Folkeuniversitetet: Sundhedsvæsenet efter Covid-19

Mød den kendte sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet på Ørsted Bibliotek 27. oktober.

Artiklens øverste billede
Kjeld Møller Pedersen gæster Folkeuniversitetet. Pressefoto

Rougsø Folkeuniversitet har inviteret den kendte sundhedsøkonom, Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet til at tage temperaturen på vores sundhedsvæsen og stille skarpt på en række af de mest centrale udfordringer.

Foredraget holdes på Ørsted Bibliotek onsdag 27. oktober klokken 19, og man kan tilmelde sig på Ørsted Bibliotek eller på Rougsø Folkeuniversitets hjemmeside.

Coronakrisen har vendt op og ned på mange ting. Vores sundhedsvæsen er blevet testet som aldrig før, og effekterne af krisen skal vi leve med i årevis.

Vi har også lært meget nyt. Diskussionen om fremtidens sundhedsvæsen er mere aktuel end nogensinde og må nu ses i et nyt lys.

Hvad har vi lært? Kan vores sundhedsvæsen stå distancen? Hvordan skal og kan der prioriteres i fremtiden? Hvilken struktur giver danskerne den bedste sundhed, og hvad vil vi betale for den? Skal vi have Nærhospitaler og Sundhedshuse, til supplement af Supersygehusene? Hvilken betydning får sygeplejerskernes utilfredshed med ansættelses- og lønforhold? Vil der blive alvorlig lægemangel i yderområderne? Kan vi bevare de praktiserende læger som familielæger, som vi kender det i dag? Skal vi alle have adgang til den nye medicin?

Der er mange spørgsmål, der trænger sig på.

En ting er sikkert, et velfungerende og stærkt sundhedsvæsen er rasende dyrt, vil og kan vi betale for at få det bedste.

Er det overhovedet realistisk?

Hvilke forventninger har du til det fremtidige danske sundhedsvæsen?

Det er nogle af de gode spørgsmål, som Kjeld Møller Pedersen vil komme med nogle bud på.

Læs også

Del artiklen