Solcellepark ved Margrethelund ikke med i bunken

Lars Bugge Jensen, snart indehaver af familiegården Kragelund mellem Ryomgård og Nimtofte, måtte rykke for et svar fra Syddjurs Kommune

Artiklens øverste billede
Gården Kragelund ligger mellem Ryomgård og Nimtofte, og det er på arealer bag gården, et stykke fra alfarvej, at den 75 hektar store solcellepark tænkes placeret. Foto: Lars Norman Thomsen

»Vi sendte en ansøgning om anlæggelse af solcellepark ved Margrethelund, Ryomgård, i starten af marts måned 2021,, som vi ved er registreret 10. marts 2021 hos jer (Syddjurs Kommune, red.). Hvorfor får vi ikke et svar på, hvad Syddjurs Kommune agter at gøre med vores ansøgning,« sådan lød spørgsmålet fra Lars Bugge Jensen, snart indehaver af familiegården Kragelund sammen med sin søster, til Byrådet på det seneste byrådsmøde.

Lars Bugge Jensens spørgsmål var fremsendt skriftligt til Byrådets spørgetid.

Borgmester Ole Bollesen (S) anerkendte, at man på Rådhuset 10. marts havde modtaget »en anmodning om udpegning af et område til solceller ved Margrethelund af NRGI, på vegne af en række lodsejere.«

»Vi har svaret NRGi, at Byrådet har igangsat en proces, hvor i alt 8 solcelleprojekter har været i en forudgående offentlig høring. På denne baggrund forventes det, at Byrådet i juni måned tager stilling til, hvilke af disse projekter, man ønsker at planlægge videre for,« forklarede Ole Bollesen.

Altså må Lars Bugge Jensen og den anden part i det 75 Hektar store solcelleprojekt på Margrethelund, Mikal Kjeldsen, indehaver af naboejendommen Frederikslund med tilhørende arealer, nu afvente, at Byrådet på sit kommende møde i denne måned tager stilling til de otte nuværende solcelleprojekter i puljen.

Svært at forstå

Lars Bugge Jensen har umiddelbart svært ved at forstå, hvorfor en mulig solcellepark ved Margrethelund i første omgang er udeladt af ligningen.

Jeg er skuffet over, at vi selv skal rykke for et svar i betragtning af, at vi har fremsendt en ansøgning i god tro og har brugt masser af tid på de ting, der er gået forud.

Lars Bugge Jensen

»Jeg forstår det ikke, for jeg vil mene, at vi har overholdt de deadlines, der har været,« anfører han.

»Jeg ønsker ikke at tage stilling til de otte projekter, der er med i puljen, for det kender jeg dem ikke godt nok til, men ud fra hvad jeg har snakket med andre om og har lyttet mig frem til, så generer vores projekt i hvert fald kun os selv og ikke vores naboer. Det har en beliggenhed, som er hegnet inde af læbælter, som er så kendetegnende for vores marker,« siger Lars Bugge Jensen, der ikke siger det direkte, fordi han er pæn mand.

Men gået på klingen føler han sig lidt til grin, og det samme gør de andre involverede.

»Vi har haft en række politikere herude for at vise dem, hvor solcelleparken tænkes opført, og de har alle været begejstret, som jeg har hørt det.«

»Jeg er skuffet over, at vi selv skal rykke for et svar i betragtning af, at vi har fremsendt en ansøgning i god tro og har brugt masser af tid på de ting, der er gået forud. Så forventer man også at få en professionel behandling,« lyder det fra en skuffet Lars Bugge Jensen.

Solcelleparken på Margrethelund kommer i øvrigt ikke til at ligge langt fra Djurs Sommerland, hvis den nogensinde bliver realiseret.

Lars Bugge Jensen vil ikke sige noget om dette er et tema hos projektmagerne, men han kan da sagtens få øje på koblingen uden, at det har været endevendt i forløbet frem til afsendelse af ansøgningen.

Selvforsynende 2035

Ole Bollesen oplyste på byrådsmødet i tilknytning til svaret til Lars Bugge Jensen, at målet for Syddjurs Kommune er, at el- og varmeforsyningen skal dækkes 100 procent af vedvarende energi i 2035.

»Det står også i vores forslag til klimahandlingsplan. Det kan forventes, at elforbruget vil fordobles frem mod 2030 på grund af den grønne omstilling inden for varmeforsyning, produktion, mobilitet mm..«

Kommunens samlede elforbrug er i dag 284.722 MWh, hvoraf kun 64.722 MWh dækkes af vedvarende energi, bemærkede borgmesteren.



Læs også

Del artiklen