Kino åbner igen-igen efter coronanedlukning

Det bliver et meget travlt forår i den lokale biograf i Grenaa

Artiklens øverste billede
Forfatteren Jussi Adler Olsen besøgte filmholdet under optagelserne af Marco Effekten i Prag.

GRENAA For anden gang gør Kino i Grenaa sig nu klar til atter at genåbne efter en coronanedlukning.

Efter fire lange måneder kan de, der elsker at gå i biografen, endelig begynde at glæde sig, for torsdag 6. maj slår Kino atter dørene op til magiske oplevelser på det store lærred i den mørke biografsal. For et er at se film på skærmen derhjemme i stuen, noget andet er at opleve filmene i det format, de er lavet til: det store lærred og den store lyd i biografsalen.

Nedlukningen af Danmark i december 2020 har betydet, at smittespredningen har kunnet holdes under kontrol, og det er baggrunden for, at der nu endelig åbnes også for kulturlivet – herunder for biograferne, som er en vigtig del af kulturudbuddet i Danmark. Mange har sikkert savnet en tur i biografen, for ikke mindst i krisetider oplever man, hvor vigtigt det er at kunne få de kulturoplevelser, man normalt tager for givet. Genåbningen af kulturlivet er et skridt på vej tilbage til mere normale tilstande, og Nia og Gert Skov fra Kino i Grenaa håber, at biografpublikummet på Djursland har glædet sig ligeså meget til genåbningen 6. maj, som de selv har.

Travlt forår

Der venter biografpublikummet på Djursland et travlt og spændende forår. Kino åbner med to danske film, som havde premiere kort før nedlukningen: ”Lille sommerfugl” og ”Retfærdighedens ryttere, ” som begge blev godt modtaget af både publikum og kritikere. Desuden vil Kino vise en premierefilm, men man har endnu ikke lagt sig fast på, hvilken det bliver. 27. maj er der premiere på en af årets store danske film ”Marco Effekten, ” der bygger på Jussi Adler Olsens roman af samme navn, og som har Ulrik Thomsen i hovedrollen som kriminalassistent Carl Mørck.

Desuden vil Kino i løbet af foråret vise de Biografklub Danmark-film, som ikke nåede at blive vist inden nedlukningen. De vil blive vist med kortere intervaller end vanligt, og Kino håber, at publikum har forståelse for dette, da det er eneste mulighed for at præsentere alle de ti film, som Biografklub Danmark har på programmet i sæsonen 2020-2021.

Også seniorerne på Djursland kan glæde sig til atter at komme en tur i biografen torsdag eftermiddag klokken 14 til gode filmoplevelser og hyggeligt samvær, for Nia Skov fortæller, at Kino vil vise en lang række fine film i seniorbio i løbet af foråret. Og en kop kaffe vil stadig blive serveret.

Børnebio tilbage

Ligesom seniorerne kan også børnene glæde sig til en tur i biffen igen, idet Grenaa Børnebio planlægger at vise de film, man mangler at vise, i løbet af maj og juni, således at børnene får de filmoplevelser, de har set frem til.

Kinos store opera og balletprogram har været hårdt ramt af nedlukningen, idet en lang rækker forestillinger har måttet aflyses. Men en forestilling kan man nå at gennemføre, nemlig – meget passende i disse tider- Giuseppe Verdi´s ”Skæbnens magt,” som vises tirsdag 11. maj i en optagelse fra München med tenoren Jonas Kaufmann i en af hovedrollerne.

Og endelig kan medlemmerne af Grenå Filmklub igen komme i biografen mandag aften, idet man har besluttet at vise fem af de ni programsatte film fra 10. maj og de følgende fire mandage og de resterende fire film efter sommerferien.

Coronakrav

Når biograferne genåbner 6. maj skal de leve op til forskellige krav, som stilles af sundhedsmyndighederne, og Gert Skov fortæller, at man i Kino i Grenaa naturligvis kommer til at leve op til alle de krav, der bliver stillet. Først og fremmest er der kravet om, at man skal kunne vise et coronapas for at komme i biografen. Det er måske lidt besværligt, men coronapasset betyder, at man roligt kan gå i biografen velvidende, at ingen iblandt publikum er smittet. Erfaringerne fra andre brancher har vist, at kravet om coronapas ikke har givet anledning til problemer mellem virksomhed og kunde, og Gert Skov forventer, at det også kommer til at gælde, når folk går i biografen i Grenaa. Desuden vil Kino naturligvis overholde alle de afstandskrav, der stilles, ligesom der bliver rig mulighed for afspritning i Kino.

Gert Skov fra Kino fortæller, at de fire måneder med nedlukning af biograferne har været en rigtig træls tid. Det har været belastende med den store usikkerhed om, hvor længe biograferne skulle holde lukket, og også økonomisk har det været udfordrende med så lang en periode uden publikum i biografen. Selvom Nia og Gert har nydt at kunne være en længere tid i sommerhuset ved Limfjorden end normalt, har de glædet sig til, at der atter kommer liv i biografen i Grenaa. For når man i over 35 år har været vant til hver dag at åbne biografen for et forventningsfuldt publikum, så er det unaturligt og frustrerende dag efter dag at skulle holde dørene til biografsalene lukket. Nia og Gert Skov ser optimistisk på resten af 2021, for en række store film venter på publikum ikke mindst til efteråret, ligesom alle de andre aktiviteter, som Kino står for, vil blive fortsat. Der vil således komme liv i Kino igen, og det markeres ikke mindst 26. maj, hvor rockgruppen ”Den danske mafia” inviterer indenfor til en stor koncert med musik af John Mogensen - i noget mere rockende versioner end man kender dem.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen