Nu kommer Ole Bollesen på museum

Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By i Aarhus har ønsket at få den snart forhenværende borgmesters valgplakater fra kommunalvalg 2017 med i deres samling af utraditionelle valgplakater.

Artiklens øverste billede
En veltrænet gymnast på 67 i fuld balance. Plakat: Lene Ahlmann

Ole Bollesen pakker snart sit borgmesterkontor på rådhuset i Ebeltoft helt ned. Med sig tager han bl.a. de valgplakater fra kommunalvalget i 2017, der på mange måder var banebrydende for genren.

Så meget, at Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By i Aarhus har ønsket at få dem med i deres samling af utraditionelle valgplakater.

»Nu indgår de i samlingen, så Ole & jeg er ’kommet på museum’. Om de senere bliver udstillet, må tiden vise,» lyder det fra Lene Ahlmann, fotograf & grafiker og indehaver af PhotoGraphIT i Ebeltoft.

Vi var helt enige om, at materialet gerne måtte skille sig ud fra den stereotype mængde

Lene Ahlmann



En bekendt til Ole Bollesen serverede teksten på et sølvfad. Plakat: Lene Ahlmann

Fælles projekt

Plakaterne blev lavet til kommunalvalget 2017, hvor Ole Bollesen stillede op som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet og overraskende for mange vandt borgmesterkæden. og var med til at sikre partiet et flot valg med otte mandater.

»Ole kontaktede mig før starten af valgkampagnen om et samarbejde om kampagnemateriale. Jeg arbejder som fotograf & grafiker, vi er gamle venner, og jeg syntes, det lød spændende. Vi var helt enige om, at materialet gerne måtte skille sig ud fra den stereotype mængde,« fortæller Lene Ahlmann

»Så vi tog et par ture ud i landskabet i Syddjurs, og udvalgte området omkring Kalø Slotsruin som lokation - et markant og genkendeligt sted i Syddjurs.«

De to var enige om, hvad plakaterne skulle signalere.

Indtil 2015 underviste Ole Bollesen på Rønde Gymnasium i historie og idræt, så noget med idræt var oplagt, tilsat et twist om alder. Ole Bollesen var 67 år på det tidspunkt. Det endte med en håndstand på de store trækævler ved Kalø.

»Teksten gav sig selv,« som Lene Ahlmann formulerer det.

»Syddjurs i balance. Sæt x ved Bolle«

»Jeg ved ikke helt, hvor ideen med stolen kom fra. Men Ole bar den hele vejen ud til slotsruinen, køerne gloede undervejs, og mange kommenterede vores lille optog. Deriblandt en mand, som genkendte Ole med en frisk bemærkning: »Ole kan man stole på!« Så var den tekst på plads.,« siger Lene Ahlmann.

Ole Bollesen med den ikoniske stol, der siden gav ordspillet til hans valgplakat ved kommunalvalget i 2017. Foto: Lene Ahlmann



Læs også

Del artiklen