med at registrere en personligt ejet virksomhed, og dem er der faktisk startet mange af i 2021 på Djursland
Digitale iværksættere
I 2021 så man endnu engang, at især de digitale virksomheder havde medvind. Det viste sig blandt andet i det rekordbeløb, som danske og udenlandske investorer sendte til danske venturevirksomheder.
Her er aarhusianske Lunar særligt værd at nævne. Og det digitale momentum er kommet for at blive, fastslår direktør Jacob Christensen Flarup, Vækstfonden, som er ansvarlig for fondens arbejde med virksomheder i Midtjylland og Nordjylland.
«Digitalisering er jo ikke noget nyt. Men Danmark har en særlig styrkeposition og talentmasse indenfor det digitale. Derfor har vi en helt særlig rolle at spille på det globale marked, der er blevet særligt opmærksomme på vigtigheden af digitalisering under Coronakrisen. I Midtjylland har vi fx en lang række dygtige iværksættere, der arbejder med marketing, turisme og fintech. Alt sammen digitalt funderet. Det giver os en konkurrencefordel på det internationale marked.«
Jacob Christensen Flarup startede som direktør hos Vækstfonden midtvejs i 2021. Han kom fra en stilling som markedsdirektør i Jyske Bank, og han er tidligere afdelingsdirektør i Jyske Bank Viborg, erhvervskundedirektør i Danske Bank i Østjylland, og områdechef i Realkredit Danmark i Aalborg.
Vækstfonden finansierer virksomheder i hele Danmark inden for alle brancher, og den vigtigste opgave for Vækstfonden er netop at skabe arbejdspladser og vækst i hele Danmark.
Tallet er højere
Ole Svit, direktør i Business Djursland, siger til Lokalavisen, at der er registreret endnu flere nye virksomheder på Djursland end de 307. I tallet indgår ikke de personlig ejede virksomheder, kun aktieselskaber og anpartsselskaber.

»Iværksættere starter typisk ud med at registrere en personligt ejet virksomhed, og dem er der faktisk startet mange af i 2021 på Djursland,« siger Ole Svit.
I runde tal er der i alt startet 400 virksomheder i Syddjurs og 300 i Norddjurs.
Ole Svit vurderer, at cirka 50 procent af dem også er registreret i CVR-registret, når 2022 er omme.
»Det er mit umiddelbare skøn,« siger Business Djursland direktøren.
Cirka 10 procent af de nystartede virksomheder har meldt sig under fanerne hos Business Djursland, der er erhvervslivets forening på Djursland.
»Vi tilbyder et års gratis medlemskab, men det er klart, at man kun vil være med hos os, hvis man kan se en ide i det, og det er med til at gøre virksomheden synlig. Flere af de nystartede virksomheder har dog haft fornøjelse af vores aktiviteter for iværksættere. Det gælder vores iværksættercafeer, og i de netværk som vi servicerer,« siger Ole Svit.
Iværksætterhuset, som har base i Aarhus, og den lokale erhvervsservice i de to kommuner, bidrager også i høj grad til at hjælpe nye iværksættere over de bump, der skal passeres i den indledende fase.
- Målt på nystartede A/S’ere og ApS’ere ligger Djursland et stykke efter hovedparten af de øvrige Business Region Aarhus kommuner. Tager man de personligt ejede virksomheder med i statistikken, vil Djursland så rykke tættere på, fordi netop småvirksomheder karakteriserer Djursland mere end de andre, større kommuner?
»Uden jeg lige vil hænges på det, så kan du sagtens have en pointe.«
Medvind til samarbejde
Mange aktører står på spring til at gøre deres hoser grønne hos det lokale erhvervsliv, og det kan være en jungle at finde rundt i for nyetablerede virksomheder eller iværksættere in spe.
I slutningen af 2021 blev samarbejdet mellem Erhvervshus Midtjylland,s virksomhedskonsulenter, Djurslands kommunernes folk, der har erhvervsservice som ansvarsområde og Business Djursland formaliseret sådan at forstå, at parterne hver 14. dag sidder dør om dør hos Business Djursland i Stabrand overfor Aarhus Airport.
»Vi har mødtes to gange fysisk nu, og det har været yderst positivt. Behovet for at sidde sammen er alle enige om er stort,« siger Ole Svit.
»I første omgang handler det naturligvis om at få afstemt hinandens potentialer, men personligt har jeg store forventninger til, at virksomhederne på Djursland vil opleve en bedre og meget mere koordineret indsats fremover fra vi forskellige aktørers side..«