Ambitiøs thailandsk kvinde har startet Thai Take Away op i Dagstrup

Jantana Albrechtsen, kaldet Young, laver mad i alle smagsvarianter og alle former for original thaimad med friske råvarer og salater. Hendes mand, Jan Kirkegaard Albrechtsen, går til hånde, når der er travlhed i køkkenet i Dagstrup.

Artiklens øverste billede
Young har et righoldigt arsenal af thailandske kogebøger. Foto: Lars Norman Thomsen

39 årige Jantana Albrechtsen, kaldet Young, spilder ikke tiden.

Den thailandske kvinde, som bor til leje i et hus i Dagstrup nær Mørke sammen med sin mand, har startet Thai Take Away op sideløbende med, at hun passer sin Thai Massage, arbejder som køkkenassistent på Ebeltoft Park Hotel og bliver bedre til det svære danske sprog på sprogskolen i Rønde.

Parret er glade for at bo i et lejet hus i Dagstrup, men ude i fremtiden hedder drømmen et større køkken og gerne med tilhørende restaurant. Foto: Lars Norman Thomsen



Får du åndenød?

Fortvivl ikke, det gør Young og hendes danske husbond Jan Kirkegaard Albrechtsen, 51, slet ikke.

Sådan en tidlig formiddag i havestuen i det lejede hus i Dagstrup er der ro på og kaffe på kanden med udsigt til en frodig have.

Parret har været gift i to og et halvt år, og mødte hinanden ude i Østen for seks år siden, hvor forelskelsen slog ud i lys lue. Jan Kirkegaard Albrechtsen har arbejdet som salgschef for forskellige virksomheder inden for jern- og metalbranchen i både Danmark, Østrig og Tyskland, og derfor rejste han meget i bl. a. Japan og Korea og andre af Østens nationer.

»Jeg er meget imponeret af Young. Hun fik sin opholdstilladelse i Danmark 31. maj i år, langt om længe, efter 16 måneder, og hun har haft job fra første dag,« fortæller en stolt Jan Kirkegaard Albrechtsen. Han stammer fra Nordjylland, og sammen har parret tidligere boet i eget hus i Eskerod, som de solgte.

»Jeg arbejder lige nu på Ebeltoft Park Hotel som køkkenassistent. I Thailand tog jeg en uddannelse som kok,« supplerer Young på fint forståeligt dansk.

I Ebeltoft har hun job til 31. oktober 2021, men den proaktive kvinde har allerede sikret sig et nyt job - hos Café ME & ME i Aarhus.

Young har gjort det så flot indtil videre. Jeg er så stolt af hende, og vi fornemmer en fin efterspørgsel lokalt efter veltilberedt take away mad,

Jan Kirkegaard Albrechtsen

En fighter

Young er en fighter. Hun er ikke bange for at tage fat og prøve grænser af i arbejdslivet.

Derfor har hun startet Thai Take Away op med udgangspunkt fra køkkenet i huset i Dagstrup, og hun passer også sin Thai Massage.

Young finder ligeledes tid til at gå på sprogskole i Rønde, ’Job & Sprog Djurs’, som den nu hedder efter, at sprogskolerne i både Nord-og Syddjurs er samlet under én ledelse.

Her arrangerede hun forleden maden til de mange gæster, der var forbi lokalerne i Rønde til reception for at besegle samarbejdet de to kommuner imellem.

Young laver laver mad i alle smagsvarianter og alle former for original thaimad med friske råvarer og salater.

Hun fremviser stolt en mappe med mulige retter og menuer.

»Man kan også få dansk mad, hvis det ønskes,« siger ægtefællen.

Sortimentet er stort og bredt viser det sig, når man bladrer i den velordnede mappe.

»Jeg laver mad til både større familiefester, og store og små selskaber. Folk skal bare komme og hente maden her ved døren,« siger Young.

En fælles drøm

På facebook finder man Youngs tryllerier i køkkenet under navnet Original Sawadee Thai Dinner. Her skriver hun, at maden helst skal bestilles 24 timer før afhentning og gerne inden klokken 9, så hun og hendes husbond kan få handlet rigtigt ind.

»Jeg er meget tilfreds,« siger Young beskedent.

»Young har gjort det virkelig flot indtil videre. Jeg er så stolt af hende, og vi fornemmer en fin efterspørgsel lokalt efter veltilberedt take away mad,« siger Jan Kirkegaard Albrechtsen.

Ad åre har parret en drøm om at finde et større køkken med tilhørende restaurant, som de kan arbejde fælles om.

Parret har ingen børn sammen, men begge har børn fra tidligere ægteskaber. Jans er voksne.

Grundet corona har det ikke været muligt for Young at se sine poder i over halvandet år, men der er håb om, langt om længe, at det snart sker.

Den thailandske kvinde har måttet ty til digitale møder på computeren, men nu trænger hun også snart til at kramme sin børn. Smilet er ikke til at misforstå.

Yin dee tee dai rue juk! (Rart at hilse på dig).

Kor hai chok dee (held og lykke) til jer begge.













Læs også

Del artiklen